Rundhoved vs. langhoved

Af pladshensyn røg min fysiognomiske sammenligning mellem Jan Sonnergaard og Christian Skov ud af min kommentar om de to prosaister i fredagens WA Bøger, og det var måske meget godt:

-->

"Sonnergaard ligner på sine forfatterportrætter en polisk smilende, altgennemskuende leder af en dionysisk kult, Skov en melankolsk sukkende, altgennemtvivlende provinspræst. Rundhoved vs. langhoved."

Jeg fik heller ikke mit teksteksempel på yngre Skov-påvirkning med:

" Skov-stilen derimod var og er til stadighed en særdeles smitsom virus, hos erfarne prosaister som Vibeke Grønfeldt og Hans Otto Jørgensen og hos yngre folk som Dennis Gade Kofod (i 2007 medredaktør af en bog om forfatterskabet) og Josefine Klougart. Tjek bare  dette sætningspar fra sidstnævntes nye roman, New Forest: ”Hun forestillede sig tage af sted fra ham. Så ham for sig.” Skært Skovsk! Og smittevejen er tydelig, det er gennem Jørgensen, deres forfatterskolerektor, at virussen har ramt Kofod og Klougart"

Skeptisk overfor den tvivl

Begyndelsen på Kristian Bang Foss' bidrag til Christian Skov-antologien fra 2007, "Læsning af Stranden ved Spar Es":

"Hovedpersonerne i Christian Skovs romane er alle beskæftiget med det, der kaldes det fremmedpsykologiske problem: De tvivler på, at verden og medmenneskene eksisterer. Hvis jeg skulle komme med et ord, der kunne opsummere forfatterskabet, måtte det være tvivl. Hos Skovl tvivles der. Det er ikke til at opnå sikker viden om noget som helst.
  Her er jeg i konflikt med med Skovs bøger. jeg er skeptisk overfor den tvivl.
  Jeg havde forleden en diskussion med en kollega, der mente USA's månelanding var fup. Han smed konspirationsteorier omkring 11. september oven i hatten for at sætte trumf på. Efter en god del argumenteren frem og tilbage om, hvad det var muligt at holde for sandt, lænede han sig tilbage med armene over kors og sagde, at det var et spørgsmål om tro.
  Det med, at man ikke vil anerkende noget fuldstændigt åbenlyst sandt, det, at man siger, at det ikke er til at producere sikker viden, remmer noget i mig, det anfægter mig og kan gøre mig vred og irriteret. Jeg synes, det er uetisk.
  Jeg kan huske selv at have været optaget af den slags spørgsmål omkring medmenneskenes eksistens - måske har jeg snarere leget med dem end taget dem dybt alvorligt. Tænk nu, hvis verden bare var noget jeg forestillede mig. Men for mig er det noget, der hører barndommens og ungdommens selvoptagethed til.
  Derfor er det for mit vedkommende forsonende, at det i Stranden ved Spar Es er et barn, der har den pakke med grundtvivl, som Skovs personer udstyres med. Skovs to bedste bøger, Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben handler begge om børn. At barnet undervejs i sin udviklingsproces sætter spørgsmålstegn ved sine medmenneskers eksistens virker mere overbevisende på mig, end når det er et voksent menneske, der tvivler.
  Men når jeg nu ikke vil tage omverdenstvivlen alvorligt som et filosofisk spørgsmål, hvordan skal jeg så gå til bogen? Jeg må se tvivlen som noget patologisk. Jeg forstår den som et traume, som et sår, som noget usundt. Men hvor kommer det traume fra, hvad er det, der har påført det, hvem har påført Christine fra Stranden ved Spar Es det?"

(SUSPENSE!)

Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."

Det var i ham! - Christian Skov 1922-2016

Vi bliver nødt til lige at lave cæsur mellem litterære dødsfald! I dag mindes vi den hele vejen igennem fremragende prosaist Christian Skov, der nåede at blive 94 år gammel og udgav sin seneste bog, kortromanen (han skrev aldrig langromaner, men han skrev mange noveller) Endnu er markerne frosne, som 81-årig for 13 år siden. Skov gjorde omverdensproblemet til et refræn - det er inde i hende, at ... - i sin klarøjet undrende, udsøgt hypnotiske prosa (der ikke mindst hypnotiserede HOJ og gennem ham endnu flere). Han skrev to romaner om den samme Christine, som et stort barn og som en ung og syg mor.

Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:

"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
  - Hvor er Niels? sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  - Han er her, sagde Christine.
  - Hvem? sagde Tinne.
  - Niels, sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
  - Niels? sagde også Max.
  Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
  - Niels er i køkkenet, sagde hun.
  I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
  - Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
  - Han er i soveværelset, sagde hun.
  Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."

Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):

"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."

 Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.

90'er-afgange

Forfatteren blev ældre end diktatoren, men forlæggeren blev ældre end forfatteren (som han aldrig udgav - inden han omsider begyndte at udkomme på Gyldendal, forfatteren, udkom han på forfatterforlaget Attika, der i 70'erne var et ret cool forlag, hvor blandt andre også Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udkom (og nu findes det vist slet ikke mere?)):

FIDEL CASTRO 90

CHRISTIAN SKOV 94

JARL BORGEN  97