Okay, nu roste jeg lige før redaktørvikaren, men han har været noget forsigtig i sin redigeren, og ikke bare af rubrikker, også rent stilistisk/syntaktisk, men jeg har så måske også været lidt FRISKY (her under frisky omstændelig og digressiv (selvom jeg som regel, som det er min vane, har ændre parentesetegn til tankestreger, men parenteser er indskuddene selvfølgelig stadigvæk, i hjertet!) i min skriven, fordi katten har været på orlov; jeg er nu ret ked af, at min kommentar i dag ikke fik lov til at beholde sin oprindelige overskrift og underrubrik:
GOOD INTENTIONS Kritikeren må kun, mener forfatteren, gætte
på forfatterens intention med hendes og hans bog, hvis han og hun synes,
intentionen er god
Den intentionelle spejl-sutning
- og sin oprindelige afslutning (jeg har ikke turdet kigge på
mellemteksten), hvor det i avisen bliver anmeldelserne af Guldager, jeg
stikker til (hvilket jeg gerne gør!), i stedet for af
Marstrand-Jørgensen, og hvor er mine kære problematikker?:
En af de populæreste,
bastante spade-intentioner i disse år er at problematisere ansvarsløse forældre
fra især 68-generationen. Den intention brøndgravede mig i øjet i min læsning
af Katrine Marie Guldagers seneste bøger og alle interviewene om dem - og gør
det igen i anmeldelserne, hvor intentionen ikke kritiseres, men prises, af Anne
Lise Marstrand-Jørgensens nye slægtsroman med den halve ordsprogs-titel og i alle
interviewene om den, hvilket gør mig mit øje kedsommeligt irritabelt.
Det er problematikker, der er problematiske,
fordi gode intentioner så godt som aldrig gør god litteratur, det lærte jeg af
mine ansvarsfulde 68-forældre, når de læste Asterix og Lucky Luke op for mig i
amanuensisghettoen i Vejlby-Risskov.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kan du ikke også forklare denne læser, hvad det er med interviews og hvidhed, Lars? Er det en (meget uklar) finte hen mod min anmeldelse af White Girl? Men Christina Hagen gav ingen interviews før bogen udkom. Så ... que?
SvarSletNej, det var en finte hen mod, at Mette M på FB roste dig for at have blik for hendes bogs hvidheds-tema - men nu kommer jeg i tvivl om, at det var dig, hun roste for det!!?? - og det har så ikke med interviews at gøre, men med forfatterens glæde over kritikerens genkendelse af intenderet tematik (som jo er en helt legitim iagttagelse, når et tema(tisk spor) er tydeligt (og tydeligt er jo ikke uden videre det samme som tykt insisterende, dvs. overtydeligt); jeg synes bare, det er sigende, at det altid er den slags intentions-genkendelser, forfattere fremhæver i positive anmeldelser frem for FX formel karakteristik af stemme, tone etc. (som fx den passage, en læser på FB med rette fremhæver i din Ursula-anmeldelse) - men undskyld uklarheden! kh
SvarSletJa, den var uklar.
SvarSletMette M roste i sin tid en svensk kritiker for at have blik for hvidheden som tema i Dø, løgn, dø. Hvorimod jeg og de andre danske kritikere IKKE havde blik for det. Og faktisk skriver jeg ikke et ord om hvidhed i min anmeldelse af bogen. Og Mettes ros handlede så især om bogens hvide sider (bogens sider er fem forskellige slags hvid, selv troede jeg det var en fejl fra trykkeren og nænnede ikke at brokke mig over det!) - og kun derefter om tema.
Det er så også uklart, når du lige inden skriver om, hvordan nogle af os "reproducerer" det, forfatteren har sagt i interviews. Det kommer altså til at lyde som om, jeg er oldermand i en træls roseklubs-cirkel, og så viser det sig at det hverken handler om interviews - eller mig! Nå, det pakker fisk ind i morgen.
Kh
Klar undskyldning!
SvarSletVi kan godt blive enige om, at 70´erne var et forfærdeligt årti at vokse op i, men vanskeligt er måske et bedre ordvalg. Men når Katrine Marie Guldager vil have hele "vores" generation - jeg er selv født samme år som Guldager - til at være vokset op i kollektiver, og med skolelærere der gik i bare tæer, står jeg af. Jeg kan ikke genkende noget af det. Og jeg har altid på en måde følt mig fremmed når jeg har læst hendes beskrivelser af det bemeldte årti. Derfor bryder jeg mig heller ikke om, når hun udtaler sig på vegne af "vores generation".
SvarSletMen min største indvending mod Guldagers holdninger (som de f.eks. kommer til udtryk i en kronik i Politiken d. 13-6-09: "Vi vil tage vare på skønheden, varmen") er de identitetsforstyrrelser hun tillægger de børn der er vokset op med hippieforældre. For hvad så med os andre? Identitetsforstyrrelserne bliver jo netop gjort til en konsekvens af eksperimenterne, af at "opgøret havde sin pris" og at de gik over gevind. Jeg tror bare problematikken stikker dybere, end hvorvidt man er vokset op med hippieforældre eller ej. Mange af os lever i dag med psykiske brister efter at være vokset op i det årti, også os der er vokset op i en almindelig kernefamilie. Man hører bare sjældent om dem. Jeg må være en undtagelse. Jeg tror også det skyldes, at "vores" generations talsmænd og -kvinder netop for en stor dels vedkommende er børn af hippieforældre der boede i kollektiv. Diskussionen trænger i høj grad til nogle flere nuancer.
I øvrigt lærte jeg mig selv at læse ved at læse Anders And.