2 RIGTIGE Ursula-sange

Lulus sange og taler hedder debuten, selvom der ingen rigtige sange er i, men Ursula har spillet klaver og er uddannet i musikvidenskab, så selvfølgelig har hun også skrevet RIGTIGE sange (og operalibrettoer) , to favortitter, hvoraf jeg massivt jar hørt den ene, men kun har LÆST den anden:

POP-SANGEN - så ufortjent ikke et faktisk HIT - "Lykken (c)" på den skønne plade Andersens drømme med tekster (over HCA's drømme) af digtere udvalgt af Naja Marie Aidt sat til musik og arrangeret af Nikolaj Nørlund fra HCA-jubi-året 2005 ,perfekt duet-sunget af Solvej Sandness og John Guldbaerg, nogle linjer Spotify-aflyttet lige nu (hvor cd'en er må guderne vide!):

Jeg klæder mig ud som din blå blå blomst (...)
måske så jeg bedre kan spise dine safttige blade

Og så falder du ned i mine øjne
du falder ned i mine øjne
og så gemmer du dig dér (...)

Så tager vi hinandens overhånd
vi tager hinandens overhånd
og går og går og går

HØJSKOLESANGEN, "skrevet til maratonsang i Vartov 2011", "De blå og grønne nætter", nr. 596 i den nye højskolesangbog (og med hele 2 melodier, af Frans Bak og Katrine Muff Enevoldsen), lige så perfekt højskolende, som "Lykken (C) er perfekt poppet, og lige så perfekt Ursulask:

Jeg sidder de blå og grønne nætter,
mens jeg er vågen, drømmer jeg en drøm
som flyder ind i nattens sorte pletter.
Sov, lille land, sov længe,
bliv stort nok
og lyst nok
til latter.

Min nat er hverken påklædt eller nøgen,
min nater er ikke sort og ikke hvid,
nu danser jeg mit bål på elverhøjen.
Sov lille land, sov længe,
bliv tæt nok
og mørkt nok
til ilddåb.

Og ser du nu har bålet pyntet natten,
og vi blir ikke ét, nu blir vi alt,
dit øje blir en del af sommerskatten.
Sov lille land, sov længe,
bli højt nok
og hårdt nok
til stormløb.

Tag fat i mine blå og grønne hænder
for nat og bølge sir det li'så klart:
Gå ud og brænd dit syn i begge ender.
Sov lille land, sov længe,
bliv grønt nok
og blåt nok
til alle.

Uprofetisk

Der er infamøst Niels Lyngsøs nedhegling af Ursula Andkjærs Lulus sange og taler i Politiken og Erik Skyums absolutte afsmag for Harald Voetmanns debut i Information (til gengæld var Skyum genuint begejstret for Lulus sange og taler) - begge udkom i 2000 i et samarbejde mellem Lindhardt & Ringhof og Arena, og fordi jeg sad i Arenas bestyrelse, var jeg til min store fortrydelse og ærgrelse for inhabil (selvom jeg ingen part havde i selve redaktionsprocessen) til at anmelde de to bøger, som jeg umiddelbart var totalt vild med, især Lulu, hvilket betød, at jeg af årets stjernedebutanter (tænk hvis man havde være i debutantjury dengang!) kun anmeldte Larserne Frost og Skinnebach. Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad formåede i en dobbeltanmeldelse at gå fejl af den vilde talentfuldhed hos både Voetmann, nu topprosaist, og Andkjær, nu toppoet:

Om Kapricer:

"Der er i bogen et par enkelte prosastykker såsom skitsen "Ananas", der ikke forstøver i meningsløst pjank. Ellers må man sige, at det er et fejlskøn fra forlagets side at lade en forfatter debutere, der hverken har fundet et stof eller en stil endnu."

Om Lulus sange & taler:

Det havde kort og godt set bedre ud, hvis Olsen havde udvalgt og bearbejdet sine 30 bedste tekster frem for at følge det Laugesen-Turèll-Brandt-Bukdahls'ske motto om, at læseren nok skal finde frem til e eller andet godt, hvis digteren blot sammensætter en bog af tilstrækkeligt mange forskelligartede tekster."

(jeg håber og tror, at jeg ikke bliver bevist forkert i min vurdering af Victor Boy Lindholm)

Kultursula og Natursula bliver 50! Engang var hun kun en god anelse!

Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:

FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK

Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!

Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???

Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:

"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"

Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:

TRÆ. VERSION NR. 1

"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?

Dagens afklippede hæle og tæer

bl.a. pga. redesignet af WA og WA Bøger

- fra anmeldelsen af Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin:

På næste side, i et sekundkort digt, morfer hjertet gennem ryggen videre til en tvetydig anglicisme:

  ”jeg tænker på// jorden har min ryg”

  

(og måske var forrige værk, dagbogsromanen Krisehæfterne, så wagnersk emo-heavy rock?)

(nervelunden kunne sagtens have udviklet sig til et helt blomstrende nervebundt af billeder, men gør det så bare ikke).

 - fra anmeldelsen af Johan Davidsens Selvmordstanker kan ikke betale sig: 

HVORFOR SKAL DET SKRIVES OG HVORFOR SKAL JEG LÆSE DET?

Hans genkommende titel-overvejelser af og om selvmord har Sofie den helt præcise kommentar til (og hvorfor er der i det hele taget ikke flere dialoger, dem turnerer Davidsen langt behændigere end de idelige monologer):

. ”Du snakker lidt om det på samme måde, som når jeg er fuld til fester og bliver vildt skuffet, hvis folk ikke kan lide den musik, jeg sætter på.”

  Skift nu den plade, Johan!

Ursula om hvordan det er at læse Ursula og bare at leve

side 175 i Mit smykkeskrin, digtet efter de to digte, jeg citerer midterligt i min anmeldelse:

gå gennem det ultraviolette lys fra hjernen
grædende
gik gennem, gik hen over sorgens bue
den sørgendes bøjen sig ind over sin sorgs bue
grædende
til sidst: gik gennem kroppens nåleøje
og ind, ud

grædende


at hvad der kan forandre noget kalder jeg energi
at hvad der kan holde sammen på noget kalder jeg energi
den måde skønheden slår på
rammer tungt og slår mod alle berøringsflader
kalder jeg energi

skumgrøn, mælkegrøn, perlegrøn, fløjlsgrøn



cover: Sophia Kalkau! 

NY URSULATITEL AFSLØRET!

(og cover ved garanteret Sophia Kalkau)



- udkommer  31/1!

Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

Den næstmest virkelige Pandora Blue Box

Sidder og skriver om Ursula Andkjærs (2017-)hovedværk, Kristehæfterne, og får omsider googlet titlen på murstenens første store, blogbaserede afsnit, "Pandora Blue Box", der selvfølgelig viser sig at været et Givenchy-taske-format eller -imprint  eller -stilart (eller hvad det nu kan hedde), som findes i flere udgaver og størrelser og faktisk farver, men selvfølgelig også BLÅ, sådan her:

"Givenchy

'Pandora Box' mini leather bag

Style  220217197

---

A reinterpretation of Givenchy's original Pandora bag, this rounded box version is a sleeker and more streamlined choice for the modern lady. With its hard leather case and expandable compartment, this piece offers a fashion forward option to protect your valuables with."

Forslag til ny direktør for Gyldendal

(Stig Andersen, over-direktøren for Gyldendal, går på pension og stillingen er nu slået op)

- i prioriteret rækkefølge

1. URSULA ANDKJÆR OLSEN
(fordi hun bare skal være direktør for det hele, så kan hun skrive om natten)

2. HANS OTTO JØRGENSEN

3. ANDERS JØRGEN MOGENSEN

4. MATHIAS KOKHOLM

5. BRD. WOETMANN

6. RASMUS GRAFF

7. JESPER FABRICIUS & ÅSE EG JØRGENSEN

8. GITTE BROENG & LASSE KROG MØLLER

9. ANNE-MARIE MAI

10. ELISABETH FRIIS

Særligt seværdige Bet-nominerede

Aviscitater yder ikke disse tre nominerede til Bukdahlas Bet - Den Smalle Litteraturpris 2017 bare den mindste retfærdighed:

Mette Norrie: notebookdrawings (en tegning, "Worry Lines"):



Lise Nørholm Noget Else (et opslag, med huller):




Ursula Andkjær Olsen & Stense Andrea Lind-Valdan (noget af en side):

Ursularoman, Martinsonetter og andre forjættelser

- sensationelest fra Gyldendals program ind i september (ud over Hagens White Girl 2 og Aburas' agitprop-monolog og (omsider ny) Ina Merete Schmidt-roman i maj og juni og ny Laugesen-samling (Traveling) og CIA RINNE-SAMLING (L'usage du mot) i august og september)

Ursula Andkjær Olsen
Krisehæfterne.
Pandoras æske. Atlantissyndromet
Kristehæfterne er Ursula Andkjær Olsens første roman, en historie om de globale kriser og de helt lokale, om at lukke op for fortiden og dens mønstre, om at have tabt den og ønske at huske den, eller føle sig hjemsøgt af den og prøve at slippe fri. Om at forsøge at kaste liner ind i en endnu ukendt fremtid.
September
(bortset fra den imponerende flade, uursulaske reklametekst!)

(hardcore-flimrende uddrag i det nye nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik
Peter Højrup
Til stranden
På den tyrkiske ø Tenedos holder tre gamle kollektivvenner ferie. Linn og Hermann har deres tre børn med. Ib er alene, men optaget af stedets kok, mens Betty, som dene eneste udenforstående, venter på sin noget ældre kæreste. Ernst, der også engang var en ubrydelig del af kollektivet. Alle venter de, mens de skiftevis har forbitrede og håbefulde tanker om sig selv og hinanden. Peter Højrup dissekerer i Til stranden mentalt kærligheden, litteraturen og alle menneskers grimme sider. Bogen hudfletter også ferietilstanden, fællesskabet og det mere ordinære liv.
August
(kan godt lide "hudfletter også" - for jo åbenbart sådan cirka alting!)

(og som proklamere på blogpost om romanfremskridt (omtalt i Bogholderi-note i fredagens WA Bøger))
Martin Larsen
Parasitsonetterne
Med inspiration fra Inger Christensen beskriver Martin Larsen et system af sonetter, der danner sig selv i det uendelige. han undersøger netværksstrukturer mellem digte og viser skønheden i dise. Forfatteren har selv kodet algoritmerne og ønsker med projektet at opløse polariteten mellem poesi og poetik
(må han få sit ønske opfyldt!)

Ursula livsvarig og international

Ursula Andkjær Olsen har - TILLYKKE! - fået Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat, hvilket hun for længst har fortjent for sin knusende originale digtekunst - her er første halvdel af den velbegrundende begrundelse:

"Ursula Andkjær Olsen har siden sin debut med ”Lulus sange og taler” i 2000 udgivet en række meget roste, dybt originale og stilskabende digtbøger. Få digtere, om nogen, har fornyet dansk lyrik i det 21. århundrede som Ursula Andkjær Olsen. Det er sket gennem en efterhånden betydelig række af udgivelser, som alle har holdt et meget højt niveau. Fornyelsen består ikke mindst i, at hun skriver på afstand af en lyrisk tradition, hvor hun lader forskellige typer af stemmer og sprog indgå i musikalsk inspirerede kompositioner i boglange digte.

Den sidste del af karakteristikken gælder især de bøger, som udkom igennem nullerne, de vidtspændende stemme-kompositioner ”Atlas over huller i verden” (2003), ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005), ”Skønheden hænger på træerne” (2006) og ”Havet er en scene” (2008). I disse flerstemmige værker forhandles identiteten i en konstant og kritisk konfrontation med kultur og samfund og i et poetisk rum, hvor intet emne er for stort eller for småt. Ursula Andkjær Olsens poesi handler, som hendes forgænger Inger Christensens, om alt. Den bestræber sig på at skabe et sprog, som kan tale med om det hele uden at miste temperament og kant.

Ønsket om at indforskrive alle livsniveauer i en intellektuelt årvågen, men samtidig stærkt kropslig konfrontation med verden, er ekstra tydelig i de to seneste digtbøger, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012) og ”Udgående fartøj” (2015). Her er flerstemmigheden afløst af en mere ensporet og afsporet stemme, som synes drevet af affekter, af sorg og vrede ikke mindst, som spænder over alle registre fra det allermest private til det globalt politiske, og hvis eksistens er stykket sammen af et netværk af relationer - ikke mindst magt- og kønsrelationer. Det er bøger, som kører på vekslende intensiteter, bøger der, musikalsk talt, er mere præget af dynamik end harmonik. Især ”Det 3. årtusindes hjerte” må allerede regnes for et hovedværk i de seneste tiårs danske litteratur."

Det er på tide, at Ursula bliver lige så international som Inger C var, og meget passende er Det 3. årtusindes hjerte netop udkommet på engelsk som Third-Millennium Heart, oversat af Katrine Øgaard Jensen. Eksempler på den henrevne oversættelse kan læses i net-tidsskriftet Asymptote, her et par klip:

"the planet of spiderweb created when I rub my fingers against
each other
and the planets of spiderweb created when everyone rubs everyone's
are uniform.

We hand each other planets and spiderwebs in caring and non-caring
tethered to larger and larger webs of caring and non-caring.

We catch fish, while life rides off
between our fingers.

Like women riding men.

*

I give away my third-millennium heart, I send it into orbit and get it
back tenfold, it grows via the babel effect

tenfold, tenfold, tenfold

so much

complicated being

I'll never be able to get it back in, it's towering up, it's
pouring out over the vault of life, founding
my towers and cities.

*

My life is hanging by long threads from the sky: a spindle apparatus that keeps it
in place, in an upright position in my chest. When oceans rise in the throat, life's
anchoring is threatened.

The judge says all rise, and the big blue courtroom gets up and swallows

humans, animals, gods
or even hearts
complicated beings

unless I pull the organs out of my rib cage, playpen, and
send them into orbit."'

Professionelle anarkister

top 3 - danske digtere-udgaven

1. Peter Laugesen

2. Ursula Andkjær Olsen

3. T.S. Høeg

15. Donald J. Trump ‏@realDonaldTrump 3. feb.
Professional anarchists, thugs and paid protesters are proving the point of the millions of people who voted to MAKE AMERICA GREAT AGAIN!
42.522 svar 42.073 retweets 167.170 likes

Det er officielt: BUKDAHLS BET 2016 TIL SØSTRENE ANDKJÆR OLSEN!

Julie og Ursula, for Julekalender 2015

Læs Bet-tale og Bet-inventar og se den farverige billedreportage i WA Bøger i dag!

Herunder: Location-foto ved Cecilie og Ursulas eget snapshot af hendes Bet-halvdel i digterhjemmet:

De sociale medier røber stort og ikke mindst småt

herunder 2016-vinderen(e) af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2016, selvom den officielle proklamation først er publikationen af tale og inventarium i WA Bøger på fredag -

Anders Brønseruds daglige tegneseriestribe:



Opdatering ved Sigrún Gudbrandsdóttir (nomineret i år):

Sigrun Gudbrandsdottir

Hvad der skete på Svejk i Smallegade idag? Der var et langt, langt smalt bord hvor der var helt lunt selvom der var køligt rundt om, nok fordi alle folk kiggede på hinanden med nysgerrig varme. Så selv om redaktørernes aflagte nytårshatte fra 2006 ikke gik til mig, så fik jeg stadig noget meget, meget fint med hjem. Tillykke til Søstrene Olsen for vindingen! Og tak for kaffetåren og blikket.

Fotos ved Gita Pasternak:

Ikke længere syv-otteårige Ursula gå til stadighed fornemt og sammenbidt fremad - hvor går hun hen i dag?

- fra hendes Maja-larm-klumme i lørdags:

"7. Jeg går ad Peder Lykkes Vej til skole, jeg er syv-otte år, jeg bider tænderne hårdt sammen, meget hårdt, jeg løfter hagen, jeg har en forestilling om, at det får mig til at se fornem ud, hvad jeg forstår ved fornem, det jeg forstår: Kampklar, som en ridder på vej i kamp, en konge/ dronning på vej i kamp. Solen skinner. Måden hvorpå disciplineringen sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Måden hvorpå friheden sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Min rustning/ trods glitrer.

8. Barnets eventyr rummer en alvor, som den voksnes realitetssans kun er en svag afglans af. At eventyret er virkeligere (= alvorligere) end realiteterne. At realiteterne er en skyggedans i forhold til den oprindelige (til situationen passende) alvor. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er væsentligt. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er.

9. Jeg går, jeg kan huske fornemmelsen i kæben. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg blev, da jeg så, det sammenbidte snarere gjorde mig pluskæbet."

Verdens bedste himmelbeskrivelse i verdens bedste klummer

som er dem, Ursula Andkjær Olsen under titlen "Majalarm" (selvom det er for længst er juni, men hvad forskel gør det?) skriver i Information hver lørdag, og som jeg først opdagede i går, hvor jeg lynlæste de foreløbigt 4 på én gang, hvilket gjorde mig alvorligt svimmel, over den digters stadig mere ekspansive mesterskab, og der er én til i på lørdag, og kan der ikke, nu hendes vidunderlige blog øjensynlig og stærkt sørgeligt er blevet lukket (med et "slut" 20. april) være én i ALLE kommende lørdage:

"1. Himlen, den er delt i to. Tre på hinanden følgende aftener er himlen delt i to: en massiv del, lukket, hvor ingenting bevæger sig, det er den skyede del, og en del, hvor alt kan ske. Sker. Den første aften er det den nederste del af himlen som er lukket, Nikolaj Kirkes tårn mod en massivitet af babyblå, et lidt uldent tæppe, og oven over, over den skarpe linje som udgør tæppets kant, starter den levende himmel i en, hvad skal jeg kalde det, baby-lilla. Aftenen efter er det den øverste del af himlen som er massiv, blå, blågrå, mens den nederste del changerer fra det ferskenfarvede som ligger i bunden over gul til den grønne som ligger lige under tæppets kant, det ligner en cocktail, den V-udskæring, som husene på begge sider af gaden danner tilsammen, jeg har lyst til at drikke himlen, den bliver mørkere og mørkere i bunden, et dunkelt rødt lys, et mærkeligt bundfald i glasset, som får én til at længes mere og mere intenst efter at hælde lys på igen, fylde synet op for at bevare det. Men mørket bundfælder sig.

Den tredje aften er tæppet igen øverst, mørkeblåt, mørkegråt, tungt som ind i helvede og nedenunder: den mest levende himmel hidtil.

2. Livet i byerne (som i Henry David Thoreaus Walden - Livet i skovene).

3. Jeg havde engang et blåt tæppe, som havde den farve som himlens tæppe havde i går, et blåt fleecetæppe, gråblåt, en mørk gråblå på den ene side, en lys gråblå på den anden, gad vide, hvor det er henne nu, jeg kan ikke huske, hvornår jeg havde det sidst.

Hvor.

4. Hvis jeg skal være noget andet end et menneske, så vil jeg være himlen."

Et brev med snefnug

På vej til teatret Sort/Hvids godt skjulte nye lokaler i kødbyen stødte vi ind i digteren Ursula Andkjær Olsen og hendes cykel, der skulle samme sted hen, men var på nippet til at fare vild. Vi slog følge og talte om nô-readingen samme sted, som hun havde misset, og så kom jeg i tanke om, at UAO's bidrag til Forfatterskolens afgangsantologi 1999 for søren da (og yderst excentrisk) rent faktisk var et (urimet, men rimeligt struktur- og stavelses-strengt) nô-spil - om Leibniz's monade-lære - der begynder sådan her:

Nô-spil for en afdød udødelig

Biperson:
Dette skal blot være smukt
Det er underligt
men det skal blot være smukt
(underligt underligt)

Kor:
Dette er ej blot til lyst

Biperson:
På dette punkt helt præcis
har jeg rejst så vældigt rundt
omkring i buer
I det sprøde træ
hvis grene jeg hviler i
hersker udtalt fred

Kor:
Præcis dette punkt
det var ikke ret meget
har han nu berejst

Biperson:
Jeg sender et brev
med snefnug ud i verden
så kommer hun nok
når det bliver tø
Jeg har lagt mig i træet
som sneen i februar
ved S-togsstationen
men jeg er på vej
mod Friheden Station
og toget er lig ved

Monaden:
Hvad laver du mon?
Når du bare sidder der
og venter som sne på at
glide ad grenen
kan du forestille dig
hvad jeg er for en
og hvad jeg siger?

Det skramlet glimrende stykke, vi og Ursula så, hed Opvisning af lavt selvværd  og var meget u-nô'sk 4 skuespilleres katalogagtige, delvist improviserede og interaktive fremlæggelse af deres mindreværdsfølelser i forhold til deres krop og identitet og hverdag og livsløb og c.v. - et højdepunkt var lidt nô'sk, fordi det var MASKERET: Efter skuespilleren Kitt Maiken Mortensen i sin minutiøse kropsgennemgang havde klædt sig helt af, tog hun et kæmpe stof-løvehoved ned over hovedet og kastede sig med åndssvag accent ud i en monolog om hendes pinlige fortid som maskot i blandt andet Bon-bon-land (som Åge Mågeklat?) - man må ikke FARE HEN mod børnene! - som var noget af det smertefuldt sjoveste, jeg nogensinde har oplevet på en teaterscene, syv-otte minutters komisk BRAVUR!

Mig om UAO og HV 1999/2000, profetpral!

Før deres debuter i bogform, i artiklen "Efter os overfloden! - Det næste årtusindes litteratur kort! Og godt (det skal blive så godt!)" i generationstidsskriftsNUMMERET Dansk Noter 1, 2000, gæsteredigeret af Solvej Daugaard og Marius Nørup-Nielsen, med litterære + poetologiske(/parodiske) bidrag af Harald Voetmann (Christiansen), Mikkel Thykier, Lars Frost og Ursula Andkjær Olsen ("Se at få sat ord på!" - en NYKLASSISK (yndlings!)poetik, burde i hvert fald være det - hvorfor tæller Peter Stein aldrig den med?), skarpt udvalgt dér:

"(...)
Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NÔ-spil om (Leibniz') monader, og der er i hvert fald Harald Voetmann Christiansen, som i afgangsantologien præsenterer vilde og konverserende fabler, der kunne være mere end nok, men så modtager man det nye nummer af tidsskriftet Banana Split, som idneholder Voetmanns tre fantastiske mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet, lad os omsider citere. "138 (øde)":
  "Når min skat si'r hun bor i sandheds øde/ Så tror jeg hendes ord, skønt de er bløde/ Så hun tror mig en yngling som må bøde/ For at se verdens rænkespind som døde./ Lader jeg end som om jeg er firsk fløde,/ Hun ved jeg kun er halvfordærvet føde./ Jeg hendes slangetunge gløde/ Så sandheds golde marker den kan gøde./ Hvi siger hun nej, hun lyver som en jøde?/ Hvorfor ej jeg, jeg snart vil døden møde?/ Som blåbærtærten dufter svagt af nødde-/ Er grå hår set med Amors blik straks røde:/ Og derfor kan jeg frit i hende støde;/ Vi syn's hinandens løgne er så søde."
  Det forjættende her er både teksten selv, dens snublende virtuositet, åndssvage insisteren og klukkende uskyld, og springet til teksten og til det projekt, den indgår i (de to andre oversættelser rimer på henholdsvis "uttet" og "ærte"!)."

Mesterårgangen 1997-99

Hvis vi ser på Forfatterskoleårgange og Kritikerprisen er nu årgang 1997-99 klart i front med hele 2 prisvindere - endda i sekvens: Harald Voetmann 2015 og Ursula Andkjær Olsen 2016 (året før, 2014, fik deres dengang (i 90'erne!) unge og rimelig nyslåede rektor, Niels Frank, prisen)

Hvis vi udvider til siamesiske årgange (som jeg kalder det i Generationsmaskinen), hvilket der er en vis rimelighed i  da man altid går sammen med én anden årgang (i første år den forrige, i andet år næste) triufmerer 1996-98 + 1997-99: Lars Frost 2011 + Voetmann & Andkjær (flere potentielle prismodtagere i de 2 årgange stadigvæk, mest fremtrædende: Mikkel Thykier + René Jean Jensen). På andenpladsen kommer 1988-90 + 1989-91: Christina Hesselholdt 2010 + Helle Helle 2005.

Og så har jeg faktisk også nævnt samtlige Forfatterskoleuddannede Kritikerprismodtagere, undtagen Katrine Marie Guldager fra årgang 1992-94, der fik prisen i 2004.

Dvs. i alt 6 prismodtagere med elevbaggrund foreløbig (og 2 med rektorbaggrund: Frank & Hans Otto Jørgensen 2007 (da han stadig var rektor)). God gået, skole!