Jeg vil også være Anton Ego

Gode svar på kritiker-enqueten i Politiken fra Susanne Christensen, Kamilla Löfström, Lilian Munk Rösing og Christian Johannes Idskov, men særligt slående OG rammende er henne i et interview om kritik med Amalie Smith og Anders Abildgaard sidstnævnte i sin madanmeldelses-sammenligning:

"Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen. Heri tages alt i betragtning: stedet, belysningen, tjenerne, høfligheden, bordet, stolen, de andre gæster osv. Herfra bevæger anmelderen sig ned til maden: Hvad er den lavet af, hvordan er den tilberedt, hvordan står de enkelte elementer i forhold til hinanden, hvordan står maden til vinen osv. Der er intet, der udelades, og det kunne man måske godt forfølge på litteraturens felt - simpelthen spørge: Hvad er værket lavet af? Hvad er det for en omverden, værket skaber for sig selv?«, siger han og fortsætter: »Hvis udgangspunktet er, at litteraturen altid repræsenterer noget uden for sig selv, så reducerer man dens muligheder, afkorter og affærdiger dens perspektiver. Man må spørge, hvad betragter værket som inden for, og hvad betragter det som uden for sig selv? Hvilke forbindelser opretter det, og hvilke afskærer det sig fra - og ikke mindst hvorfor? Hvilken opfattelse af tid og rum, individ og omverden, tanke og sprog, manifesteres i de valg og fravalg, der er taget?«. Værkets komposition, elementernes placering, deres interne og eksterne relationer er ikke blot en organisering af stof, men et stærkt betydningsskabende element, og det kan der til tider kan være en blindhed for i anmeldelsesformatet, mener Abildgaard."

Løg, sorte som mareridt

The Guardians madanmelder Jay Rayner anmelder den Michelin-trestjernede, parisiske restaurant Le Cinq DÅRLIGT med det vildeste sproglige overskud, et klip:

"Other things are the stuff of therapy. The canapé we are instructed to eat first is a transparent ball on a spoon. It looks like a Barbie-sized silicone breast implant, and is a “spherification”, a gel globe using a technique perfected by Ferran Adrià at El Bulli about 20 years ago. This one pops in our mouth to release stale air with a tinge of ginger. My companion winces. “It’s like eating a condom that’s been left lying about in a dusty greengrocer’s,” she says. Spherifications of various kinds – bursting, popping, deflating, always ill-advised – turn up on many dishes. It’s their trick, their shtick, their big idea. It’s all they have. Another canapé, tuile enclosing scallop mush, introduces us to the kitchen’s love of acidity. Not bright, light aromatic acidity of the sort provided by, say, yuzu. This is blunt acidity of the sort that polishes up dulled brass coins.

We hit it again in an amuse-bouche which doesn’t: a halved and refilled passionfruit, the vicious passionfruit supplemented by a watercress purée that tastes only of the plant’s most bitter tones. My lips purse, like a cat’s arse that’s brushed against nettles.
The cheapest of the starters is gratinated onions “in the Parisian style”. We’re told it has the flavour of French onion soup. It makes us yearn for a bowl of French onion soup. It is mostly black, like nightmares, and sticky, like the floor at a teenager’s party. There are textures of onions, but what sticks out are burnt tones, and spherified balls of onion purée that burst jarringly against the roof of the mouth. A dish of raw marinated scallops with sea urchin ice cream is a whack of iodine. It is the most innovative dish of the meal, though hardly revolutionary. Sea urchin ice cream turned up on Iron Chef America back in the 90s.
A main of pigeon is requested medium, but served so pink it just might fly again given a few volts. It comes with brutally acidic Japanese pear and more of that flavourless watercress purée. A heap of couscous is mined with a tiny portion of lamb for €95. Like the watercress purée, it tastes of little. It comes with gummy purées, unpleasant spherifications of lamb stock and mushy, one-note “merguez” sausages which are nothing of the sort. A sad, over-reduced sauce coagulates on the plate."

 Restaurantens løg-foto:



 Anmelderens løg-foto:

Julefrokosten findes (sikke en luftighed)

Rig, præcis og nydende MANGEL på virkelighedsrelativitet - slutningen på Kristian Bang Foss' anmeldelse af en julefrokost på Schønnemans i Politiken i torsdags:

"Videre til kødet: Julemedisteren var en kort pølse, der smagte kraftigt af timian.

Derudover var den meget kompakt - der manglede lidt af medisterens porøsitet og fedme. Der hørte grønlangkål og sønderjysk vreden kål til, hvilket vil sige kogt hvidkål, vredet tørt i et stykke klæde og stuvet i masser af smør og fløde. Grønlangkålen var ganske sød og passede ikke helt til pølsen, der i forvejen havde timianens sødme i sig.

Hønsesalaten var lavet på overraskende store stykker brystfilet, der var en smule tørre i det. Der hang ikke meget mayonnaise ved de store stykker, hvilket forstærkede den tørre fornemmelse.

Det fungerede ikke optimalt. Vi savnede de traditionelle små stykker, gerne fra kød, der er kølet ned i kogevandet, så saftigheden er bevaret.

Flæskestegen var også gået hen og blevet tør, hvilket var dødærgerligt.

Specielt når man igen mærkede, hvor godt køkkenet ville os det: Der var to skiver svær for hver skive steg! Vi drak en Kronborg Julesnaps til: Julekrydderier, dild og minsandten også en smule kommen.

Med risalamanden var vi tilbage på sporet. Sikke en luftighed. Og selv om mange af de andre klassiske danske desserter kan noget med syre, som risalamanden ikke kan - tænk bare på koldskålen og citronfromagen - så er kombinationen af vanilje, mandel og kirsebær noget nær en hellig treenighed, der som en mental gribetang hiver juleminder frem fra bagest i hjernen.

For ikke at nævne effekten af varm sauce over en kold dessert."

Sen anmelderdebut 1: En ranglet dreng med lilla hår

Krisian Bang Foss debuterede denne fredag som gæste-madanmelder i Politiken Plus med et særlangt pragtnummer, der - som var det faktisk hans med længsel ventede fjerde roman - begynder så decideret klassisk:

"Restaurant Den Fuldkomne Fisker

 

 

Byskovvej 42. Onsevig. 4913 Horslunde.

En ranglet dreng med lilla hår kom trillende ned ad landevejen på et skateboard. I aften sidder han nok ved en bålplads på stranden sammen med vennerne, tænkte jeg, og knipser splitterne fra dåseøllerne ud over havet, prøver at skyde dem helt til Langeland, eller hvad der nu ligger derude i sommermørket.
Selv kørte jeg i bil mod Onsevig Camping for at spise på Restaurant Den Fuldkomne Fisker. Som altid lå provinsen øde hen, og drengen var den eneste skikkelse, jeg så på den idylliske køretur mellem motorvejen og campingpladsen.
Op ad nabohytten til den hytte, jeg havde lejet, lænede sig en fiskestang, og langs det levende hegn, der omkransede pladsen, stod campingvogne og villatelte med campister i klapstole foran.
Kort efter sad jeg på restauranten, der er opkaldt efter Izaak Waltons mesterværk om lystfiskeri fra 1653. Jeg er selv lystfisker og får af den grund ofte bogen i gave. I øjeblikket står der fem i reolen. Jeg har nogle gange haft mistanke om, at der kører en practical joke bag min ryg. Giverne ved heller ikke, at min far er ivrig samler af ’Den Fuldkomne’ og ejer over hundrede forskellige danske og engelske eksemplarer. Jeg er flasket op med Walton.
Restauranten har udviklet et koncept, de kalder lopas: den lollandske tapas. Ordet lyder så fjollet, at man ikke kan lade være at elske det.
»Det er svært at vælge«, sagde en ægtemand ved nabobordet, mens han læste i menuen. Rådvildheden forstærkede en lollandsk melodi i stemmen, som årene i København ikke havde fået has på. Efter børnene blev store, flyttede parret tilbage til fødeegnen. Nu var de på tur med campingvognen.
Selv var jeg ikke i tvivl, jeg ville have den store lopas-menu, syv retter med vinmenu. Bum.
Min første lopas serveret på Lolland, Sjællands Andalusien, så således ud: et stykke baconomviklet torsk omkranset af tre små stykker varmrøget laks og ærteblomster og kørvel (spiseligt ukrudt, som ægtemanden ved nabobordet kaldte det). Torsken, der i forvejen fik salt fra baconen, var blevet oversaltet, og laksens fedme var for meget sammen med svinefedtet. Retten blev domineret af fedt på fedt og salt på salt. Kold hvidvin havde hjulpet på det, men det glas Pouilly Fumé, som værten gavmildt skænkede med ordene »du skal jo ikke så langt«, var desværre lunken"

Er der spørgsmålsnyt? Er det virkelig restaurantudgaven?

Jeg skulle have været i Kulturen På News i aften og have fortalt om anmeldelser med selvstændig æstetisk værdi, den eneste slags der jo burde findes, med udgangspunkt i en fantastisk restaurantanmeldelse i New York Times af en vis Pete Wells, men jeg er jo deep deep undercover i Jylland lige nu, så derfor må jeg i stearinlysets skær nøjes med at aftrykke begyndelsen af anmeldelsen, der virtuost og kosteligt ondsindet består af lutter spørgsmål til restaurantens ejer, og linke til spørgsmålsbølgen i ny dansk litteratur, fra Spørgespil til Spørgsmålene:

GUY FIERI, have you eaten at your new restaurant in Times Square? Have you pulled up one of the 500 seats at Guy’s American Kitchen & Bar and ordered a meal? Did you eat the food? Did it live up to your expectations?

Did panic grip your soul as you stared into the whirling hypno wheel of the menu, where adjectives and nouns spin in a crazy vortex? When you saw the burger described as “Guy’s Pat LaFrieda custom blend, all-natural Creekstone Farm Black Angus beef patty, LTOP (lettuce, tomato, onion + pickle), SMC (super-melty-cheese) and a slathering of Donkey Sauce on garlic-buttered brioche,” did your mind touch the void for a minute?

Did you notice that the menu was an unreliable predictor of what actually came to the table? Were the “bourbon butter crunch chips” missing from your Almond Joy cocktail, too? Was your deep-fried “boulder” of ice cream the size of a standard scoop?

What exactly about a small salad with four or five miniature croutons makes Guy’s Famous Big Bite Caesar (a) big (b) famous or (c) Guy’s, in any meaningful sense?

Were you struck by how very far from awesome the Awesome Pretzel Chicken Tenders are? If you hadn’t come up with the recipe yourself, would you ever guess that the shiny tissue of breading that exudes grease onto the plate contains either pretzels or smoked almonds? Did you discern any buttermilk or brine in the white meat, or did you think it tasted like chewy air?

Why is one of the few things on your menu that can be eaten without fear or regret — a lunch-only sandwich of chopped soy-glazed pork with coleslaw and cucumbers — called a Roasted Pork Bahn Mi, when it resembles that item about as much as you resemble Emily Dickinson?

When you have a second, Mr. Fieri, would you see what happened to the black bean and roasted squash soup we ordered?

Hey, did you try that blue drink, the one that glows like nuclear waste? The watermelon margarita? Any idea why it tastes like some combination of radiator fluid and formaldehyde?

Madanmeldelse, torsdag aften

Harelåret smagte, med tyttebærsyltetøj, bloody springsk.