Wow!
Du fik 10 rigtige svar ud af 10.
LINK
(sværest - anede det faktisk ikke, men det lod sig gætte:
2. Hvad arbejdede Helle Helle med, før
hun blev optaget på Forfatterskolen?
A. Hun var rejseguide hos Bravo Tours
B. Hun var konditor hos La Glace
C. Hun var informationsdame på Dyrehavsbakken)
Sammenfald falder som sne - i forårssolskin! Jeg havde på Sorø Kunstmuseum måske faktisk samme påskeferiedag ellers påskeferiedagen efter gjort store øjne til den betydeligt skønne udstilling Nål og tråd. Håndarbejde i kunsten, let reduceret hentet på Brandts i Odense og kurateret af Linnea Mølbak Szilas, og blandt meget andet tekstilmæssigt og tekstilomhandlende beundret kosmisk/psykedelisk lysende såkaldte "fliser" af Ragna Braase (1929-2003), og så sidder jeg med kæmpebindet med Peter Laugesens udvalgte kunsttekster, Billedskrivninger, om både store kanoner og små pistoler, anmeldt sammen med hans nye Morgensange i denne uges WA Bøger, og læser en Informations-tekst, "Ly for stormen", der begynder sådan her:
"Nordjyllands Kunstmuseum er noget af et syretrip for øjeblikket. Bevidstheden blir kastet fra Jens Søndergaard til Richard Mortensen, videre gennem Michelangelo Pistoletto og Arthur Køpcke til en skeletklaprende karruseltur med Wilhelm Freddie. Det hele garneret med dansk og international modernisme af enhver art. Det er lige før man pløkforvirret blir stående for at se om ikke en af Trampedachs hippier skulle ha en klump galar for meget, bar for at få nerverne lidt i ro./ Men så viser det sig, at der alligevel er et roligt hjørne i dette monumentale tivoli. Der er to mindre rum, hvor Ragna Braase udstiller. Det er tæpper og grafik, og i den her sammenhæng er det roligt ad helvede til.
(...)
Hun er naturligvis ikke den eneste, der har øjnene åbne for værdierne i det gamle, oftest anonyme håndværk. Men det er i øjeblikket sådan, at de område, man kan kalde finkunsten, faktisk fungerer som disse teknikkers sidste egentlige fristed. Og derfor breder de sig så igen ud i almindelig brug. Det kan man i hvert fald håbe på.
Ragna Braases arbejder registrerer en konstant optagethed af materialet, hvis muligheder undersøges til bunds. Teknikken kan være hentet i en museumsskuffe (...) men billedprocessen er nutidig. Både i helheder (som billeder) og i detaljer kan man følge den "kamp mod strengheden i teknikken", hun taler om i sin katalogtekst. Og den er streng. Vævens i hvert fald delvise fiksering i lodret og vandret giver en slags åben mental kort-struktur i bevægelse, og i den sættes skridt for skridt et mønster ind, der hele tiden peger tilbage i arbejdsprocessen og samtidig sigter mod et færdigt produkt, der kan bruges i hverdagen."
Flise fra 1978 fra 2025-udstillingen:
fra min anmeldelse i det nye WA Bøger af de to nye Peter Laugesen-bind, digtsamlingen Morgensange og kunstkritikopsamlingen Billedskrivninger (ved siden af min oprindelige trompet og underrubrik, der lød sådan her: "BILLEDSTRØM. Peter Laugesen er gående og flyvende og pippende stærkt i ny, væver digtsamling og den mest sværtede æggekage af en kunstkritikopsamling" - outtaket begynder med Lana-parentesen): " Både for Peter og Bernhard Severin gælder det, at morgenen og dens lys giver kraft og inspiration til det arbejde i poesiens tjeneste, som hver dag forestår. Laugesens digt har endnu ikke fået sin melodi, og i mangel af Weyse hvem burde komponisten så være, måske Nikolaj Nørlund, der i sin tid satte sød musik til evergreenen “Syner”, sunget af Teitur på pladen Andersens drømme (hvis ikke Lana del Rey, som jeg hører i min høretelefoner lige nu). Ingemann skrev ikke haikuer, det gjorde jævnaldrende Emil Aarestrup næsten, han kaldte dem bare ritorneller - her en morgenhaiku på de akkurat 17 stavelser af Laugesen, thi en digtermorgen er gerne en sen morgen:
“god morgen råber solen/ den er stået op sent lige som mig”"Samuel Beckett (Helle Biler og dyr Helle):
NO SYMBOLS WHERE NONE INTENDED.
vs.
Birkegårdens haver, specifikt Danmarks største japanske have:
(I må ikke træde i de små hvide sten! De små hvide sten symboliserer vand)
Hårdt, præcist Godard-citat, jeg ikke kendte, i samtale mellem to 8andre) helte, David Cronenberg og Jim Jarmusch, i (helten) Warhols gamle magasin Interview:
JARMUSCH: I don’t know. I get so depressed by these humans.
CRONENBERG: Humans can be very depressing, yeah. That’s why I really love babies, because they haven’t learned how to be destructive yet. [Laughs]
JARMUSCH: Now we’re getting a little negative. But when I get depressed by the state of the world, I try to appreciate the very strange phenomenon of having a consciousness. I think, “Life on earth is such a fragile, brief thing.” The fact that we’re even here talking to each other is remarkable, and therefore something to celebrate. My friend Joe Strummer from the Clash always used to say to people, “When you get really low, you only have to remember one thing: You’re alive!” So I try to hold that close. But lately, I don’t know.
CRONENBERG: You might be able to find some people who walk around thinking they’re dead. That’s the problem.
JARMUSCH: Right. Your films have tenderness and warmth in them in places, even though critics don’t always project those qualities onto you. The end of Crimes of the Future is tender, warm, and moving to me.
CRONENBERG: Our relationship with the critics, of course, is kind of contentious.
JARMUSCH: I like that quote—I think it’s Godard—it goes, “Critics are soldiers too, but they’re firing on their own troops.”
CRONENBERG: The idea that my filmmaking has always been cold was the critique of The Shrouds. I never felt that I was making cold films. I always wanted to avoid sentimentality and cliched emotional hooks, but cold? There are one or two critics who’ve jumped on that. And I ignore them, of course.
1. H
2. E
3. J
4. A
5. L
(tilsammen HEJ AL - Simon-Helle-Mash-up)
1. Klokkereparatøren
2. Petuniaer
3. Beignetdej
4. Varmehader
5: Altangelænderet
af Helle Helles Hey Hafni (sidetal + ordantal (ikke nødvendigvis fra starten på siden) i Fibonacci-sekvens)
0
1
Hey
1
Hafni
2
det er
3
Helle Helle Hey
5
(siden tom)
() () () () () ()
8
Hafni vil imens få styr på sovesofaens mekanik.
13
Han smutter ud på badeværelset, fortsat nynnede. Hafni tager et stykke tyggegummi. Så
21
Jack. Hafni siger ingenting. Jeg kan godt savne Elisabeth noget, siger Jack lidt efter, og Hafni siger: Jeg savner ikke nogen.
34
Sidste sommer stod varmen ud fra Bavnevangens husmure, og hendes armring brændte. Men selvom hun altid har været varmehader, bekom varmen hende godt. Hun lod ben være ben og sad på sin franske altan
55
(28 ord alt i alt på side 55)
ampler på forsiden, på facaden, en pub med røde petuniaer, forbi en pub med røde petuniaer i ampler, passerer en pub, mangefarvede petuniaer hænger fra amplerne. Utallige stengærde
(et bogstav bare på side 56, tæller som et ord, selvom det måske bare er en fortsættelse af sidste ord, "stengærde", på side 55 (til gengæld er der intet punktum på side 56 heller, så der er tale om enten en eller to uafslutninger (måske er ordet heller ikke afsluttet efter "r", kunne være 'stengærderne')
r
(fortsætter på side 57)
Han havde bedt chaufføren om sige til ved The Street, som Monk's House ifølge kortet skulle ligge på, men givetvis på grund af dette meget
89
Han plukkede hyldeblomster i Grøndalsparken og bar dem hjem til lejligheden i Brønshøj, dyppede dem i beignetdej og rygende olie, mens børnene sad ved spisebordet med hver sin bacheloropgave. Deres hår fedtede gradvist til. Hendes datter vendte sig og sagde: Det er rigtig sødt af dig, mor. Hafni åbnede den franske altandør, og datteren sagde: Hvor er du heldig, at du kan lufte dine dyne. Lufter I dyner? sagde Hafni, og de nikkede begge to. Næste morgen, mens de stadig sov, hængte hun sine dyne over altangelænderet; så vågnede
144
Hun sover i et værelse oppe under loftet og vågner, fordi det banker kort på døren. Udenfor på gulvet står en bakke med engelske muffins. Hun tager bakken med ind i seng og stabler puder op, der er også juice og kaffe og marmelade og der ligger en seddel under flødekanden, 'klokkereparatøren har meldt afbud, derfor bliver det en rolig dag smiley.' Hun har aldrig forstået engelsk kommatering, men så der skal altså komma foran derfor ligesom på dansk. Medmindre Our Billy ikke kan finde ud af at sætte kommaer. Selv er hun uhyre optaget af korrekt tegnsætning. Hun kan ikke lade være med at smile til smileyen, eller det tror hun i hvert fald, at hun gør, men af og til tro hun forkert, idet hendes efterhånden ret nedadvendte mundvige, som hun ikke er videre stolt af, nogle gange spiller hende et, med
Næste tal er 233, men Hey Hafni er kun på 180 sider, derfor må læsningen stoppe her.
I et selvfølgelig godt interview med Lone Nikolajsen i Information konfronteres Helle Helle med den mystiske optræden flere steder af Hafnis tredje hånd:
"Ud over spøgelset og hans hund kommer der også mystisk sort røg ud af en træstamme, og så er der en såkaldt tredje hånd, der forfølger Hafni. Pludselig er den bare uden for hendes kabine i pariserhjulet Brighton Wheel eller på bordet foran hende. På et tidspunkt rækker den Hafni en kniv. Hvad er det med den hånd, spørger jeg.
»Den er symbolsk,« siger Helle Helle og griner højt. »Er det ikke kedeligt, hvis jeg sidder og forklarer, hvad den skal betyde?« Alligevel giver hun efter.
»Man kan vel se det sådan, at Hafnis forestillinger også er en del af bogen. Det kunne også være, at hånden tilhører den, der skriver historien om Hafni. At det er den implicitte fortællers hånd, der fører hende rundt og udsætter hende for alt muligt. Det her er jo også er en roman, der handler om at skrive en roman,« siger Helle Helle.
»Men det kan også være, det er lovlig meget selvfortolkning. I don"t know.«
Her den tredje hånds sidste optræden i romanen - vognen er en indkøbsvogn:
"Han kommer hen til hende og begynder at rode i vognen. Hun sparker ubemærket kondiskoen og sportsstrømpen ind under et teakbord, ser kort på ham, siger farvel og vil gå, men han lægger en hånd på hendes skulder og siger: I don't know why you say goodbye. Så kan Hafni alligevel ikke lade være med at le og sige: I say hallo, og af uvisse grunde vil hun give ham hånden,
Men det er den tredje hånd hun rækker frem, den sidder på hendes håndled med spredte fingre og ryger op og ned i høj fart, så hendes arm slynges med, hele hendes højre side slynges op og ned, og hun vender sig og løber så hurtigt, det er hende muligt, ned gennem The Lanes med armen efter sig."
Hvilket får mig til at tænke på Svend Åge Madsens gamle optur af en roman Liget og Lysten, 1968, hvor personerne spadserer ind og ud af forskellige genrezoner overvåget af et (synligt) stort øje oppe i himlen, et klip midt i pornozonen:
"Fingrene hæver kikkerten til hendes øje igen. Hun indstiller den og betragter øjet. Hendes mund smiler, da hun ser at det utrætteligt iagttager hende. Med en dyb indånding får hun brysterne til at rejse sig og strække sig opad, uden at hun taber øjet af syne.
Pludselig stivner hele hendes krop. Men tilstanden varer kun et øjeblik. Øjet blinkede til hende. Det hele gik meget hurtigt. Hun stivnede. Hun så et øje bevæge sig. Men hun er sikker i sin sag. Perioden hvori hendes krop var ubevægelig var så kort at den ikke nåede at blive ubehagelig."
Jeg har i en laaaang note i seneste WA Bøger skrevet om rim-sporet frem til de vilde vers i Hey Hafni (hjørnerne af) Helle Helles forfatterskab og særligt i det nonsensiske billedbogsværk (med bedste tegninger af Lars Nørgård) Min mor sidder fast på en pind - som jeg i går læste op for min søn til hans elaterede undren - i begge bøger, billedbogen og den nye roman, optræder 1 tekststykke, der er rent navnestykke (Jørgen Leth-katagori) bestående af henholdsvis en (rimende) harmonika-serie af navne og ét langt. vidunderligt monstrøst navn (ikke det mindst radikalt uforklarede stykke i bogen) - som 2 x fiktionsoverboblen (jævnfør også Dickens' lister over mulige personnavne, hvoraf mange stadig står ubenyttede):
1 (2003)
Villy Billy Bentzen
Line Bine Jensen
Kasper Kold
Ester Ditte Mår
Valdemar Vang Vestergaard
Christoffer Højlund-Frandsen
Bernadette Nansen-Hansen
Mulle Madsen
Lasse Lassen
Malte Bay
Kevin Kai
og mig
2 (2025)
Apple Honey Rasputin Callum Beck Valentina Tracy Poppy-Lilli Ranunkel Rendhop Tosh-Hush Bounty Guldborg Christensen
Jeg sad distræt og så en video, ledt af algoritmen, med duoen (men her, udvidet med to musikere, gruppen) Magdalena Bay, som jeg ikke havde hørt om før, der meget fint spillede "Ashes to Ashes" (jeg troede først det var "Life on Mars", fordi det altid er den, folk laver versioner af, men jeg blev så glad, da de første toner fortalte mig, at det var "Ashes to Ashes", som altid, dvs. i ca. 40 år,, har været en yndlingssang, det var også bl.a. den jeg skrev min første kritiske artikel om, i Kritik i 1987, vs. digte af af Strunge - "Livet i livmoderskibet"?) med af en eller anden grund tekster på skærmen, og så, da de kom til linjen
jap-girls in synthesis
blev det nedenunder tekstet som
apples in synthesis
og det sank komisk voldsomt i maven på mig: Har jeg altid hørt denne linje i en yndlingssang forkert, og hvor havde jeg det egentlig fra, ud over min totalt upålidelige aflytning med egne ører, at det er "jap-girls", og det er da egentlig også meget smukt, hvis det i stedet er "apples", nej, det er ej, det er helt forkert, og det viste det sig også at være, da jeg straks så efter på alle nettets sangtekst-tjenester, ingen steder står der andet end "jap-girls", men nu kan jeg aldrig høre den yndling af en sang uden at skyggen af æbler hviler over de japanske piger, og det er egentlig, sådan rent poetisk meningsløst, i orden!
Fandt Raymond Chandlers Farewell My Lovely,, 1940, i en grøn Penguin-udgave fra 1954 i Gentofte Hovedbiblioteks som altid superbt brogede Bogbørs - fra side 18 hos Chandler:
"A man named Nulty got the case, a lean-jawed sourpuss with long yellow hands which he kept folded over his kneecaps most of the time he talked to me. He was a detective-lieutenant attached to the 77th Street Division and we talked in a bare room with two small desks against opposite walls and room to move between them, if two people didn't try it a once. Dirty brown linoleum covered the floor and the smell of old cigar butts hung in the air. Nulty's shirt was frayed and his coat sleeves had been turned in at the cuffs. He looked poor enough to be honest, but he didn't look like a man who could del with Moose Molloy.
He lit half a cigar and threw the match on the floor, where a lot of company was waiting for it. His voice said bitterly:
"Shines. Another shine killing. That's what I rate after eighteen years in this man's police department. No pix, no space, not even four lines in the want-ad section."
Fra side 18-19 i gratis e-bog-uddrag fra Jussi Adler Olsen seneste, egenhændigt forfattede krimi, Syv m2 med lås:
"Den tilstand, som Carl i dette øjeblik befandt sig i, føltes ligesom disen af uskyld, der dengang så nederdrægtigt lettede fra barneårene. Dengang han for første gang for pludseligt lærte at se alting lidt for klart og mærke løgnens svien. Eller dér hvor en uretfærdighed brændte sig fast op kinden efter en ufortjent lussing. Som i de yngre år, hvor kærlighed ikke blev gengældt, hvor kærestens bedrag uden varsel tårnede sig op over en.
Carl genkaldte sig disse følelser i sekundet, hvor hans mest værdsatte kollega, fik presset håndjernene om hans håndled, og også en del fastere end nødvendigt. Og hårdere endnu, da de trak ham væk fra Mona og skubbede ham ind i den ventende patruljevogn, mens hun gjorde tegn oppe fra trappen, at han ikke var alene om det her.
Kun en ringe trøst."
Serie af håndkantsslag vs. bunke af brækkede arme.
Ny perfekt umiskendelig og stilig og opkørt single med Pulp, "Spike Island" med det bedste motto for den fortsatte kritiske praksis:
I was born to perform
It's a calling
I еxist to do this
Shouting and pointing
og nogle linjer længere henne dette præcise imperativ:
So swivel*!
*"to (cause to) turn around a central point in order to face in another direction:
Genstart på P1 skrev i fredags til mig for at meddele, at Jussi Adler-Olsen i den udsendelse, der blev sendt mandag, bliver konfronteret med mit Udbrud i WA Bøger betitlet "BZ Jussi", der fantaserede om en flok digterspirers besættelse af en af Jussis millionejendomme som kompensation for de mange elendige bind i Afdeling Q-serien, nu overtaget af et par mellemledere:
"– i kontekst af, hvorvidt det er grådigt at fortsætte serien. Til det svarer han:
”Jeg vil gerne sige til idioten – som han jo er – hvad tror han jeg har gjort? Jeg har trukket masser forfattere til udlandet, givet dem chancen for at blive udgivet. Sørget for at branchen har det bedre.”
”Bukdahl har alle dage været grådig nok til at blive på sin plads, selvom han burde være blevet smidt ud for længst. Og han vil elske det jeg siger her. Jo mere jeg spytter på ham, vil han elske det.”
Det er selvfølgelig en kritik, du skal have lov til at svare på, hvis du har lyst."
Det havde jeg egentlig ikke - især fordi min kontekst ikke var grådighed, men som sædvanlig bare litterær kvalitet - men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være:
"Min lille kommentar den anden dag i Weekendavisen, som desværre og uretfærdigt nok ikke begraver mig i guld for min kritikervirksomhed, var udtryk for en helt naiv eller med Jussi Adler Olsens ord idiotisk irritation over, at man kan blive så rig på at skrive så utroligt (og mærkeligt) dårligt. Fedt nok for krimibranchen, at hans umådelige succes har givet danske og udenlandske forlag appetit på flere dårlige danske kriminalromaner, men jo ikke for litteraturen. Og sympatisk egentlig, at de mange millioner ikke har givet manden teflon nok til ikke at blive knotten over sådan et lille stykke irritereret kritik. Kh Lars"
Kun den sidste linje brugte de i den færdig udsendelse, hvor Jussi høres uddybe, at jeg dog ikke hører til den lille flok af individer, som han gerne vil få til at forsvinde fra jordens overfalde med et tryk på en knap ... Pyh!
Og et sekunds tid lignede det, at ikke-historien om ikke-siden ville breake digitalt, men heldigvis gik den i sin mor igen (I HOPE!), før den nåede Ib Michaelske hys-højder -PYH atter:
