Fjerde weekend

læserbreve

7. juni 1996 Weekendavisen S

Rif i en ruf

HALLO og af sted. Klaus Rifbjerg læste Weekendavisen Bøger i forrige uge og det gik naturligvis ikke stille af. Sikke nogle lange tålmodigt vrisne bemærkninger til Ulrik Høys nekrolog over Grethe Heltberg og mine egne fire bidrag. En polemiks styrke kan som regel måles på graden af fortegning af offerets synspunkter, og her er Rifbjerg ude i nogle virkelig luftige proklamationer. Jeg skulle både have ment, at Poul Borum er den største kritiker, nationen har fostret, og at Ekstra Bladet er den eneste avis, der kan læses med nogen morskab. Jamen, mon dog? Og hvad angår vitsen om Anders Bodelsen, der afslutter min kommentar, så er den ikke en hel anmeldelse, men bare et lille pluk, der selvfølgelig ikke fungerer som bevis og eksempel på Borums kritiske herligheder, sådan som Rifbjerg hævder, den fungerer som en god vits (og måske også som en antydning af, hvad der ligger bag ved så godt som hvert eneste angreb på Borums kritiske virksomhed, en bunke af stikkende dårlige anmeldelser i baghovedet). Det mest afslørende ved Rifbjergs indlæg er jo det, han ikke kommenterer, nemlig de fire femtedele af min Borum-kommentar, der anvendes til at tilbagevise de stadig aktive beskyldninger om Godfather-aktivitet, som også Rifbjerg i tide og utide har kolporteret. De er nemlig enten sande eller falske. Om Borums kritiske kvaliteter kan vi derimod diskutere fra nu af og til dommedag, og det gør jeg gerne. Rifbjerg nøjes med at kalde Bodelsen-vitsen for en plat uforskammethed, og betegne det som »æsteticismens skrækkelige katedral med uldvanter og sørgebind«, at tre af Borums helte var Ole Sarvig, Peter Laugesen og Per Aage Brandt. Dybt suk. At forbinde vilde og milde Laugesen med æsteticisme, uldvanter og sørgebind er ikke bare en misforståelse, det er branddørsmækkende dumt, og hvad er det for en helt vilkårlig treenighed? Man kunne uden større besvær nævne tredive til fyrre danske digtere, Borum satte meget højt, Sarvig og Laugesen ville være nær toppen af listen (sammen med bl.a. Villy Sørensen, Peter Seeberg, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men de er måske også underlødige æsteticister efter Rifbjergs mening), Brandt ville nok slet ikke være med, og hvad så? Det er da ikke et kriterium for en kritikers fortræffelighed, at man er enig i hver eneste af hans vurderinger, vel nærmest tværtimod. Ligesom Rifbjerg synes jeg Ole Sarvig er kedelig, og ligesom Borum synes jeg Laugesen er genial. Og hvad i alverden så? Borum var en god kritiker, fordi han forenede analytisk præcision (der er skarpere nærlæsning i én af Borums ti-liniere end i samlede årgange af den øvrige danske lyrikkritik) og direkte oplevelsesformidling. Han turde være begejstret (ofte over ubemærkede underdogs, f.eks. i alle årene Laugesen) og han turde være tilintetgørende kritisk (ofte overfor forkælede superstars, som f.eks. Rifbjerg og Bodelsen). Han turde være sikker i sin sag, og så turde han faktisk også være i tvivl, hvilket måske er den mest sjældne kvalitet, sige, det her forstår jeg ikke et pluk af, men det er vistnok interessant. Desuden var der, især i de negative anmeldelser, en humor på spil, der var lige så ond som den var overgiven, og som til tider kunne blive ligefrem sublim i sin konkret-barokke billedskabelse. Apropos en roman af Jens Chr. Grøndahl fortalte Borum f.eks. følgende historie: »Jeg havde engang en ung norsk digter boende på mit gæsteværelse. Han ville da genre bidrage til husholdningen, så han indkøbte adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget de havde med, dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.« Helt utroligt er det, at Rifbjerg i forbindelse med Bodelsen-citatet og anmeldelsen af Nina Foighel vil belære Borum og mig om gode manérer. Det er som at blive beskyldt for at kaste med sten af en flinteøkse. Den absolut allerondeste er da til enhver tid Rifbjerg, han er mesteren og han kan ikke overgås. Rifbjergs ondskabsfuldhed er ligesom Borums frygtelig underholdende, men modsat Borum undslår han sig sjældent for at blive personlig. Borum gjorde grin med bøgers skavanker, Rifbjerg gør grin med menneskers skavanker og kalder Henrik Stangerup for et vandhoved, sammenligner Carsten Jensens profil med Andersine Ands, udskifter samtlige Borums vokaler med Ø'er etc., etc. Heller ikke som kritiker i de gode gamle dage lagde Rifbjerg fingrene imellem, Grethe Heltberg og Grethe Risbjerg Thomsen blev anmeldt under overskriften »Løræk« og nedslagtningen af John Prices Aladdin-opsætning er jo ligefrem legendarisk. Og så er Borum plat og uforskammet, når han kalder Anders Bodelsen for kedelig, og mig modbydelig, når jeg kritiserer en debutant for at skrive klichenoveller. Come on, Klaus. Den alvorligste anke jeg har imod Rifbjergs debatindlæg, er at det er så lidt morsomt og ondskabsfuldt, at det er lutter trætte og lemfældige parader. Jeg mener, at påtale min manglende respekt for Arthur Miller og hans dramaæstetik. Hvor Jeronimus. Jeg vil have en flinteøkse lige mellem øjnene, ikke surmulende susende flere kilometer forbi.

Lars Bukdahl

Tredje weekend

 

Roman med bakkenbarter

31. maj 1996 Weekendavisen 

Nostalgilitteratur. Den samme forbandede generationsroman endnu en gang.

Jesper Uhrup Jensen Atlantic City. 212 sider. 248 kr. Borgen. 

JEG har ikke undersøgt det, men jeg tror, det er en genre, der trækker sit slimede spor gennem det meste af dette århundrede, generationsromanen: Usårlig, overflødig og altid nøjagtig identisk med sig selv. Denne forfærdelige blanding af nostalgisk tårevædede inderligt trivielle ungdomskvababbelser og hektisk mærkenavnsdroppende pop-sociologisk tidskrønike. Nogle generationsromaner, og ikke altid de værste, kalder sig ungdomsbøger, nogle camouflerer sig effektivt som hovedværker og nogle formår ved selve deres talents ubændighed at bryde igennem genrens indbyggede begrænsninger og blive en slags kunst. Lad os tage et rigtigt typisk værk, en næsten helt blank generationsroman, Jesper Uhrup Jensens Atlantic City, og iagttage hvor kedeligt den træder de tilforordnede dansetrin. Her er først tre-fire sigende linier: »Sidst i april forsvandt foråret, og i nogle timer var det igen vinter. Jeg sad på Markus' værelse, da de store snefnug begyndte at dale ned. Vi skulle lave en geografirapport sammen, men Markus havde taget endnu en flaske Bell's fra sin fars skab, og ud på aftenen var det hele gået op i Let's Dance. Den nye Bowie-plade var lige kommet.« Ingen ende på specifikationerne, sidst i april, snevejr, Markus' værelse, geografirapport, en flaske »Bell's« fra Fars skab, »Let's dance« (der lige er er kommet), og det er sikkert rigtigt alt sammen, men stik mod den sædvanlige regel for fiktioner er effekten, at jo flere konkreter jo mere ligegyldigt, bl.a. fordi det sikkert er rigtigt alt sammen. Det bliver realisme som en livets geografirapport. Op mod en tredjedel af romanen består simpelthen ikke af andet end uironiske opremsninger, af tøjmærker, bilmærker, spiritusmærker, sangtitler, bogtitler, ting og sager. Hvilket netop ikke resulterer i nogen samtidsfornemmelse, men blot i en umærkelig bevægelse fra venstre til højre i et lykkehjulsgavebjerg. Og typisk nok leder det citerede afsnit op til en af romanens centrale tyndt melodramatiske scener, som man føler sig helt sikker på ikke er rigtig, den bedste ven Markus gør tilnærmelser til jeg- og hovedpersonen Martin, der modsat læseren endnu ikke har fattet, at han er til den anden side, og det er jo grumme chokerende. Romanen opsummerer ti års trummerum, fra midt i 3. g. til Martin vender hjem fra en rensende italiensrejse, i 200 siders trummerum. Intet sker uafbrudt, ligesom i virkeligheden, og i stedet for en struktur får vi fire melodramatiske højdepunkter, bedste vens afsløring af seksuel præference, brud med den store kærlighed, faderens død (som der virkelig tærskes langhalm på) og det store clou, den store kærligheds store bedrag. Så hårdt er det at være ung, lutter lynnedslag. Romanens to poler eller hovedmotiver er det store venskab med Markus (gumpetung jargon og Bruce Springsteen-fællessang) og de voldsomme familieforhold med millionær-bedstefar, dennes skygge-rådgiver, døgenigt-far, passiv moder, sindssyg søster, som hele tiden er lige ved at blive interessante, men kun meget nødigt forlader deres klichékonturer, for før de ved af det overhales de atter af almindeligt ungdomssløvsind. Men det værste ved en slem generationsroman er, at den er nostalgisk, for nostalgi er løgn, især i kunst. Fanden i samtidshistorien, hvis bare følelser og tanker opleves som samtidige. Nostalgi er forelskelse i forelskelsen (og sortsynet), selvforelskelse i anden potens. Og det rager læseren, fordi det rager på læseren, i stedet for at drage ham. Hvilket gælder, hvad enten forfatteren hedder Uhrup eller Michael. Ingen af de herrer er jo talentløse forfattere, men generationsromanen er en talentløs genre, der aldrig burde være blevet opfundet. Basta! Jeg kunne snildt undvære både Martin og Victoria, Den kroniske uskyld og Jørgen Stein, hvis bare en behjertet sjæl fandt ud af, hvordan man slår en genre ihjel med tilbagevirkende kraft.

Ulrik Høy, høyere, høyest 1945-2019

Kær, filuragtig kollega på WA gennem mange år, menende alt muligt sort, men elskende poesi og skrivende som en energisk drøm - her en opsang til blandt andre mig fra 2009 (på akkurat min 41 års fødseslsdag), stadig hørt med ørt forført øre, akut savnet:

Anmelderiet har taget overhånd

Kritik skal være »ond«, blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag.

I de seneste uger har medierne svælget i kulturlivet, mindre i kunstlivet og slet ikke i kritiklivet. Begrebet være hermed introduceret, men lad os tage kunstlivet først, hvor jeg ud fra en æstetisk betragtning har tre forventninger til et givet kunstværk: Det skal have herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi og mærkværdighedsværdi, gerne elementer af alle tre dele, og da jeg føler mig bedre tilpas med angiveligt mærkværdige kunstværker end med evident mærkværdige it-installationer, mobiltilbud, digitale opfindelser, rumraketter og diverse finanspakker, ja, så stiller jeg ikke spørgsmål af typen »skal det være kunst?«, men sætter hellere spørgsmålstegn ved alt det andet: »skal det være fremskridt?«.

Set i det perspektiv er det angiveligt uforståelige kunstværk både indtagende, rørende og purt begribeligt. Hvad har det stakkels uforståelighedsvæsen dog gjort, siden det skal skammes ud på den måde? Hvem kan det genere? Som et skrøbeligt væsen ankommer det fra en fremmed klode og kalder på al sensibilitet og imødekommenhed. Jeg føler mig nok så tryg ved det og i samme ombæring ganske tilpas med et glas syltede vintage-heste fra Bjørn Nørgaards længst henfarne slagterbutik.

Så mærkværdighedsværdi, tak, det kan da kun provokere den, som intet har lært og intet glemt. Og så skal kritikken kvalificere min oplevelse af mærkværdighed, så jeg ikke stamper løs på de ostinate motiver »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«, for det motiv hører hjemme i kulturlivet.

Der er så få kunstnere med talent og så få kritikere med talent! De sidste er en truet art. Jeg har kun kendskab til en lille håndfuld talentfulde kritikere pr. kunstnerisk genre i dette land, selvom der er flere, mange flere, til at bedømme kunsten. Hvad der igen handler om den gamle relation mellem kritik og anmelderi, mellem det at være kritiker og det at være anmelder. For at sige det: Kan vi ikke få nogle flere kritikere og færre anmeldere, og kan vi ikke bede kritikeren skære ned på sin indre anmelder og træde frem som kritiker: sagkyndig, velskrivende, skarp, kompromisløs, kategorisk, når det kræves, eksklusiv, når det er nødvendigt, kort sagt som noget, der ligger lige langt fra kommunikation og formidling?!

Det er så vigtigt med kritikken, den kritiske instans, den kvalificerede vurdering, fordi der er tale om en vurdering på den absolutte målestok. Som findes! Sådan en skal man da have og spørge til råds, for det er slet ikke individuelt for den enkelte hver for sig, hvad der er god kunst, selvom det er sandheden for tiden. Selvfølgelig skal kritikeren med på råd - som gyldigt supplement til den trivielle treenighed af »flot«, »fantastisk« og »det siger mig ikke noget«. Og gerne fra det medlevende og impressionistiske hjørne af modersmålet. Så lad os opgradere kritikken og nedtone anmelderiet, især den del, som er nabo til anprisningen og den facile præsentation.

Som det er nu, er der for lidt kritik og for meget anmelderi/præsentation i dagspressen, og så er det jo godt, at vi har tidsskrifter med kræsen kritik. Det er dog i avis, radio og tv, at kritikere bør skærpe det kritiske apparatur. Jamen er det ikke udtryk for åndshovmod? Nej, det er åndshovmod at fable om »verdens bedste folkeskole«, det er ikke åndshovmod at sætte sig høje mål i kritikken. Selvfølgelig skal vi have kritikere i verdensklasse. De skal bare fremelskes, hvad de ikke bliver for øjeblikket, hvor kulturlivet breder sig som svampe efter regn, og sproget bliver derefter - svampet.

Kritiker eller anmelder? Forfatter, kritiker eller anmelder? For at sætte navn på problemstillingen: Jeg sætter stor pris på Carsten Jensen - som kritiker! Han er evig skarp, klar, polemisk i skrift og tale, hvorimod han som forfatter er snakkesalig som de skipperskrøner, der skaffer ham stor læserskare og stort publikum. Kan det være bedre? Ja! Carsten Jensens virksomhed som både forfatter og kritiker siger - næsten - alt om forholdet mellem kulturlivet på den ene side og kunst- og kritiklivet på den anden.

Jamen hør, er Carsten Jensen ikke forfatter og som sådan en rigtig sand og ægte kunstner? Tjo, men den kunst, han bedriver, er en florissant og ordrig sekundavare, og den type kunst er der rigtig meget af, hvorimod vi kun har få kritikere - og ingen som Carsten Jensen! En biskop kaldte ham ligefrem »ond«, og større kompliment kan man ikke få som kritiker, hverken fra gudelige eller ugudelige kredse.

For det er så vigtigt, at kritikken er »ond«, dvs. blottet for behagesyge, åndelig bekvemmelighed og trang til at please forfatter, publikum og forlag. Derfor: Den gode kritiker er ond, og han hader kulturlivet! Undertiden er haderen en hun, men for tiden har vi kun få gode onde kvindelige kritikere; så godt, at Weekendavisen nyder godt af netop en af dem! Leonora Christina Skov er, når hun er bedst, fuldendt ond i den gode betydning. Desværre vil hun hellere skrive romaner, men det gør jo alle begavede kvinder for tiden, så det er en afvigelse fra den egentlige bestemmelse! Lars Bukdahl? Vær kritiker, kritiker og atter kritiker, for vi har så få vanvidsskønne kritiske sjæle til vurdering af intrikate fænomener som æstetisk herlighedsværdi, forfærdelighedsværdi OG mærkværdighedsværdi

Hvad de menneskelige omkostninger er for denne virksomhed? Det er en mild version af social udstødning, kollegial fremmedgørelse, politisk partiløshed, rimeligt fravær af familieliv og generel abdikation. Værre er det ikke, vi er alle danskere, så den smule Skæbne burde flere tage sig på. Indrømmet: Kommercielt er det hårde odds, for romanen sælger i tusindvis, værker om kritik kun i få hundrede eksemplarer, hvis de overhovedet bringes i handelen. Finder man for resten ét eneste genuint værk om netop kritik, kritikere og kritikliv i dette efterårs righoldige katalog af udgivelser?"

Sketema sker

2 af mine (forhåbentlig) i alt 3 bidrag til WA Bøger i morgen nævner, som noget særdeles centralt,

SKEER

FIND DEM!

- her en klassisk én ved en anden Pablo end ham jeg anmelder i morgen UDEN at nævne skeer:




GRO,
TESKE! 

Men for helvede, digitaliteten

Chefred. Martin har tydeligvis fået i opdrag at gøre WA mere digitalt nærværende, hvilket vi mildest talt ikke er, og det snakker han sympatisk henholdende om:

 "Vi er skam allerede digitale. Men vi skal stille og roligt udvikle os på de sociale medier og de øvrige digitale platforme, men med det indhold, folk kender fra den Weeekendavis, der udkommer om fredagen. Vi skal ikke ændre os for at være digitale. Vi skal fortsat være Weekendavisen. Der kommer ikke til at være store armbevægelser med pludselige relanceringer, hvor vi bombastisk farer ud med nye versioner,«siger Martin Krasnik.

»Weekendavisen skal selvfølgelig også være til stede digitalt, og det er vi allerede. Man kan læse os digitalt, og man kan høre os på vores lydavis, som er meget populær. En del af vores journalister er også meget aktive på sociale medier. Men det er klart, at vi ikke har begået den fejl, som andre har begået: Nemlig at man først tænker digitalt og derefter tænker journalistik. Det har været vigtigt for Weekendavisen, at man har stået fast på, at man skal betale for at få lov at læse avisen. Det koster penge at få den kvalitet,«siger han.

I har en e-avis og en lydavis, men hvilke nye ting vil I arbejde med digitalt?

»Det har jeg ikke nået at tænke over endnu. Men jeg skal være med til at videreudvikle de ting, vi laver digitalt, og selvfølgelig også finde på nye ting.«"

- se nu bare i dag, hvor digterne Louise Juhl Dalsgaard og Sternberg på Facebook (hvor Krasnik proklamerede sin forfremmelse) gerne ville linke til min årsrevy i nytårsavisen, og det kan de ikke engang gennem en betalingsvæg, så derfor måtte de knipse hvert deres patetiske foto (Louise ville highlighte Laus Strandby-ros, Sternberg Sternberg-ros): 

Chefredaktørør

er vist enhver WA-medabrejder i aften; så vidt jeg er orienteret - og det er virkelig ikke særlig langt - var der der færre end få, der så det komme. Men som udgangspunkt er jeg en aldeles positiv

Kras-
nik-
ke-
dukke.

Her er et klip fra et interview med den nye boss i Journalisten, jeg kan godt lide det med at skrive om, hvad man brænder for:

"Det er jo verdens bedste job, hvis man interesserer sig for at lave avis og tilfældigvis også taler og skriver på dansk. Det er en avis, jeg selv har været på i mange år, jeg kom hertil som 24-årig. Og jeg har selv nydt utrolig godt af det, som denne avis kan, nemlig at man som journalist får lov til næsten uden forhindringer, begrænsninger, formaninger eller løftede pegefingre at skrive om det, men brænder allermest for. Det er sgu ikke særligt mange aviser i verden, der har det som ledende princip, at avisens journalister skal udfolde sig præcis, som de selv har lyst til. Der har Anne Knudsen gået foran som et godt eksempel på. Det er verdens bedste job for mig at være med til at videreudvikle den avis, hvor det er muligt,«siger Martin Krasnik.

Hvordan vil du sætte dit præg på avisen?

»Det ved jeg ikke rigtigt endnu. Men jeg tror meget på, at man leder som man nu er som skribent, journalist og menneske. Jeg har aldrig prøvet at være chefredaktør før, så jeg ved jo ikke rigtig, hvordan jeg selv vil være i den rolle. Men jeg håber meget, at jeg sammen med avisens medarbejdere kan sørge for, at Weekendavisen fortsat er det sted i landet, hvor man kan finde de mest overraskende, de mest velskrevne og nogle gange mærkeligt uaktuelle, men altid dybt personlige, begavede, oplysende og underholdende artikler,«siger Martin Krasnik og tilføjer:

»Det er jo en programerklæring, der vil noget. Det kan godt være, at den lyder tilbageskuende, men det er den absolut ikke. Den er hypermoderne.«

Velkommen til MBZ i WA-B (GOML!)

Med en glimrende, vidende anmeldelse af et nyt bind Niels Brunse-oversættelser af Shakespeare debuterer tidl. Politiken-medarbejder Mikkel Bruun Zangenberg - som jeg har skændtes bravt med i over 10 år (bare googl Z + B) - i denne uges WA Bøger som Berlingske-shanghajede Kristian Ditlev Jensens afløser som verdenslitteraturanmelder: Hej med dig herinde, Mikkel!

To ladys jeg portrætterer i dag

i Weekendavisen

KULTUR:

Maria Bamford (min debut som tv-anmelder, har tjansen det næste halve års tid, anbefal gerne sager!)

BØGER:

Marie Kat (der i en af dagens opdateringer betegner WA som "Lasr Bukdals avis for gamel Menisker")

Marie Kat

8 hrs ·

Så Gogler jeg mig slev det fordi , Jeg komet i avisen, og så er det bar sådan: nej nej Googel fjole jeg heder da ikk Marei Katrien Gulagre !! ;-) :-D

2 x ((20 x 52 =) 1040 x) Week(e)nd

Portræt af den unge Weekender

RENT ALLEGORISK (PIGER = BØGER, BYEN = BOGMARKEDET ETC.)

(teksten til Love Shop-sangen "Weekender")

Med blod ud af næsen 
Med morgen i sengenes land 
Søgte lidt selskab 
Løb mod de hurtige piger 
Byens inferno som et spejl 
Endnu en weekender på hvadsomhelst 

Var ude for længe i nat 
Med fladlus i hjertet 
Med morgen i sengenes land 
Faldt ned i glimmer 
Kyssede til kvalmen kom op
Husker en taxa gennem regn 
Endnu en weekender på hvadsomhelst 

Var ude for længe i nat 
Husker en taxa gennem regn 
Endnu en weekender på hvadsomhelst 
Var ude for længe i nat

IT WAS 20 CRITICAL YEARS AGO TODAY

Den 15. maj 1996 havde jeg - efter 8 så godt som usynlige år på Kristeligt Dagblad - min første anmeldelse i Weekendavisen Bøger, ugen efter 3 anmeldelser og 1 kommentar (om tilsværtningen af min kritiske helt, nyligt afdøde Poul Borum), og ugen efter skældte og smældte Klaus Rifbjerg i et alenlangt læserbrev på samtlige tekster fra ugen før. Jeg var kommet hjem!

Tak til Weekendavisen for med forskellig grad af af redaktionelt pres at have tålt mig og mine rasende idiosynkrasier alle disse år.

Dette er min første, nøjagtig 20 år gamle WA-anmeldelse; den lyder umiskendeligt som mig, jeg håber, jeg stadig lyder umiskendeligt som den (og det ligner en tanke - der nemlig slet ikke var planlagt - at jeg i fredags skrev Blæksprutte om Per Langes jævnaldrende, for et øjeblik betydeligt viltrere kollega Emil Bønnelycke):

Et småvrissende dødsbo

Lyrik m.m. Skralt med de store fund i Per Langes efterladte manuskripter. Hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling? 

af LARS BUKDAHL

Per Lange Det umuliges kunst. Efterladte manuskripter i udvalg ved Nils Birger Wamberg. 131 sider. 225 kr. Gyldendal.

JA, Per Lange burde have skrevet en lang række hemmelige mesterværker i de enogtyve år, der henrandt fra udgivelsen af hans sidste essaysamling til hans død som halvfemsårig i 1991, for slet ikke at tale om tyveårslakunen mellem den sidste digtsamling og den første essaysamling. Det gjorde han bare ikke, han skrev så godt som ingenting, og et udvalg af det har Nils Birger Wamberg nu udgivet under titlen Det umuliges kunst på Gyldendal, og det burde han nok have ladet være med, for resultatet er mildest talt sølle.
Lad os først skynde os at fremhæve bogens fem digte, og især de to tidlige sager, »Bakkantinder« og »Skovene bruser og bruser«, der er lige den grad vildere end det er sædvanligt i Langes strengt klassiske, harmonisøgende poesi. »Bakkantinder« er den rene og skære, for fuldt hyl melodramatiske ekspressionisme, lyt bare til denne isnende begyndelsestrofe: »Dagen er alt for lys og stor./ Kolde og fjærne er alle Ting/ og rædselsfulde som dunkle Ord.« »Skovene bruser og bruser« er vildt ved at være, så vidt jeg kan overskue, Per Langes eneste digt i frie vers, en klar og bundløs melankoli: »Skovene bruser og bruser/ og hyller en Kappe af sang/ rundt om de døde Bjerge.// Og hendes lyse Øjne/ er så forundret store/ som Engenes mange blomster.// Blomster og øjne, jeg frygter/ at I skal falme og visne/ hvis jeg med blinde Hænder/ kommer og gør jer til mine.«
ELLERS får vi to teateranmeldelser og en boganmeldelse fra et tredivertidsskrift, der rent faktisk hed »Sind og samfund«, en hel masse mere eller mindre eller slet ikke færdiggjorte essays og fire afdelinger »Blandede notater«, dvs først og fremmest alskens aforismer (findes der nogen mere a priori utålelig litterær genre?), hvoraf de bedste er de nøgent selvafslørende: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det«, og de fleste er de sædvanligt anstrengte gruk-kvikheder: »Naar en forfatter kalder sig selv min Ringhed, er det næsten altid med rette.« Essaysene fylder mest, og det er helt umådeligt trist, hvor absolut ligegyldige, uoriginale og sluddervorne, de er, og så underligt altmodische. Dette er emnerne for de længste: Ruslandsrejseberetninger fra mellemkrigstiden (skrevet ca. 1980!), gode og dårlige Shakespeareoversættelser, Nietszche-anekdoter og -kommentarer, et portræt af Henri Nathansen, en redegørelse for Tom Kristensens og Hærværks søllethed, H.C. Andersens dagbøgers latterlighed og Johannes Ewald. Sikke scoops! Kun i analysen om Ewalds »Ode til Sielen« mærkes der noget, der ligner engagement, resten af teksterne holder sig trygt til det trætte og småvrissende, dog formår essayet om Tom K. i sin uforløste blanding af hån og patroniseren at blive direkte pinligt. Her er Lange som værst: »Som sagt, jeg tror at Tom var et ærligt menneske, saa ærlig som hans Svaghed tillod ham at være. »Tro mig aldrig, naar jeg vil være stærk,« skrev Strindberg til sin første Hustru, Siri von Essen. Men bortset fra Svagheden er der næppe nogen større lighed mellem de to Digtere, selv om Tom allerede i sin første Bog ytrede en vis interesse for Eksperimentalpsykologi: »Hos værten Solskins-Sørensen/ har jeg i Vine forsket;/ men stop med Rusen førend den/ blir flommende og torsket.« Ganske vist er digtere ikke til at lide paa, og det er muligt at Tom blot har skrevet »forsket« af Hensyn til det paafølgende Rim.« Bla bla bla, må jeg så være fri, og hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling. Man kunne snildt have nøjedes med et avisopslag med poesi, og dér ville dette formfuldendte forsvar for tavsheden ikke være til at undvære: »Behold for dig selv dine Drømmes Glæder,/ naar man tænker på Solen saa skinner den;/ behæng den ikke med Ordets Klæder,/ naar man taler om Solen forsvinder den.«

Lars Bukdahl debuterede i 1987 med digtsamlingen Readymade! Siden er fulgt Mestertyvenes tid (1989), Kys mig (1990), Skyer på græs (1991), Spiller boccia med kongen (1994) samt romanerne Guldhornene (1988) og Brat Amerika (1991). Han er cand.phil. i litteratur og har siden 1988 anmeldt bøger i Kristeligt Dagblad. Lars Bukdahl vil fremover skrive i Weekendavisen.

Muskelmos

Bedste bud på en alternativ anmeldelse af Andkjær Olsens og Lind-Valdans Vi rus salve i dagens Weekendavis er denne passage i Poul Pilgaard Johnsens afslørende (og underholdende) feature om det svindleriske medicinalfirma Coloplast:

"Undervejs har forskerne nemlig opdaget, at i stedet for den komplicerede og langvarige metode med at dyrke stamceller, som projektet begyndte med, virker det lige så godt - eller måske endda bedre - bare at hakke lidt muskelvæv fra patienten til en mos og smøre det ud på det nedbrydelige kunstige materiale, før det opereres ind.
Muskelmosen, der altså indeholder friske stamceller, kan endda laves hurtigt i en særlig »kødhakker« under operationen, mens patienten i forvejen er i narkose."

(som der selvfølgelig ikke er noget link på - til gengæld er der i nøjagtig 7 dage link på min Blæksprutte om Yahya Hassan i bogtillægget lige HER)

Suk over et vist bogtillæg

der i fredags trykte en sidelang nedrakning af Texas Longhorn nr. 2 ved samme skribent, der nedrakkede nr. 1; og i den ideelle verden, hvor litterære tidsskrifter blev jævnligt eller måske faktisk hver gang anmeldt i avisen og til tider endda sidelangt, ville det også være en noget pointeløs øvelse, men tidsskrifter bliver ikke engang ujævnligt anmeldt, så kunne anmeldelse nr. 2, hvis den absolut skulle have været en anmeldelse af Texas Longhorn nr. 2, ikke have været en KOMPARATIV anmeldelse i det mindste sammenlignende med de nye numre, udkommende sidste uge og næste uge, af gode, gamle, men især gode Kritik og Hvedekorn, bare fx - ved ikke, hvornår Hvedekorn sidst har været anmeldt i det bogtillæg (ved ikke hvornår den pågældende skribent sidst, om nogensinde, har siddet med et nummer af Hvedekorn), selvom redaktøren er fast anmelder, så meget for nepotisme, siger samme red. halvanden-bittert her på hans blog - altså jeg, min.

Ung anmelderhyring 3 - TOO CLOSE TO HOME!

Weekendavisen Bøger har hentet Linea Maja Ernst (én af de to anmeldere jeg highlightede i min kommentar om de for få unge kritikere) hos Information og hyret hende som ny anmelder, og det er jo virkelig fremragende, men nu aldeles nervepirrende og angstprovokerende, fordi jeg nu skal konkurrere om bøger med hende, og i den konkurrence findes ingen nåde (selvom man leder efter den, nåden). I fredags debutanmeldte hun (en uge for tidligt, men det bør ikke være hendes skyld) min eks-redaktør Thomas Thurahs romandebut Leifs far var borgmester og gjorde det kun alt for glimrende: nænsomt, nysgerrigt indlyttende, her et klip:

ISÆR er det effektivt uhyggeligt - jeg kom til at tænke på Michael Hanekes film Det hvide bånd, hvor ondskaben blomstrer skjult midt i en lille by - at byens børn som ubestemt mængde udgør en hemmelig bevidsthed midt i den offentlige bevidsthed; de ved, hvad der foregår, mens de voksne ikke kan regne ud, hvem der står bag en forbrydelse eller skandalen om en falsk nekrolog: »Hvis de virkelig ville vide, hvem der havde skrevet den, kunne de have spurgt os børn, for vi havde vidst det hele tiden. Men det var der ingen, der gjorde.« Det varierer, hvor godt fortællerens drengestemme fungerer. Visse steder bliver det lovlig søgt og tydeligt med den benovede, naive barnestemme: »Først var han sådan en, bare alle kunne lide og nok også var lidt stolte af, fordi han nogle gange var i fjernsynet,« mens andre passager nænsomt beskriver, hvordan drengebevidstheden prøvende filtrerer verden, bemærk her brugen af lige og ligesom: »Og så var der lyset fra diskokuglen, der hang i loftet, og som glimtede i vinduet og nogle gange lige sendte nogle ligesom blitz ud på gelænderet og træerne udenfor.« Nogle gange lyder stemmen som en renhjertet Tvebak Løvehjerte, der bare gerne vil, at alle skal være gode mod hinanden og netop ikke lytte efter den sladrende fællesbevidsthed: »Det er først, når folk er sammen, at man kan lære hinanden rigtigt at kende, og ikke gennem det, man bare hører, eller som nogen fortæller videre, måske også fordi de har noget i klemme.« Dét er måske en af bogens beskedne, men fine pointer - ikke at den i øvrigt har travlt med at moralisere. Andre gange er vor fortæller en forrået, dum unge, der taler om at »kneppe kællinger« og »et sæt patter så store som balloner«. Og det er måske et ganske realistisk spænd for en 13-årigs etiske register.

VÆR VELKOMMEN!

Krise i læsekollektiviteten?

HUSKER DU AT DELE DIN WEEKENDAVIS?

Jeg faldt over en kriminalistisk artikel på journalisten.dk fra januar, her første del:

Der var tilbagegang over det meste af linjen, da avisernes månedstal for december 2013 i sidste uge blev frigivet fra Gallup.
Men særligt hos Weekendavisen gjorde tallene ondt. Som det fremgår af Journalistens visualisering af læsertallene, har avisen mistet 39 procent af sine læsere alene fra december 2012 til december 2013. Også hvis man ser på tallene på kvartalsbasis eller per halvår, er der sket et drastisk fald.
Og det kom bag på chefredaktør Anne Knudsen:
»Vi blev noget paf, da vi så tallene. Vi mærker ikke nogen krise, og vi mister ikke oplag. De sidste 20 år har vi ligget stabilt på fem læsere per avis - men skal man tro de her tal, er der pludselig kun tre læsere per avis,« siger hun og tilføjer:
»Det virker usandsynligt, at folk skulle være holdt op med at række avisen over bordet til deres ægtefælle eller give den til deres gamle mor, når de selv har læst den.«
Faktisk kom tallene så meget bag på Anne Knudsen, at hun ringede til TNS Gallup for at høre, om der var sket en fejl:
»Svaret fra Gallup var, at vi er blevet ramt af en statistisk tilfældighed, og at det ligger inden for det statistisk sandsynlige,« siger Anne Knudsen.
Over for Journalisten uddyber direktør for medieafdelingen i Gallup Morten Kromann Larsen. Han understreger, at månedstallene er et pejlemærke mere end de officielle læsertal, der udregnes sjældnere. Det gør en væsentlig forskel, for mens månedstallene baserer sig på interviews med 2.500 personer, er de officielle læsertal baseret på 12.000 interviews over en seks måneders periode.
»Det er to vidt forskellige ting at tale om månedstal og om officielle læsertal. For det er klart, at der er flere udsving, når man taler med 2.500 interviewpersoner, i forhold til når man taler med 12.000. Det er statistikkens love, og det gør selvfølgelig en stor forskel. Derfor tror jeg også, det er meget sandsynligt, at der er en statistisk tilfældighed i tallene for Weekendavisen i december,« forklarer han.

søndagmandagtirsdag&onsdagsavisen

anl@weekendavisen     Højrup

anl@weekendavisen     onsdagggggg

anl@weekendavisen     Sternberg

anl@weekendavisen     MYLLE!

anl@weekendavisen     varsel

anl@weekendavisen     kiosk

anl@weekendavisen     + Frost

anl@weekendavisen    2. påskedag

Johannes Baun nye redaktør på WA Bøger

- han kommer fra litteraturvidenskab og Rosinante & co. og Kristeligt Dagblads Forlag, gode steder i verden, og jo især Rosinante der er et godt LITTERÆRT sted, så hey, everybody, en litteraturredaktør, der er litterat, sådan en har der ikke været siden Thomas Thurah, og han ser absolut rar ud, her er billede og præsentation fra Kristeligt Dagblad, 2008:



Et sjældent organisatorisk overblik kombineret med en menneskelig varme og et sikkert boldøje! Skal man tro de mennesker, der kender og har arbejdet sammen med 31-årige Johannes Baun, så har Kristeligt Dagblad skudt papegøjen ved at få ham som chef for avisens nye satsning, Kristeligt Dagblads Forlag. Tillykke med ham, han får ting til at ske, lyder det.

Johannes Baun kommer fra en stilling som forlagsredaktør på Rosinante&Co, hvor han de seneste fire-fem år har stået bag et bredt program af både skøn- og faglitteratur. Blandt andet har han relanceret en række litterære klassikere, ligesom han har udviklet forlagets linje inden for kristne og kirkelige udgivelser. For sin sikre tæft for at vælge de rigtige manuskripter til udgivelse modtog han i 2005 Forlæggerforeningens Jubilæumslegat, der betegnes som branchens talentpris.

I den kulturradikale forlagsverden er personer med en stærk forankring i den kristne tro et forholdsvis sjældent syn. Sådan en er Johannes Baun. Ingen har dog nogensinde hørt ham missionere over frokosten, derimod bruger han sin store viden om kristendommen aktivt til at afkode de mange af tidens bøger, der beskæftiger sig med eksempelvis gammeltestamentlige emner.

Han betegnes som en særdeles flittig og målrettet ledertype, der ofte bliver utålmodig, når tingene ikke rykker hurtigt nok, og som er mere individualist end holdspiller. I fritiden har han også valgt at kaste sig over individuelle sportsgrene, hvor han kan gøre brug af sit gode boldøje. I ungdomsårene var det tennis og badminton. Nu nyder han jævnligt at spille squash med en af sine gode venner. Irriterende nok for modspilleren vinder han som regel med et overskud, der gør ham i stand til altid at rose vennens spil.

I det hele taget kerer han sig om andre mennesker. Han betegnes som en lyttende og varm person, og så har han en underspillet humor, der kan få de helt store grin frem hos dem, han fortæller sine historier. Med en næsten klæbeagtig hukommelse kan han gengive detaljer i eksempelvis komedieserien ”Klovn”, så de fleste må overgive sig.

Johannes Baun blev født i Århus i 1976 som den anden i en søskendeflok på fire. Begge hans forældre er teologer, og familien har flyttet lidt omkring i det øst- og sydjyske, så barndomsårene er dels tilbragt i Christiansfeld, dels i Børkop. Han er student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle i 1995 og flyttede herefter til hovedstaden for at læse litteraturvidenskab. I 2003 blev han cand.mag. fra Københavns Universitet og efteruddannede sig i årene efter i Forlæggerforeningens regi.

Det frivillige arbejde har altid fyldt meget i Johannes Bauns liv. Siden 1997 har han holdt flere end 100 foredrag i kirker og sognegårde, og han har løbende produceret skrifter til kirkelige medier. I 2004 kom han i bestyrelsen for Kristeligt Forbund for Studerende, og i 2006 blev han valgt til formand og dermed øverste ansvarlige for det landsdækkende kirkelige arbejde blandt gymnasiaster og studerende.

Også i fritiden fylder bøgerne imidlertid godt op. Det er en passion for ham at læse. Men han kan også sagtens lokkes af en god film. Til favoritterne hører Martin Scorsese og brødrene Coen. Lige nu glæder han sig usigeligt til, at sidstnævntes film ”Ikke et land for gamle mænd” får premiere i Danmark i næste måned.

Johannes Baun er gift med Lise, der er lærer, og far til Kalle på fem måneder.

Navnet på WA Bøgers nye redaktør afsløres hvornår som helst i dag

BREAKING: Johannes Riis ny redaktør for Weekendavisen Bøger!

- kritikere skal behandles ligesom forfattere, udtaler den nyudnævnte redaktør for Weekendavisen Bøger, Johannes Riis, empatisk og kærligt og overbærende, med de babyblødeste fløjlshandsker, og jo skrøbeligere de er, jo mindre skal de redigeres selvfølgelig.

Den autentiske annonce

for det (for mig!) livsvigtige job som redaktør for Weekendavisen Bøger var i avisen fredag - med velformuleret præcision:

Weekendavisen søger en redaktør, der vil styrke og udvikle Danmarks vigtigste bogtillæg.

Stillingen kræver et bredt og dybt kendskab til litteratur og lyst til at formidle både kritisk og begejstret.
Som en selvfølge kræves et godt og sikkert sprog og blik for stilistiske virkemidler.
Billedredaktion og æstetisk udformning foregår i tæt samarbejde med avisens dygtige grafikere indgår ligeledes i stillingen.
Desuden kræver stillingen even til at omgås, finde og opdyrke talent i en talrig, bred og varieret skare af anmeldere, skribenter og illustratorer.
Bøger-redaktøren har stort redaktionelt råderum og er betroet hovedansvaret for sektionen. Redaktøren refererer direkte til chefredaktøren og forventes at arbejde tæt sammen med redaktionschefen.

Kortfattet ansøgning - højst en halv side - samt c.v. og to referencer til akn@weekendavisen senest fredag den 4. april klokken 10.
Tiltrædelse 1. maj eller senere. Løn efter aftale. Stillingen er omfattet af overenskomsten mellem Berlingske Media og Dansk Journalistforbund.

Ansøgninger vil blive behandlet i den dybeste fortrolighed.

- og som en tegning af Lars Nørgård kunne annoncen se sådan her ud:



- søg! brave mænd og kvinder og marsboer!