Lysegrønt Lav

Nye UNGE medlemmer af bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav - og medansvarlige dermed for nomineringen af kandidater til Kritikerprisen:

Tobias Skiveren

Mikkel Krause Frantzen

Nicklas Freisleben Lund (suppelant)

Øvrige, GAMLE medlemmer: Kamilla Löfström (oldermand), Lars Bukdahl (kasserer), Nanna Goul (NY KULTURREDAKTØR PÅ WEEKENDAVISEN - TILLYKKE!), Marie-Louise Kjølbye

Popler + skvalderkål = X eller Y

Jeg har læst Skiveren og Gregersens Eske-monografi færdig, og den er misundelsesværdig koncis og Kansas-arbejdstøjs-ligefrem - her er en eksemplarisk sides (træ)penge, der overnaturligt pudsigt citerer og læser to af de samme digte, jeg citerer og læser i den upublicerede anmeldelse nedenfor, poppel-digtet (kun citeret halvt i monografien) og skvalderkål-digtet, men læser begge digte på deres egen anderledes opbyggelige og bare logiske (jeg fatter ikke naturens mekanik tydeligvis) facon; klarhed changerer i læsebriller:

"Vi står ikke utenfor resten av naturen" (Næss 1976; 265), skriver den norske dybdeøkolog Arne Næss et sted i Økologi, samfunn og livsstil 81974). For dybdeøkologen er mennesket ikke ontologisk adskilt fra naturen, men forstås i stedet som fundamentalt indfældet i den. I den forstand er vi alle tæt forbundne - eller som det lyder i Raderinger (2005): "Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude" (mathiesen 2005c: upag.)." "Forskellen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige (...) er", som Bennett skriver i Vibrant Matter, "et spørgsmål om grad, snarere end art" (Bennett 210: 68). Vi er vitterligt i familie med poplerne. Det nytter ikke noget at betragte verdens væsener for sig. Alt hænger, som den økologiske tanke lyder, sammen. Når en ting dør, fordufter den ikke fuldstændig fra jordens overflade, men opstår som noget andet. Eller som det lyder med morbid humor i samlingen Ler (2013): "Af ler er du kommet, til ler/ skal du blive, af ler skal du igen/ opstå, måske i form af en rundkirke" (Mathiesen 2013e: 16). Og selvom dødsangsten vel nok er en uafrystelig del af at være til, er det da en betryggende tanke, at man aldrig helt forsvinder, men i stedet - med et økologisk nøgleord - genbruges (Mathiesen 2014d: upag.):

Selvom det er 5 grader varmt
viser sneklatten i hasselhegnet
misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,
siver trøstigt ned i jorden
i sikker forvisning om,
at den snart vil genopstå
som skvalderkål.

Indser vi, som sneklatten, at vi ikke er isolerede, afgrænsede eksistenser i verden, men tværtimod i konstant udveksling med vores omgivelser, bliver det også muligt at se ud over vores egne private interesser. Disse digtes pegen på vores grundlæggende forbundethed med naturen og det vitale liv, der udfolder sig her, har med andre ord økologiske implikationer.



Johannes Larsen: efterårsdag med popler

Der er Eske i luften

I går udkom både (på Asger Schnacks Forlag) Eske K. Mathiesens Samlede digte i en boks , som ligger til mig inde på avisen  og bør hentes, inden der er gået en time, og ikke mindre herligt Tobias Skiverens og Martin Gregersens lille Arena-monografi Eske K. Mathiesen, som jeg med et ubrydeligt smil (selvom jeg er lidt barnligt skuffet (og det vil jeg ikke være i en anmeldelse, derfor er jeg det her) over, at ikke bare en halv linje af mine gennem årene mange forsøg (i først og fremmest anmeldelser) på at indkredse og præcisere (og dermed kanonisere) den eskeske mesterskab er blevet fundet værdig til at citere (vs. alskens (afgjort glimrende) Skyum-fragmenter)) har læst halvt igennem. Som mit eget bitte bidrag (inden forhåbentlig/sandsynlig anmeldelse af begge udgivelser) til al denne fortjente kommers for Dammarks største lille (og irriterende beskedne) digter er her en bunke-anmeldelse fra sidste år, som desværre aldrig kom i avisen (men oversat til arnmensk blev min koncept-tale, da Mathiesen modtog Albertine-prisen):

-->

ESKEBALANCE Stille og roligt bliver 70-årige Eske K. Mathiesen uomgængeligere, det må gerne gå lidt hurtigere – og ske lidt mere støjende

Kan spætten morse?

Eske K. Mathiesen og Åse Rørdam: Miraklernes tid. 8 sider, pris ikke angivet. Café Annas Forlag

Eske K. Mathiesen & Åse Rørdam: Rysteribs. 32 sider, 98 kr. Jorinde & Joirngel

Eske K. Mathiesen & Sys Hindsbo: Skvalderkål, 32 sider, 150 kr. Clausens Kunsthandel

Eske K. Mathiesen: Udvalgte digte. 78 sider, 150 kr. Asger Schnacks Forlag

Af Lars Bukdahl

Vi bør være taknemligere for vores gode digtere, og særligt vores flittige, gode digtere – folk som Peter Laugesen og Marianne Larsen og især Simon Grotrian og Eske K. Mathiesen, som de sidste mange år troligt har udsendt indtil flere poetiske publikationer årligt.

   Grotrian udkommer også på etablerede forlags som Borgen og nu Gyldendal. Det gør Mathiesen ikke, han udkommer eksklusivt på små- og mini- og mikroforlag og det, der er mindre. Det, der er mindre, kunne være Café Annas Forlag, der har udgivet den ene af Mathiesens (mindst) fire 2014-udgivelser, Miraklernes tid, der også dårligt kan være en mindre digtsamling, ”fem dyredigte” lyder undertitlen og alle fem er broderet, inklusive små vignetter, af digterens hustru, Åse Rørdam.

  Hovedværket imidlertid i denne nye broderi-fase af forfatterskabet er Rysteribs, udgivet af Jorinde & Joringel, der samler hele 29, ikke digte, men ”ordbilleder”, fordi langt de fleste kært konkretistisk leger med opsætningen; for eksempel hænger denne linje, et bogstav ad gangen, oven på hinanden og på hovedet, som en dragesnor i halen på en svaleflok (klart fugleelskeren Mathiesens yndlingsfugl):

  ”H/V/E/M//E/R//D/E/T//D/E/R//H/A/R//S/L/U/P/P/E/T//S/V/A/L/E/R/N/E//F/R/I/?”

  Jeg vil ikke rationalisere, hvorfor jeg bliver så åndssvagt lykkelig af sådan et digt.

   Ubroderet og ukonkretistisk, men til gengæld illustreret eller billed-parret med fint nervøse tegninger af Sys Hindsbo, er samlingen Skvalderkål. Titeldigtet er, i sin ordlyd, et par rundgange underfundigere end svalelinjen:
  ”Selvom det er 5 grader varmt/ viser sneklatten i hasselhegnet/ misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,/ siver trøstigt ned i jorden/ i sikker forvisning om,/ at den snart vil genopstå/ som skvalderkål.”

  Det er et alkymistisk digt, der for øjnene af os faktisk lykkes med at forvandle en sneklat til skvalderkål. Samtidig med at digtet bare handler om at få øje på og ømhed for en sneklat i hasselhegnet – og ramt af forårslængsel komme i tanke om grøntsagen (og ordet!) skvalderkål.

  Grotrian er uklarhedens digter i dansk poesi, Mathiesen er klarhedens, men der er klart noget mystisk over hans klarhed, både dens faktum, om jeg så må sige – man burde ikke kunne skrive så fyndigt og yndigt om svaler og sne og skvalderkål, ingen andre kan! – og selve dens lysende illumination og forvandling af det upåfaldende i verden.

  Helt uundværlig for ikke-alt-samlende-ærkefans er årets fjerde Mathiesen-tryksag, Udvalgte digte 1975-2013, udvalgt og udgivet af über-ærke-fan’en Asger Schnack, der også udgav Mathiesens debut, Spætternes have, på sit første forlag Swing i akkurat 1975.

  I sit koncise forord annoncerer Schnack, at ”Vægten er lagt på det korte, sindsudvidende digt; digtet, der gør læseren paf.  (…) Virtuositeten er slående og gør Eske K. Mathiesens digte til fødte klassikere.”
   Det sidste er ikke mundsvejr, det er en helt nøgtern oplevelse af mandens poesi de sidste tyve år, som jeg ubetinget deler: Ni ud af ti digte i enhver givet samling, lige meget hvor gnomisk, er overrumplende, urimeligt, blidt smældende vellykkede. Det er derfor, at de 40 ud af de 70 sider optages af digte skrevet efter 2003; det er ikke den sædvanlige vægtfordeling i et bind udvalgte digte (der ikke er udvalgt af digteren selv …).

  Afsættet i et Mathiesen-digt er digterblikket (nogle gange er det øret, der ser) på helst dyr og planter, og actionen er blikkets lynhurtige poetisering af motivet, med en sammenligning eller noget så håbløst gammeldags som en H.C.Andersensk antropomorficering (menneskeliggørelse). Se, hvor på samme tid karakterfuld og grafisk tydelig denne hybenbusk bliver:

  ”Grib! råber hybenbusken./ Men den kan ikke beslutte sig til,/ hvilken af de røde bolde,/ den skal kaste først.”

  Der er også De Andre Mathiesen-Korttekster som er mere frit flippet knopskydende fabuleringer, gerne med ikke-dyr og ikke-planter i hovedrollerne, for eksempel digtene om Erik Satie i Bonjour. Monsieur Satie. Den tekstart har Schnack udvalgt en god håndfuld af, og det skulle han måske have ladet være med, måske skulle de have haft deres eget udvalg, så havde hver arts særegenhed stået stærkere – og klarere. Men hey, jeg er ikke den, der klager over udsøgt overflod!

  Jeg er den, der anbefaler det læsende danske folk at gøre Eske K. Mathiesen populær omsider, hans eklatante fremragendehed har været en hemmelighed længe nok, frem i lyset med ham, han skal ikke gå dér og forsvinde, poppelagtigt:
  ”Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude;/ og den måde de forsvinder i aftenmørket på/ kender jeg godt fra mig selv.”

Ung anmelderhyring 2 (Schadeekko)

Ting sker løbende!

Jyllands-Posten har fra universitetet hentet en ny, yngre anmelder,Tobias Skiveren, der med fin flaksende præcision debuterer i dag med en 4-stjernet anmeldelse (temmelig låst link) af Martin Snoer Raaschous debutsamling Blå himmel hver dag, her er anmeldelsens første halvdel:

At læse Martin Snoer Raaschous debutdigte er lidt som at læse digteren Jens August Schade. Bare sjovere.
Sådan havde jeg i første omgang tænkt mig, at denne anmeldelse af "Blå himmel hver dag" skulle lægge ud. Her efter sidste side kan jeg imidlertid godt se, at sammenligningen ikke helt holder.Det er ikke, fordi Schade ikke giver ekko i teksterne.Ligesom den lyse digter skriver Raaschou derudad i en ungdommelig, ligefrem og humoristisk tone og med opmærksomhedsfeltet udvidet til både hverdagen, naturen og universet. I det ene øjeblik hører vi om brødbagningens lune glæder, i næste nu om altings forbundethed.Med afsæt i en art buddhistisk (øko) holisme springer Raaschou således ubesværet fra selv det mindste til det største: fra ubetydelige detaljer ved vinduets lysindfald til kosmiske refleksioner over livets betydning. Frelst eller højrøvet bliver det imidlertid aldrig: »Livet er som en pil en skytte har skudt efter en krage/ som sidder et sted derude og har en go griner på/ over to myrer som går og bærer på et lille stykke ost/ prøv at se det samarbejde.«.
Når henvisningen til Schade alligevel ikke er helt dækkende, skyldes det, at Raaschous skrift i virkeligheden ikke er så let-legende og kosmisk, som den tager sig ud ved første øjekast.For jo længere man kommer i læsningen, des mere alvorlig og intim virker stemningen. Digtene får erindringens karakter. De bliver inderlige og tænksomme.