søndag den 21. oktober 2012
Manisk måske
Jeg kan huske, hvordan min søn som lille eksploderede, når han spurgte om noget, og jeg svarede: MÅSKE! Men lige nu er jeg helt vild med MÅSKE - ordets ligefremme, totalt tøvende, men lige præcis positivt accentuerede konjunktivitet (en markeret negativ tvilling: næppe, som jo, bortset fra den dårlige karma, er et skønt, lille ord, men så er der lige den dårlige karma) - jeg klikker hele tiden på MÅSKE til begivenheder på Facebook, både dem, jeg helt sikkert ved, jeg ikke kommer til - men hvad ved man egentlig helt sikkert - som A-Kassens åbning i Paris, dem, jeg NÆPPE kommer til, som forleden Thomas Bobergs og Peter Asmussens bogreception i Husets Teater (fordi jeg kun lige havde påbegyndt Bobergs bog (og man ved jo aldrig og slet ikke, men dog i stadig stigende, positiv grad med en Boberg-bog: den er næppe dårlig, den er måske rigtig god, men digteren kan jeg helt sikker godt lide), dem, som jeg meget og virkelig gerne vil komme til, dvs. i den grad MÅSKE kommer til, som fx ambitiøst betitlede Infinity Night, en digtinstallation med Theis Ørntoft, Claus Handberg Christensen, Hannah C. Lütz, Mikkel Thykier: "I en treværelses lejlighed vil fire digtere hver læse et af deres egne
digte højt igen og igen i to timer. Digterne installeres ved aftenens
start i fire forskellige rum, der tæller: to forskellige soveværelser,
et køkken og et toilet. Her kan tilhørerne vandre, som de har lyst fra
rum til rum, fra digter til digter. I stuen vil et i princippet
uendeligt videoværk, ligeledes spille i to timer. Digterne skifter hver
halve time til et nyt rum, og får på den måde afprøvet alle fire rum." Saturday, October 27, 27 7:30, Rasmus Rasks Vej 1, 1 th, Valby. - og jeg planlægger i fremtiden at klikke MÅSKE også til begivenheder, jeg helt sikkert kommer til, som fx dem jeg selv arrangerer, for hvad ved man helt sikkert!? Og MÅSKE kan jeg aldrig fjerne det store, sorte punktum nedenfor, som røg med i en copypasting fra FB, og nægter at blive slettet, men det er så MÅSKE også i orden:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar