Jeg lovede et citat fra Døden kører Audi, men er nu uden bog, fordi jeg er gået fra den (men skal nok vende tilbage), så jeg tager et citat fra Tue Nexøs gode gode anmeldelse, som jeg selv havde planlagt at citere, før jeg jeg læste anmeldelsen, og mere end som så ærgrede jeg mig jo heller ikke, eftersom der er rigeligt at citere, eftersom der er ALT at citere, men ergo kan jeg godt tillade mig at mene, at Tues citat også er mit, nu jeg sidder bogløs:
En gammel mand gik ud ad døren på en gård, vi kom forbi. Han nikkede
til os og samlede en pind op og humpede over og stak den i en mødding,
som om han ville tage dens temperatur. Ved siden af møddingen lå en død
gris med benene i vejret og lignede en lyserød taleboble, der
proklamerede, at nok var her nydeligt, og svalerne slog smut over
engene, men for insekterne var de dødens budbringere, og under det hele
lurede forrådnelsen og nådesløsheden, som også var eksemplificeret ved
Waldemar, som han i sin kørestol kørte ned mod den lille
franske bjerglandsby.
(I får også lige Tues rammende kommentar:
Der er noget utroligt fedt – og imponerende – over denne blanding af
mistrøstig deadpan og overstyrede metaforer. Passagen viser så også, at
når Døden kører Audi undervejs snerrer af foragt over for såvel
den kreative klasse som af den danske velfærdsstat og dens klienter, så
skyldes det ikke nogen politisk analyse. Den slags gør Kristian Bang
Foss det ikke i.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar