Der er Eske i luften

I går udkom både (på Asger Schnacks Forlag) Eske K. Mathiesens Samlede digte i en boks , som ligger til mig inde på avisen  og bør hentes, inden der er gået en time, og ikke mindre herligt Tobias Skiverens og Martin Gregersens lille Arena-monografi Eske K. Mathiesen, som jeg med et ubrydeligt smil (selvom jeg er lidt barnligt skuffet (og det vil jeg ikke være i en anmeldelse, derfor er jeg det her) over, at ikke bare en halv linje af mine gennem årene mange forsøg (i først og fremmest anmeldelser) på at indkredse og præcisere (og dermed kanonisere) den eskeske mesterskab er blevet fundet værdig til at citere (vs. alskens (afgjort glimrende) Skyum-fragmenter)) har læst halvt igennem. Som mit eget bitte bidrag (inden forhåbentlig/sandsynlig anmeldelse af begge udgivelser) til al denne fortjente kommers for Dammarks største lille (og irriterende beskedne) digter er her en bunke-anmeldelse fra sidste år, som desværre aldrig kom i avisen (men oversat til arnmensk blev min koncept-tale, da Mathiesen modtog Albertine-prisen):

-->

ESKEBALANCE Stille og roligt bliver 70-årige Eske K. Mathiesen uomgængeligere, det må gerne gå lidt hurtigere – og ske lidt mere støjende

Kan spætten morse?

Eske K. Mathiesen og Åse Rørdam: Miraklernes tid. 8 sider, pris ikke angivet. Café Annas Forlag

Eske K. Mathiesen & Åse Rørdam: Rysteribs. 32 sider, 98 kr. Jorinde & Joirngel

Eske K. Mathiesen & Sys Hindsbo: Skvalderkål, 32 sider, 150 kr. Clausens Kunsthandel

Eske K. Mathiesen: Udvalgte digte. 78 sider, 150 kr. Asger Schnacks Forlag

Af Lars Bukdahl

Vi bør være taknemligere for vores gode digtere, og særligt vores flittige, gode digtere – folk som Peter Laugesen og Marianne Larsen og især Simon Grotrian og Eske K. Mathiesen, som de sidste mange år troligt har udsendt indtil flere poetiske publikationer årligt.

   Grotrian udkommer også på etablerede forlags som Borgen og nu Gyldendal. Det gør Mathiesen ikke, han udkommer eksklusivt på små- og mini- og mikroforlag og det, der er mindre. Det, der er mindre, kunne være Café Annas Forlag, der har udgivet den ene af Mathiesens (mindst) fire 2014-udgivelser, Miraklernes tid, der også dårligt kan være en mindre digtsamling, ”fem dyredigte” lyder undertitlen og alle fem er broderet, inklusive små vignetter, af digterens hustru, Åse Rørdam.

  Hovedværket imidlertid i denne nye broderi-fase af forfatterskabet er Rysteribs, udgivet af Jorinde & Joringel, der samler hele 29, ikke digte, men ”ordbilleder”, fordi langt de fleste kært konkretistisk leger med opsætningen; for eksempel hænger denne linje, et bogstav ad gangen, oven på hinanden og på hovedet, som en dragesnor i halen på en svaleflok (klart fugleelskeren Mathiesens yndlingsfugl):

  ”H/V/E/M//E/R//D/E/T//D/E/R//H/A/R//S/L/U/P/P/E/T//S/V/A/L/E/R/N/E//F/R/I/?”

  Jeg vil ikke rationalisere, hvorfor jeg bliver så åndssvagt lykkelig af sådan et digt.

   Ubroderet og ukonkretistisk, men til gengæld illustreret eller billed-parret med fint nervøse tegninger af Sys Hindsbo, er samlingen Skvalderkål. Titeldigtet er, i sin ordlyd, et par rundgange underfundigere end svalelinjen:
  ”Selvom det er 5 grader varmt/ viser sneklatten i hasselhegnet/ misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,/ siver trøstigt ned i jorden/ i sikker forvisning om,/ at den snart vil genopstå/ som skvalderkål.”

  Det er et alkymistisk digt, der for øjnene af os faktisk lykkes med at forvandle en sneklat til skvalderkål. Samtidig med at digtet bare handler om at få øje på og ømhed for en sneklat i hasselhegnet – og ramt af forårslængsel komme i tanke om grøntsagen (og ordet!) skvalderkål.

  Grotrian er uklarhedens digter i dansk poesi, Mathiesen er klarhedens, men der er klart noget mystisk over hans klarhed, både dens faktum, om jeg så må sige – man burde ikke kunne skrive så fyndigt og yndigt om svaler og sne og skvalderkål, ingen andre kan! – og selve dens lysende illumination og forvandling af det upåfaldende i verden.

  Helt uundværlig for ikke-alt-samlende-ærkefans er årets fjerde Mathiesen-tryksag, Udvalgte digte 1975-2013, udvalgt og udgivet af über-ærke-fan’en Asger Schnack, der også udgav Mathiesens debut, Spætternes have, på sit første forlag Swing i akkurat 1975.

  I sit koncise forord annoncerer Schnack, at ”Vægten er lagt på det korte, sindsudvidende digt; digtet, der gør læseren paf.  (…) Virtuositeten er slående og gør Eske K. Mathiesens digte til fødte klassikere.”
   Det sidste er ikke mundsvejr, det er en helt nøgtern oplevelse af mandens poesi de sidste tyve år, som jeg ubetinget deler: Ni ud af ti digte i enhver givet samling, lige meget hvor gnomisk, er overrumplende, urimeligt, blidt smældende vellykkede. Det er derfor, at de 40 ud af de 70 sider optages af digte skrevet efter 2003; det er ikke den sædvanlige vægtfordeling i et bind udvalgte digte (der ikke er udvalgt af digteren selv …).

  Afsættet i et Mathiesen-digt er digterblikket (nogle gange er det øret, der ser) på helst dyr og planter, og actionen er blikkets lynhurtige poetisering af motivet, med en sammenligning eller noget så håbløst gammeldags som en H.C.Andersensk antropomorficering (menneskeliggørelse). Se, hvor på samme tid karakterfuld og grafisk tydelig denne hybenbusk bliver:

  ”Grib! råber hybenbusken./ Men den kan ikke beslutte sig til,/ hvilken af de røde bolde,/ den skal kaste først.”

  Der er også De Andre Mathiesen-Korttekster som er mere frit flippet knopskydende fabuleringer, gerne med ikke-dyr og ikke-planter i hovedrollerne, for eksempel digtene om Erik Satie i Bonjour. Monsieur Satie. Den tekstart har Schnack udvalgt en god håndfuld af, og det skulle han måske have ladet være med, måske skulle de have haft deres eget udvalg, så havde hver arts særegenhed stået stærkere – og klarere. Men hey, jeg er ikke den, der klager over udsøgt overflod!

  Jeg er den, der anbefaler det læsende danske folk at gøre Eske K. Mathiesen populær omsider, hans eklatante fremragendehed har været en hemmelighed længe nok, frem i lyset med ham, han skal ikke gå dér og forsvinde, poppelagtigt:
  ”Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude;/ og den måde de forsvinder i aftenmørket på/ kender jeg godt fra mig selv.”