Viser opslag med etiketten Testrup tral. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Testrup tral. Vis alle opslag

fredag den 12. august 2016

Testrups fødselsdagssang (TILLYKKE FRA DENNE SOMMERLÆRER)



"Thorbjørn Krogshede og jeg (Dorph altså LB) har skrevet sangen til Testrups 150 års jubilæum. Optagelsen er en øvesession med et lille kor, der præsenterede sangen til jubilæet lørdag. Peter Laugesen har skrevet det allersidste omkvæd, 'Danske karle og danske piger ...'
Her tekst og node: http://testrup.dk/media/135202/jubilaeumssang-2.pdf
Hurra og tillykke til skolen!

(Listen to Jubilæumssangen til Testrup Højskole by Christian Dorph #np on #SoundCloud)"

1 Den plet på jord bag gule mure og store flotte ord
nær der hvor kornet gror og grisen bor
Her sad hvide piger under elmene med hjertet skælvende
og nynnede en melodi i kor
2 En grådig ungdom kom og gik og efterlod ingenting
der var et kys, et lys, som ingen så
Her er smukt i starten af august med himlen hvælvende
den måde vi kan være sammen på
Det grønne lyse land, forstå det hvem som kan,
dit hjerte er større end din næve
Det buldrer indefra, der er ikke noget svar,
og //: verden er et bæst som det vil tæve ://
3 Hun læser Proust, de lærer en sang, han spiller og går i stå
én håber han er klog at høre på
En står udenfor og ryger sidste smøg, hun fryser i sit tøj
og føler sig en kilometer høj
4 En solsort sidder i et træ og ryster sine fjer
og glor på alt det her, imedens det sner
Den er herligt ligeglad med al kommers
den har sit eget vers og skider på de røde tagsten der
Det grønne lyse land ...
5 En smuk ide blev genfødt i et vingesus af blod
da Bismarcks tropper stod ved Dybbøls fod
Vi vil kæmpe mod nationalismens pest og sidde højt til hest
bevæbnede med lys og sang og mod
Det grønne lyse land, forstå det hvem som kan,
dit hjerte er større end din næve
Det buldrer indefra, der er ikke noget svar,
og //: verden er et bæst som vi vil tæve ://
Efter sidste omkvæd:
//: verden er et bæst som vi vil tæve ://
//: Vi skråler til vi bliver vind og skæve,
vi skråler til vi bliver vind og skæve ://
//: Danske karle og danske piger som de kan tale og hvad de så siger ://
//: Når de hjem til gårdene kommer fra højskole i den danske sommer ://

Christian Dorph. Til Testrup Højskoles 150-års jubilæum 2016.
Tak til Peter Laugesen for 'Danske karle og danske piger ...'

mandag den 31. august 2015

Kald ham dog Mads og ønsk ham tillykke

Søde, hypre Mads Eslund fylder 40, og det er ikke til at forstå, selv om han jo for fanden altid har været på Testrup, også nu, hvor han vistnok ikke er der længere som fast skrivelærer, så er han der i hvert fald hver gang jeg kommer forbi, til Tag & Skriv (det første år havde vi læsesværksted sammen, og det var ham, der purung var den tjekkede) og Tag & Læs (bortset fra at jeg ikke er med til T&L næste år, fordi der åbenbart skal yngre krtikere til, første gang vel faktisk, at det for alvor gør ondt på mig, at der (ENDELIG) er kommet yngre kritikere til), han er for mig selve Testrups og testrupismens skytsengel, og enhver konspirationsteori er mangelfuld uden ham som central og åndssvagt flittig konspirator (og én ting er Montana og sommerparnasset- mangen en vigtig, yngre digter har fået sit første betydelige skub af ham & Dorph & co.), hans hår er også vigtigt (og vittigt) og tidligere på dagen ønskede jeg ham tillykke således på FB:

Din frisure er altid den hårdeste lagkage, Mads - tillykke med rundt!

Og Mads, der altid har være den MEANESTE Leth-parodist, svarede med det fineste billede (og hår) - det er mesterens 70 års fødelsdag, og åstedet er, SUK, Højskolernes hedengangne og groft savnede Spoken Word-scene på Roskilde, hvor Mads var fast konferencier:

  • Mads Eslund Tak, Lars (-: Her rækker jeg, med en gammel mere Echo and The Bunnymen-agtig hårpragt, lagkage til en anden fødselar






Men Mads er også digter for fanden, lige så inderlig som konceptuel, og lige om lidt udgiver han omsider en ny tryksag. Her er et vellignende portræt af en helt tredje forvirrende én (eller flere) fra serien "Rorscharchtavler" i Forfatterskolens Afgangsantologi 2003:

Tavle I (sort blæk, en groft trekantet, nedadpegende figur)

Som et bredt ulvehoved med markante ører eller fjæset af en ræv. En maske. Et møl eller en sommerfugl med udbredte vinger. Fire huller i midten som øjne. Eller søer på et kontinent med forrevne kyster. Et landkort. Spejlvendt øverst ses to hundehoveder i profil med lange snuder og spidse ører. under hundene, ligeledes spejlvendt og i profil, ansigterne af to råbende aber. Omkring den lodrette midterakse anses svagt torsoen af en kvinde eller en gine. Øverst i kidten en kvindes bryster set fra oven. Vender man figuren 180 grader anes en monstrøs maske med insektløber. Hunderhovederne ligner nu støvler med spidse hæle.

Hip for den heppeste!

søndag den 26. juli 2015

De sidste skriveøvelser gifter sig med hinanden

(10 minutter vælg mellem 4)

noget gammelt 

I remember/ jeg husker (Jo Brainard), 10 linjer med den begyndelse

noget nyt 

Beskriv en innovativ virksomhed og hvordan/hvorfor den går konkurs på 10 linjer*

noget lånt 

(lånt af Chr. Dorph) En historie på 10 linjer hvor handlingen varer 10 sekunder 

noget blåt

skriv en blå tekst

* inspireret af lille genial bog af selvfølgelig Mathias Svalina, den eneste jeg kunne købe på/som/til iBook, I Am a Very Productive Entrepreneur - tre af de korte stykker:

"I STARTED THIS ONE BUSINESS that retrofit memories to include pilot lights.

Thereafter the memories stay lit, even when you are away on vacation. Even when you are sleeping on the cold, dry marble. Evene when your loved one has been dead for so long that the junk mail in his name has stopped arriving in the mail box."

"I STARTED THIS ONE BUSINESS that painted client's cars a new color every night.

Each morning a wonderful recipe for assurance."

"I STARTED THIS ONE BUSINESS that grew human hearts in filthy, festering green houses.

We found that the correct ratio of filth to clean water is crucial to the production of a productive heart."

Darwinistisk pensum

(på mit første fiktionsværksted EVER på Testrup læste vi tekst/er af)

Pejk Malinovski

Brd. Ugilt

Birgitte Krogsbøl

Lydia Davis

Kurt Schwitters

Jesper Elving

Sophia Handler

Thit Jensen

Signe Gjessing

Yoko Ono

(Mathias Svalina)

Line Knutzon

Gustav Wied

Peter Adolphsen

Kristian Bang Foss

Pia Juul

Inger Christensen

Naboskrift

slutningen på fjerde del af Kristian Bang Foss' Inf-føljeton "Flyvedrømme"
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED i SIDSTE UGE
det snører sig sammen til et showdown for det samlede persongalleri:

"»Lad nu være med at drikke dig ned, før du har smagt min suppe. Han tog låget af boksen med skinkevand, men da han skulle til at hælde den i gryden, fumlede han og tabte den på bordet. Det skinkevand, der ikke blev suget ind i træet, løb ned gennem revnerne i bordet.
»Åh nej,« sagde Wladimir medlidende.Jerzy sagde ikke noget, han vendte sig om og gik hen hvor græsset begyndte og stod og stirrede ind mellem træerne.»Det går nok,« råbte Wladimir så. »Kom over og få en Kuemmerling til at skylle ærgrelsen ned med.« Jerzy kom gående tilbage.»Jeg skulle bare lige tælle til 10. For fanden, jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har siddet hele dagen og tænkt på det skinkevand. Jeg er så klodset.« »Har du ikke en bouillonterning?« »Nej, ikke engang.« »Det har jeg heller ikke. Ved du hvad: Jeg giver noget mad på Cafeteriet. De har åbent endnu. Sluk for primussen og lad lortet stå, så rydder vi det op senere.« Jerzy lod sig overtale. Wladimir stak et par Kuemmerling i lommen, og de fulgtes ad hen mod Cafeteriet, hvis ruder lyste varmt i natten. Ude mod øst kunne de se det lange lys fra en bil blive kastet op i luften, idet bilen kørte op over den sidste bakke inden fjorden.
Det var Anker Vest, der sad i bilen. Da han anede fjorden foran sig i mørket, tænkte han, at det skulle blive godt med et stykke æblekage på cafeteriet, inden han nåede hjem. Det ville blive det sidste svinkeærinde med guldet, inden det skulle hjem i kælderen. Bare de nu havde åbent.
Gunnar og Torben var nået frem til Cafeteriet ved Fjorden først. Anders havde set skikkelserne nærme sig i mørket uden for ruderne, inden døren gik. Han havde ellers overvejet at lukke, men råbte så ud til Solvej, at nu kom der kunder.
»Endelig sker der noget,« sagde Solvej glad."

første brev + svar i Camille Clouds Brevkasse i WA Bøger
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED SIDSTE UGE!

Hej Camille
Jeg bliver distraheret og personforfulgt af mine kollegaer og har i det følgende nedskrevet nogle af de injurierende påstande, som jeg dagligt må lægge ører til: hvor ser du godt ud i dag/du ser træt ud/har du fået nye sko?/har du fået bleget tænder?/er det noget eksem?/du ser ramt ud/har du tabt dig?/har du taget på?/er du sløj?/du ser friskere ud end i går/man kan tydeligt se, at du har holdt ferie/har du været til frisør?/du ligner én, der har sovet over sig/du ser glad ud/du ser trist ud/du ligner én, der trænger til noget sex/du ser godt nok slidt ud/har du menstruation?/hold nu op, den bluse er sexet/må jeg lige fjerne det lange hår på din sweater?/er du sur?/er du o. k.? /er du nede?/er du oppe?/du ligner én, der er oppe på en nederen måde. Holder det aldrig op?!
Mvh. Gunvor Justesen

Kære Gunvor Justesen
Jo, du kan tro, det holder op :-) Vær dog taknemmelig for, at der overhovedet er nogen, der kigger på dig! Som den australske terapeutforfatter Penelope Whirlington siger: Et kritisk og fordømmende blik er bedre end intet blik.
CC.

onsdag den 22. juli 2015

Jeg bor lige overfor Charles Dickens

AKA Kristian Bang Foss, der søndag og mandag sad dér lige overfor i SIT højskoelværelse, der enten hedder Majblomst eller Margerit, og skrev febrilsk, som en rigtig føljetonist lige op til deadline, på fjerde afsnit af sin fænomenale og fænomenalt morsomme Informations-føljeton "Flyvedrømme", og tirsdag morgen sad jeg VED SIDEN AF HAM til morgenmaden i spisesalen, da han sendte det færdige afsnit af sted til avisen, og jeg tror, han blev lidt forskrækker over, hvor meget jeg hyssede på, hvor stort det var, men jeg synes, det er så magisk med føljetoner, og at den er så åndssvagt DICKENSK god hans.

Og i dag sad jeg lige overfor Line Knutzon og Mette Moestrup, efter deres livfulde Frit Flet-show, da de sendte ugens udgave af Camille Clouds brevkasse, som de havde slåsset med det meste af tirsdagen, ind til Weekendavisen, hvilket de allerede havde gjort, i går, men det var til den forkerte redaktør(vikar).

Closeness to greatness at work is a sweet sweet thing.   

Vi slæber hele lortet med os ud på Highway 61!

jeg har netop
som den mest vilde
ønskekoncert ever
været vidne til, at
Peter Laugesen
for fuld mundharpe
og brillerne ridende
langt nede på næsen
reciterede og SANG
sin KONGE-geniale
fordanskning af Dylans
"Highway 61"; jeg
var et helt Beatles-
publikum af begejstring

tirsdag den 21. juli 2015

I gårs skriveøvelser

(til i går: ABC bestående af ord fra set skrift lørdag)

Google-digt baseret på barndoms-ord

Collage-digt bestående af 10 linjer fra Ekstra Bladets Nationen

(til i dag: liste over søndag efter eget princip)

Håbløs hovedregel

HVER DAGS
TEKSTER
HANDLER OM
I GÅR

Mertz' opråb er til fiktionsholdet, skrivelokalet t.h.,

på Testrup Højskole, som jeg nu lige underviser, eller hvad jeg nu gør, håndfast forvirrer måske - det er mit første "fiktionshold" efter cirka (ingen har overblik) 15 års værksteder på sommerkurset TAG OG SKRIV, og jeg er meget nervøs, fordi jeg aldrig har haft et rent fiktionshold før (men værksteder i læsning, anmelderi, epigoneri), og PÅ GRUND AF renheden, den totale åbenhed: hvad som helst kan skrives på hvilken som helst måde - det er også grunden til at jeg er så nervøs over at SKRIVE ren fiktion/POESI - ergo over-konceptualiserer jeg (også når jeg skriver ren fiktion/poesi, eller også lader som om, det bare sker i ren distraktion/desperation, i sene og fjerne blog-hjørner), jeg har kaldt mit værksted (nu kan jeg heller ikke finde ud af, om det er et hold eller et værksted) for Darwinistisk skriveværksted, og det kan jo kun gå galt, heldigvis, og nu er det tirsdag MORGEN i fucking Engblomme

tirsdag den 15. juli 2014

Hvem mine digtes far er

nåede jeg lige at høre Hans Hauge fortælle i det sidste kvarter af hans foredrag på Tag og læs på Testrup Højskole - det er dér, jeg er, og jeg havde været inde i Aarhus og købe en iPhone til dig, der skulle videre til Hellerup, ubærligt nok! - om "Angsten for indflydelse":

Lars Bukdahls digte er små bidder af Dickens-romaner, for selvfølgelig kan han ikke skrive sådan en hel, tyk roman

SO TRUE! TRUE BLUE!

søndag den 28. juli 2013

Blog on, neo-bloggers!

En stor TAK til bloggerne på Testrups Blogværksted og min medbloglærer Caspar; jeg lærte noget af alle, klart det konstruktiveste sjov, jeg har deltaget i - og de to kollektivøvelser fredag, skifte-stol-øvelsen (kaldet BS-øvelsen endenfor, fordi den begyndte med den første sætning på BS Christaiansen blog - og som storebror til 4 er Caspar suverænt autoritativ: Skift plads!) og skriv-på-samme-tid-øvelsen (eller måske rettere bare: praksissen - som kan kan læses som den nye tekst inde på fællesbloggen!) var verdens lykkeligste skriveøvelser og -praksisser, fordi ægte sammenrØstende, vi ses og i den grad læses!

fredag den 26. juli 2013

Falsk godnatpost

Foruden dem, jeg kendte i forvejen (for det gode), var den bedste til kursistoplæsningen hende, der spillede manisk ufølsom damefrisør, det er som om, der hvert år er én, der er virkelig god til være en anden, én anden, 1 anden, måske er vi alle sammen virkelig gode til at være 1 anden og ofte 1 damefrisør.

søndag den 21. juli 2013

Og så af sted til blogcamp i jysk Brooklyn

 Tagogskriv.jpg

Blogværksted – blakket og tilblækket
Vi skal oprette og skrive blogs – denne snart ikke længere nye og sensationelle internetgenre: Øjeblikkeligt publiceret, pivåben og gratis notesbog om hvad som helst og på hvilken som helst skrivefacon. Vi skal udforske, hvad genren kan og ikke kan (og gøre begge dele). Vi skal eksperimentere med, hvordan en blog mest vildt bliver mest egensindig. Vi skal læse eksemplariske og umulige blogs fra hele det vide net og linke til dem og stjæle (kreativt) fra dem. Vi skal finde ud af, hvad en 'blogget' strategi gør ved andre genrer, fx et digt eller en anmeldelse. Vi skal gå blog amok simpelthen!
Undervisere er de to travle bloggere Lars Bukdahl (Blogdahl) og Caspar Eric Christensen (caspareric)

fredag den 11. januar 2013

Testruptrippen

Om 15 minutter afsløres det, hvem er der får Montanaprisen i år, helst Andkjær, Hesselholdt eller Voetmann jo, god eftermiddag med hexebryg og hexepowerpoint ved Moestrup og Ravn og propagandataler for Champagneprisen ved kursisterne, herunder Lars Frost, der smukt talte for Boberg (som han lovede ville give øl til alle der stemmer på ham), og nu ned gennem sneen og frem til Montana-tamtam!

Solnedgang Kommune

Tilbage på Testrup! Og Solnedgang Kommune er ikke her, der jo er et Marskolbøtte Fyrstedømme, men det dér amerikanske filmakademi, der Oscar-indstiller og kun har kun har indstillet Wes Andersons suveræne Moonrise Kingdom til bedste originalmanuskript (og i stedet for de to reelt rørende Moonrise-teenagere den monotont mutte Hushpuppy-lillepige), men bortset fra det oplevede jeg i går 4 yndlingsauteurer i topform: Tim Burton (Frankenweenie i dejlig tom biograf til 11:30-forestilling - hvorfor er der ikke en nomineringskategori, der hedder: Elskeligste s/h-animerede, levende døde husdyr? Men selvfølgelig og heldigvis er filmen nomineret til bedste animationsfilm); Mette Moestrup (glædeligt genhør med "Hårformer", herligste happeningsvejledning) Hans Otto Jørgensen (hårkogt om hængning i Antwerpen) og Christina Hagen (omsider autoritativ White Girl-oplæsning: overraskende, men effektivt drævende - i forhold til mine egne speedede forsøg, senest for gymnasierektorer på Sandbjerg Gods) (i aftes i spisesalen her på Testrup Highhat-skole).

søndag den 6. januar 2013

Og så på vej til Testrup

og Tag og læs med temaet ondskab og headlineren Knausgård, og jeg indleder det hele (efter kursusledernes indledning) med at gennemgå årets danske bøger, hvilket jeg gør for tredje gang, men jeg føler mig stadigvæk som Erik Skyums afløser, fordi han gjorde det de første mange år, som da vistnok bare var 4, og sidste år gjorde jeg det med influenza, så det henligger lidt i tåge, men nu er jeg rask og rørig (og anti-rørende, håber jeg) og planlægger at lægge audiovisuelt ud med 2 trailers for to amerikanske independent-film, som vi så som en dobbeltfeature i onsdags, Seven Psychopaths og Hushpuppy, og kom i dobbelt humør af (først det ene så det andet) og hvorudfra foredragstitlen er udledt, der selvfølgelig er blevet et omstændeligt todelt ordspil (første del dobbelt spilfærdigt, praler jeg):

AUTENTICI-
TET-
RIS

&

ARTIFICIALI-
TET-
OFFENSIV

onsdag den 31. oktober 2012

Testrupreklamestatusaflæsning

Man plejer at kunne nøjes med at statusaflæse rækkefølgen af navne til et Testrup-ugekursus, sommer eller vinter, og til Tag og læs! til januar er jeg i den lille avisannonce nr. 7 efter Knausgård, Hesselholdt, P. Aa. Brandt, Moestrup, Skyum, Munk Rösing og før Tunedal, H.O. Jørgensen (ikke rimeligt!), Thurah, Major Sørensen (heller ikke rimeligt), Löfström, Voetmann (urimeligt), Hagen (urimeligt - gode digtere vil jeg ikke figurere over, gode kritikere gerne), Friis, Jerslev, Andersen Nexø, Uffe Hansen, hvilket er en af mine bedre placeringer. Men i den sidestore annonce er der også bogstavstørrelsen og - hvad skal man kalde det - linjebefolkningstætheden at tage bestik af; både Knausgård og Hesselholdt får kæmpestort 1 linje hver, hvilket er en fin og rigtig stjernestatus til sidstnævnte, lidt mindre: Brandt og Moestrup (der har kønnede udsagn af Brandt som yndlingsaversion, kønt par ergo), lidt mindre endnu: kritikerparret Skyum og Munk Rösing, noget mindre: Thurah, Tunedal, Jørgensen, større, men mindre end Skyum-linjen: mig, Hansen, Löfström, mindre (end både Thurah- og mig-linjen), Voetmann, Hagen, Major, mindre endnu: Friis, Nexø, René Jean, Jerslev, mindst: Grene Helsted, Abildgaard, Ravn, Eslund, Dorph.

Nå ja, det ser så også ud til at blive yderst lytværdigt, kurset!

onsdag den 22. august 2012

Now, that's what I call a Højskolesang!

Bravo, Thorbjørn og Mads, og syng nu med, bloglæsere: