Julefrokosten findes (sikke en luftighed)

Rig, præcis og nydende MANGEL på virkelighedsrelativitet - slutningen på Kristian Bang Foss' anmeldelse af en julefrokost på Schønnemans i Politiken i torsdags:

"Videre til kødet: Julemedisteren var en kort pølse, der smagte kraftigt af timian.

Derudover var den meget kompakt - der manglede lidt af medisterens porøsitet og fedme. Der hørte grønlangkål og sønderjysk vreden kål til, hvilket vil sige kogt hvidkål, vredet tørt i et stykke klæde og stuvet i masser af smør og fløde. Grønlangkålen var ganske sød og passede ikke helt til pølsen, der i forvejen havde timianens sødme i sig.

Hønsesalaten var lavet på overraskende store stykker brystfilet, der var en smule tørre i det. Der hang ikke meget mayonnaise ved de store stykker, hvilket forstærkede den tørre fornemmelse.

Det fungerede ikke optimalt. Vi savnede de traditionelle små stykker, gerne fra kød, der er kølet ned i kogevandet, så saftigheden er bevaret.

Flæskestegen var også gået hen og blevet tør, hvilket var dødærgerligt.

Specielt når man igen mærkede, hvor godt køkkenet ville os det: Der var to skiver svær for hver skive steg! Vi drak en Kronborg Julesnaps til: Julekrydderier, dild og minsandten også en smule kommen.

Med risalamanden var vi tilbage på sporet. Sikke en luftighed. Og selv om mange af de andre klassiske danske desserter kan noget med syre, som risalamanden ikke kan - tænk bare på koldskålen og citronfromagen - så er kombinationen af vanilje, mandel og kirsebær noget nær en hellig treenighed, der som en mental gribetang hiver juleminder frem fra bagest i hjernen.

For ikke at nævne effekten af varm sauce over en kold dessert."