Det fremgår af hendes ansigt at hun elsker

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Asta Olivia Nordenhof for bogen Et ansigt til Emily på Vejle Bibliotek fredag 12. oktober 2012

Af Lars Bukdahl

Da jeg fredag morgen klokken halv syv sidder og skriver denne pristale, som jeg ni timer senere, i dette talende nu, læser op for jer, prisgæsterne, er det ni timer siden prismodtageren Olivia Nordenhof noterede følgende livsbegivenhed fra januar 2012 på sin  Facebook-profils tidslinje:

  ”Kogte seks æg”

  Og selv tilføjede denne lakoniske madanmeldelse:

  ”perfekt”

  På en vens spørgsmål om æggene var hårdkogte eller blødkogte, svarede Olivia øjeblikket efter på en slags fynsk:
  ”blø’”

  Sådan er også min oplevelse af Asta Olivia Nordenhofs genreløse debutbog Et ansigt til Emily, der udkom i november 2012 som et af de to første bind i lilleforlaget Basilisks nye ”serie B”:

  Disse æg er blødkogt perfekt!

  Og det er meget lettere at hårdkoge skrift-æg, især når det drejer sig om prosa, end at blødkoge dem, for det er jo fx yderst vigtigt, at de ikke splatter ud til spejlæg. Tidligere havde signaturen Olivia Nordenhof gjort sig småsensationelt bemærket ved en række enkeltstående, særdeles hårdkogte, skarpt vrængende tekster, så det var noget af en overraskelse for os, der allerede var fans, at det blev blødkogthed, hun perfektionerede i sin debutbog.

  Men netop prosaisk, for ikke at sige romanagtig – for det er sgu da en roman, Olivia, du kan lige så godt indrømme det! – blødkogthed, der ikke lader sig nøje med et blødende, opkogt jegs kønne og spontane flæben, men sætter sig i spil mellem flere tider og steder – de tre afsnits titler: ”Italien nu”, ”Afrika 1976”, ”Bornholm senere” – og personer, to nærværende, Emily og Rosa, der elsker hinanden forbandet højt, to fraværende, Rosas døde far, der hjemsøger live og i gamle breve, og Daniel, Emilys hårdt savnede og bugtalte ex.  

  Eller rettere: i spil med tider og steder og ANSIGTER. For ansigtet er bogens og blødkogthedens allestedsnærværende, højst konkrete ikke metafor eller symbol, men simpelthen poetik eller jobbeskrivelse: At skrive en bog som et ansigt, et blødkogt æggehoved. Der bevæges af og i og med andre ansigter. Et ansigt til Emily er et ansigt sammenstykket af flere ansigter, herunder hendes eget, foræret Emily som et portrætforsøg, et af flere, måske utallige mulige. Se bare Emilys smukke beskrivelse af Rosas smukke skriven til hende som en række små trækninger i et ansigt, som beskrivelsen selv er et perfekt eksempel på selvfølgelig:
  ”Hun taster så forsigtigt på tastaturet, når hun sidder i sengen ved siden af mig og tror, jeg sover. Den forsigtighed forplanter sig i skriften (hun skriver nogle af de smukkeste tekster, jeg har læst), man kan endda se på hendes tekster (de af dem hun har skrevet, mens hun troede jeg sov) hver gang hun har rømmet sig, så er det som om skriften gisper af frygt for at forstyrre den elskede, ødelægge noget.”

  En bog, der læser dig, mens du sover!

  De to primære, blødkogte tilstandsformer, Et ansigt til Emily, beskæftiger sig med og praktiserer, er forelskelsen og længslen, der jo begge er kærlighedsformer, og hele tiden flyder sammen, når ansigterne nænsomt ser hinanden i øjnene og nakken - og i øjnene i nakken - i spejlkabinettet. Eller med en af bogens egne formler: ”Her er Rosa./ Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Emily./ Her er Emily. Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Daniel.”

  Og den vilde bedrift i bogen er, at det gør det faktisk: Fremgår med al tydelig ønskelighed. 

  For atten timer siden i skrivende nu postede Olivia Nordenhof følgende ikke-fiktive, ikke-romanagtige statusopdatering på Facebook, på dansk ansigtsbog:

  ”ok nu sier jeg det bare fordi nogen stadig skriver som respons på den sygedagpengeting, hvad som der er vildt sødt! vi flytter til italien, min mormor har et hus hun har arvet fra sin mand, og vi vil kunne strække mine forsikringspenge længst muligt pga. næsten 0 husleje, 2 år. ingen af os kunne mere psykiatri og mere kommune. så i juledagene skal der læsses en lille ladbil, så kører vi af helvedes til gennem den europa. det er en landsby, så der bliver ret stille, det glæder jeg mig helt vildt til, færre lyde. ja. jeg kommer til at savne så mange og bekymre mig men ellers.”

  Ligesom bogen, før den udkom, bevægede sig videre på Olivias blog, Jeg hedder mit navn med versaler, bevæger Olivia sig nu ind i sin bogs Italien, og med Munch-Christensens klækkelige Kulturlegat ønsker vi hende lykke på rejsen; de sidste ord i dette minportræt af en sjælden billedskøn bog er sidste års prisvinder Hanne Højgaard Viemoses vellignende hilsen på debutantens FB-profil:

  ”det lyder som en drøm Olivia, jeg håber det kan lade sig gøre og blive rigtig godt! måske kommer jeg så pludselig gående med mine små drenge gennem landsbyen og banker på din mormors hus og spørger om du har saftevand”