Viser opslag med etiketten Kristian Byskov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kristian Byskov. Vis alle opslag

torsdag den 11. februar 2016

Passioneret, frugtbar sensation, som Martin kom først med: NY1

(men  yderst velgørende så sandelig, at Kristian Byskov og Mitose har fået fans blandt litterater og digtere!)

    LITTERÆR SENSATION: KRISTIAN BYSKOV, der I 2013 udgav en lille, men fremragende science fiction-roman befolket af bio-cyborgs ('Mitose'), er tilsyneladende meget snart aktuel med en ny bog på forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten. Jeg glæder mig fra nu af!!

    Læs om NY1. Bogens ISBN er 9788792371201, køb den her
    By SAXO.com (Forventes udgivet 21-03-2016)

    Mads Mygind
Mads Mygnd Og han læser op d. 25. maj i Øst For Paradis!

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl WOW og du så det først (en af mine bedste debut-overrumplinger (der senere førte til tildeling af Munch-Christensen-debutpris foran alt muligt synligere på trods af kun 1 avisanmeldelse) ved bredden af en lille sø i Frederiksberg Have: Hvad er dette for fedt!)


Martin Gregersen
Martin Gregersen Ja, det er en vild bog, Mitose. Den er desværre, men helt fortjent, udsolgt fra forlaget, der dog er i fuld gang med at forvandle den til en ebog, så de studerende på Dansk (AAU) kan få glæde af at læse den til en kursusgang om det posthumane.

lørdag den 2. november 2013

Vinderbog findes desto mere

Bibliotekerne er heldigvis i gang med at anerkende, at Kristian Byskovs Mitose, det udløste den ene halvdel af debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (men alligevel ikke blev longlistet (og derfor heller ikke shortlistet) til Bogfoums Debutantpris, for det skal forlagene, også mikrobesmå, avantgardistiske enmands-forlag, selv sørge for), faktisk findes, rapporterer en bibliotekar i felten: 

Og så er der netop kommet gang i salget af Mitose til bibliotekerne. DBC har nu lavet fuld katalogisering og lektørudtalelse og dermed bliver alle biblioteker opmærksomme på bogens eksistens (...) når bibliotekerne sidder og tager stilling til indkøb bliver de også gjort opmærksomme på anmeldelse på Litteratursiden og på din anmeldelse og får et direkte link til den på infomedia.

Her lektørudtalelsen, der lægger spøjst meget vægt på genre-identiteten (jeg synes jo klart, bogen er læselig for andre end sci-fi-fans, eftersom jeg ikke er sci-fi-fan - og jeg tvivler meget på, at Byskov har skrevet INDEFRA et genrerum, han har snarere fra sit VILDTVOKSENDE billedkunstneriske/hybride udgangspunkt skrevet sig IND I genrerummet) og får fortæller-identiteten underligt galt i halsen (han er IKKE kvinden i halvtredserne):

Byskov, Kristian
Mitose (2013) - BOG
Anvendelse/målgruppe/niveau
Science fictionfortælling til dyrkerne af genren
Beskrivelse
Grøn/hvid forside med titlen, genren og forfatternavn i en slags futuristisk times new roman-font og bagsidetekstens "Mitose er en bio-cyborgisk fortælling om verden efter katastrofen, om cirkulære systemer og om virkeligheden ude af proportioner" indrammer fint indholdet. Fortællingen er 120 sider, hvilket vil passe fint til de mange sci fi-læsere, der foretrækker kortere fortællinger eller noveller, som genren traditionelt ofte udfolder sig som. Historien er fortalt i jeg-form, hvilket er med til at understrege fornemmelsen af ikke helt at vide, hvad der egentlig foregår i det sammenbrudte samfund, som fortælleren befinder sig i. Der er en god dosering af futuristiske elementer og dystopi og fokus på dyrkning af alger, efter at civilisationen er brudt sammen. Fortælleren viser sig at være en dansk kvinde i halvtredserne men kunne lige så godt være en hvilken som helst anden rodløs og søgende overlevende. Løbende udviskes grænser mellem krop og maskine og til sidst smelter alting på en måde sammen. Forfatterens debut
Sammenligning
Science Fiction Cirklens udgivelser falder mest for som sammenligningsgrundlag i forhold til Mitose. De udgiver både nyskrevet, dansk sci fi og oversatte og nogen gange glemte klassikere, og denne lægger sig fint i sporet med dansksproget, nyskrevet science fiction
Samlet konklusion
Dansk sci fi til genrens læsere af debuterende forfatter. Lille i formatet og med genrens karakteristika i form af overlevelse i et post-katastrofe samfund
Lektør: Sanne Caft

lørdag den 28. september 2013

Vinderbog findes gradvist piblende - boblende

Det mærkelige ved, i biblioteks-regi og med bibliotekarer, at diskutere og til sidst vinder-kåre Kristian Byskovs Mitose var, at bogen slet ikke er biblioteks-registreret som ny bog; til forskel fra alle mulige gyselige debut- og ikke-debut-bøger behøver bibliotekerne slet ikke at tage stilling til eventuelt indkøb, selvom bogen til forskel fra (og, ja, ja, ligesom ...) alle mulige lortebøger er blevet anmeldt højst positivt i Weekendavisen, men den er ikke sendt til eksistensanerkendelse af det bittelille forlag emancipas(ss/t)frugten, og de eksistensregistrerende bibliotekarer læser ikke forpligtet Weekendavisen (lige så lidt som konkurrerende litteraturredaktører), det er for galt

men bogen fik alligevel sin pris! Ha!

Og takket være den er bogens kritiske reception tredoblet: 1 pristale, se nedenfor, ved professor Anne-Marie Mai og 1 omtale på Litteratursiden ved (jo også digter) Mette Østgaard Henriksen, og da Kamilla Löfström likede min opdatering om prisen, udæskede jeg hende effektivt:

- efterhånden og omsider en tydelig prins af en tudse!

Den grønne tale

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat
Debutantprisen 2013 til

Kristian Byskov

- MOTIVERET AF ANNE-MARIE MAI

På Syddansk Universitet har vi et fag, der hedder Skrivekunst eller Creative Writing, hvor studerende, der gerne vil forsøge sig med at skrive skønlitteratur, kan følge kurser. Som underviser i Skrivekunst bliver man imidlertid en smule forhærdet, når det drejer om genren science fiction. Der sidder ofte på holdet en eller to studerende, der er bidt af en gal science fiction-idé, som de hverken kan eller vil slippe. Og som regel er det netop dét, man som underviser skal forsøge at få dem til, hvis de skal få en fornemmelse for deres eget sprog og deres egen udtryksevne og ikke blot fylde side op og side ned med klichéer om firkantede mutanter og star war-agtigt isenkram. Science fiction er en svær én, og man skal på dansk nærmest være Svend Åge Madsen for at kunne skrive en science fiction roman.
Som man kan høre, var hele mit anti-sci-fi beredskab derfor på overarbejde, da jeg begyndte at blade i Kristian Byskovs debutroman, Mitose, hvor forfatteren tilmed vover at tone helt rent flag på forsiden og kalde sin roman en science fiction roman. Men jeg tør roligt sige, at Kristian Byskov med sin roman fik bragt mig ud af min science fiction skepsis og fanget mig ind en fortælling om en verden efter en katastrofe, og det er en fortælling, der helt elementært fungerer som kunst og litteratur.
I Mitose følger vi en navnløs jeg-fortæller, der har overlevet en katastrofe ved at grave sig ned i jorden og nu forsøger at få en fornemmelse af de forandringer, der sker med hans krop og hans omverden. Mitosen, organismers almindelige celledeling, som romanen er opkaldt efter, har ændret sig, og fortællerens hukommelse er hullet og uklar; han husker kun i glimt oplevelser fra katastrofen og tiden efter.
Fortælleren tumler rundt i et ruineret og slimet univers. Hans sanser fungerer ikke rigtig, kroppens lemmer og led flytter sig på en mærkelig måde, og han er svækket af sult. Imidlertid bliver han samlet op af en gruppe af overlevende, der har indrettet sig i ruinerne af et boligkompleks, og som har formået at tilpasse sig forandringerne i deres krop. De har brug for masser af væske, lever en stor del af deres tid i badebar og spiser ikke, men ernærer sig af alger, der optages gennem deres fugtige hud. Det er tydeligt, at de langsomt men sikkert er ved at blive til ét med algesuppen. Vi får et blik på algefolket af en midaldrende kvinde, københavnerarkitekten Lis, der har overlevet på en anden måde end ved at gå i symbiose med algerne, og som beskriver algemenneskenes liv udefra.

”Som gruppe er de endnu mere mærkværdige end noget folkeslag jeg nogen sinde har hørt om. Jeg føler mig lidt som en antropolog der er taget ud til en eksotisk stamme. Men det her er byboere, det er tydeligt. Byboere der er blevet bønder, i et sært nicheagtigt dyrkningsfelt. Den måde de passer deres alger på, minder mig om måden man ville tilbede sin gud på hvis man havde en. De synes dog ikke at have nogen tro. ” (s. 85)

Lis er en klassisk figur i science fiction-genren – en udefrakommende betragter, der fortæller om den fremmede verden. Hun husker desuden en verden, læseren kan genkende: Hun har en fortid som københavnsk, fraskilt arkitekt, der interesserer sig for havedyrkning. Hun ligner en efterkommer af kvindebevægelsen, en selvhjulpen kvinde, som altid har sat en ære i at klare sin egen dag og vej, og livet efter katastrofen stiller store krav.  Lis har ikke lyst til at slutte sig til algefolket – hun frastødes af deres nonverbale kommunikation og slimede fællesskab, og hun erklærer med en vis form for arkitekt-humor: ”Jeg vil aldrig kunne bo i et badekar”. 
Algemenneskene begynder mere og mere at kommunikere direkte kropsligt – uden sprog og tale. De udviser en ømhed over for deres fællesskab, og beskrivelsen af, at kroppene og algesuppen mere og mere celledeler sig ind i hinanden er fuld af lys, bevægelse, pulsslag og åndedræt. En slags fødsel af en ny organisme. Uhyggen er underspillet hos Kristian Byskov, hvilket giver plads til læserens egen oplevelsesevne og følelse, og det er en kæmpefordel, der gør Byskovs version af science fiction romanen til en litterær fortælling frem for et udstyrsstykke i teknologi.
Man kan hos Kristian Byskov finde beskrivelser og figurer, der minder læseren om andre litterære skildringer, hvor der skabes underspillet uhygge og gådefulde scenerier. Fortællerens opvågningsscene leder i al fald min tanke hen på Cecil Bødkers fortælling, ”Bogfinken”, fra 1961, hvor en lille dreng overlever en krigskatastrofe. Han vågner langsomt op, ligger lammet i græsset og kan se, men ikke høre, at en bogfinke nær ham synger.
Der vokser bjørneklo i nærheden af det beboelseskvarter, hvor Byskovs algemennesker lever. Bjørneklo-planterne bliver større og større, og minder læseren om de vækster, der optræder i Ole Sarvig digt, ”Bjørneklo”, fra Grønne Digte, 1943, hvor bjørnekloen er en allegori for nazismens had, egoisme og frygt. Det hedder i digtet:

”En grænseløst elendig,
smudsig og fattig sommer
blomster nu med sine kæmpevækster
nede ved havnen

Og fluerne bestøver dem.

Byskovs fortæller ser ikke bjørnekloen som særligt truende, registrerer blot deres vilde vækst, men den læser, som kender Sarvigs digt ”Bjørneklo”, føler pludselig ekstra stærkt den uhygge og rædsel, som teksten underspiller.
Der er frem for alt en figur i romanen, som er gådefuld og på en gang truende og fortrolig. Det er den kæmpetudse, der opholder sig i beboelseskvarteret. Den er mange meter høj, et enorm dyr i apatosaurus-klassen, og da den springer væk fra stedet, falder de fugt-møre bygninger sammen. Kristian Byskovs kæmpetudse kan hurtigt lede læserens tanke direkte ind i eventyret, og tudser fra både H. C. Andersens og Grimms eventyr springer lige ind på siderne. Både hos Andersen og Grimm optræder der venlige skrubtudser. Grimm fortæller om en lille pige, der fodrer en skrubtudse og får gaver af den, men da hendes mor slår tudsen ihjel, vantrives pigen og dør.
Hos Andersen bor skrubtudsen i en brønd, og den længes opad mod himlen og solen.  Den er grim i alles øjne, men den har en ædelsten bag sin pande, en gnist af det guddommelige. Og det véd ifølge Andersen ikke naturforskeren, men derimod digteren, for han fortæller historien om skrubtudsen som et eventyr.
En litteraturhistorisk yngre tudse finder vi i Per Højholts digt. ”Personen slår til”,
fra Praksis 9, Det gentagnes musik, 1989, hvor digter-personen undrer sig over, at livet faktisk er langt nok, og som eksempel digter om, at han både når at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og at forsone sig med, at han nok ikke får den at se igen.
Hos Byskov er tudsen på en måde rædselsvækkende, men da den forsvinder fra stedet, ligner det et tegn på, at grundlaget for de komplekse organismer og deres mutanter er ved at forsvinde, og at algemenneskene er ved at celledele sig ind i algesuppen.
Tak til Kristian Byskov for at have udfordret både forhærdede sci-fi-skeptikere som mig og selve genren med sin bog. Nu ved jeg præcis, hvad jeg skal anbefale de skrivekunststuderende med hang til sci-fi: læs Mitose og lær deraf noget om den raffinerede, underspillede fortælling, helt fri for isenkram, men fuld af katastrofe.  Romanen er en flot litterær debut af en kunstner, der måske mest er til billeder og installationer.
Kristian Byskov har gået på Kunstakademiet og deltog i afgangsudstillingen 2013 med sammen med Andreas Rasmussen med BUBOS - en biotopisk sci-fi opera.
Men fra billedkunst, opera og installation kommer han smukt ind i litteraturen med en fortælling, der overlister læseren – den er fuld af eventyr, underspillet horror og mærkelige gys. Kristian Byskov må meget gerne blive ved med at dyrke ordets kunst, og vi håber at skubbe ham i denne retning med Debutantprisens 50 tudser. 

2 hybride gentlemen vandt

DANMARKS STØRSTE DEBUTANTPRIS
MUNCH-CHRISTENSEN KULTURLEGAT
PÅ 2 X 50.000 KRONER
GÅR I ÅR TIL

HASSAN PREISLER FOR ROMANEN
BRUN MANDS BYRDE
UDKOMMET PÅ LINDHARDT & RINGHOF

OG

KRISTIAN BYSKOV FOR SCIENCE FICTION-ROMANEN
MITOSE
UDKOMMET PÅ EMANCIPA(SS/T)IONSFRUGTEN

2 FREMRAGENDE VALG,
MENER DETTE JURYMEDLEM,
FORFATTERNE VAR ENIGE.
DA DE I GÅR MODTOG PRISEN
VED EN FESTLIG HØJTIDELIGHED
PÅ VEJLE BIBLIOTEK