Viser opslag med etiketten År 9 efter Loopet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten År 9 efter Loopet. Vis alle opslag

mandag den 2. marts 2015

Hollywood skylder Peter Adolphsen billioner af dollars

I USA har en ny komedieserie netop haft premiere, Last Man on Earth, hvis hovedperson og plot - plus centrale detaljer (kunsttyveri!) - er direkte stjålet fra Peter Adolphsens Kritikerpris-nominerede 2013-roman År 9 efter Loopet (selve de zombie-giffende loopere er som det eneste ikke med). Oven i købet tyder alt på, at serien faktisk er god (bagmænd er Lego Movie-auteurerne, der ligesom heller ikke havde opfundet Lego! men de er fremragende tyve, er de), hvilket jo kun gør forbrydelsen alvorligere, GET THAT LAWSUIT ROLLING, P.! Her er et klip fra anmeldelsen på time.com, INKL. (ellers blurred (elsker den effekt)) SPOILER, for den spoiler kender vi jo allerede fra bogen, skandaløst nok:

It’s 2020. Everybody is dead from a virus. Everybody, that is, except Phil Miller (Forte), who for two years has been driving cross-country, in a scavenged tour bus, looking for signs of human life. We find him, scraggly-bearded, crossing off states one by one until he returns to Arizona, where he spray paints “Alive in Tucson” on a road sign and repairs to an abandoned mansion that he’s made his home. (There are no corpses, skeletons or signs of unrest left behind by the plague: we’re talking comedy apocalypse here, folks.)
The first half-hour of the premiere feels less like a comedy series than a well-made Funny or Die video, riffing endlessly on the idea of what a dude might do, in a world with no humans and no rules, to keep himself alive, entertained and sane. He brings home a collection of art treasures and the Oval Office rug. He goes bowling in a parking lot, using lamps as pins. He has long, rambling talks with God. (“Apologies for all of the recent masturbation. But that’s kind of on you.”) Inspired by the Tom Hanks movie Cast Away, he makes him self a posse of friends by drawing faces on balls.
It’s a funny stretch, heavy on audacious sight gags. (You might expect that from producers Phil Lord and Chris Miller, of The Lego Movie.) But what sells it is the understatement. Forte (who also created and writes the show) is dry and a little melancholy as Phil; there’s something almost Bill Murray-esque about his performance. The pacing of the pilot–directed by Lord and Miller–is deliberate, like a short film, with lots of lovely still-life shots to accentuate Phil’s solitude, and the soundtrack makes good use of wistful Kinks classics (“Apeman” and “Shangri-La”). You don’t usually use “beautiful” to describe a sitcom pilot, but this is one beautiful postapocalypse.
The show, as it begins, is kind of a parody of the bachelor fantasy life. There is nobody to make Phil clean up (bereft of running water, he’s reassigned one pool at his mansion as a toilet) or follow rules. He can loot porn mags and $10,000 bottles of wine. The world is his man cave.
And it’s driving him crazy. Months pass, and Phil, despairing of finding another person, decides to kill himself. And here – though information about the show and its casting has been in the press for a while – is where we must enter the spoiler zone (click the link at the top of this review if you don’t care about surprises):
Phil is discovered. He’s the last man on Earth – so far as he knows – but there’s a woman, Carol (Kristen Schaal), who’s discovered him via his spray-painted sign. They’re not exactly soulmates. Where Phil is laid-back, Carol is driven, pushy and determined to improve their lot. (Schaal, who’s specialized in comically intense characters–most recently the voice of the delightfully shouty Louise on Bob’s Burgers – is true to form here.) She moves to the neighborhood, plants a garden, and declares that it’s her and Phil’s job to repopulate the Earth–and therefore, that they need to get married.

søndag den 15. juni 2014

Genrerne er fine på den, fint nok!

Det er svært at tage alvorligt, når den såkaldte genrelitteratur, ved repræsentanter som fx Susanne Staun og Leonora Christina Skov, klager over at blive hånet og ignoreret og forfordelt af finlittraturen og dens mere eller mindre kartel-agtige netværk og institutioner, fra Forfatterskolen over Det danske Akademi til Statens Kunstfond, når genrelitteraturens egne klubber præmierer finlitteære (og/eller af markeret finlitterære forfattere forfattede), kun med vold og magt og nød og næppe genre-korrekte værker: Simon Pasternaks Dødszoner, en ekspressionistisk-minimalistisk krigsroman, blev af Det danske Kriminal-Akademi udnævnt til årets Spændingsroman. Og nu er Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, en encyklopædisk, beskidt realistisk, post-apokalyptisk fabel, udnævnt til Årets Kortroman af Fantasticon, "the national Danish science fiction and fantasy convention" - men TILLYKKE for fanden til Peter A, der utroligt nok ikke har fået nogen litterær pris før og SOM BEKENDT har skrevet en fantastisk fantasi-roman:

Photo: År 9 efter Loopet har vundet Niels Klim-prisen 2014 for bedste kortroman. Jeg er glad og overrasket, for jeg har aldrig vundet en pris før. Så hurra hurra.

År 9 efter Loopet har vundet Niels Klim-prisen 2014 for bedste kortroman. Jeg er glad og overrasket, for jeg har aldrig vundet en pris før. Så hurra hurra.

onsdag den 13. marts 2013

For koldblodighed

Mikkel Bruun Zangenberg, der på mindste foranledning (fx Daniel Denciks Politikens Litteraturpis-nominerede Via katastroferne, eller hvad den nu hed) ryster 5 hjerter ud af ærmet, giver 4 hjerter til Peter Adolphsens År 9 efter Loopet med følgende begrundelse:

Slutningen er finurlig og en smule grum. Men som læser er jeg mærkeligt spaltet. På den ene side nyder jeg Adolphsens skarpe og elegante fantasieksperiment. På den anden side synes jeg ikke rigtig, at fortællingen kommer til live i sin egen ret. Identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum indfinder sig ikke for alvor, og jeg kunne ikke lade være med til slut at tænke på f.eks. den vilde finske digterboheme Pentti Saarikoski som en forfatter, der diametralt modsat leverer kød og overraskelser og blod til læseren. Men i det mindste er denne fantasi 86 sider kort og klar, skæg og egenartet! Det er en stor kvalitet. 

Men, men, men "identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum" er slet ikke effekter, der interesserer Peter Adolphsen. Og det kan man da synes er en helt vrang præmis for at skrive skønlitteratur, men jeg forestiller mig ikke, at Zangenberg har noget problem med at betragte store Adolphsens-forbilleder som Borges og Queneau, Højholt og bogaktuelle Madsen som akkurat lige så store og forbilledlige som kød- og blodleverandører som Saarikoski. Hvorfor dog skulle koldblodighed være mindre litterært skønt end varmblodighed? Det er da noget slemt, slemt vitalistisk vrøvl! Jeg bliver helt irriteret på mig selv over i min egen WA-anmeldelse afslutningsvis at dømme bogen rørende, som om det er en særlig fin kvalifikation, der gør bogen betydeligere end tidligere, mindre eller slet ikke rørende Adolphsen-bøger (Tue Nexø nærmer sig mere eksplicit det synspunkt i sin rigtig gode gode Information-anmeldelse), bogen er jo netop ikke nogen røremaskine, rørtheden ser jeg som et kølighedens overskud hos læseren, i læsningen, knopskydende fra, men ikke fornemmere end, fornøjetheden og svimmelheden.

Også Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende nøjes med 4 stjerner, her er forbeholdene sværere at få øje på:

Adolphsen formår som altid at hive gode spørgsmål ud af det enkle. Såvel ansvarsfølelse som det menneskelige overlevelsesinstinkt efterprøves, og romanen opretholder en humoristisk tone på en baggrund af eksistentielle og naturvidenskabsfilosofiske resonans. Det er Per Højholt-møder-Ungermann/Sigsgaard. Hurtigt læst, men vækkende til eftertanke.

Åbenbart er læsehurtigheden diskvalificerende - hvorfor ellers det 'men' før eftertankevækkelsen (ligesom kortheden mærkbart patroniserende roses hos Zangenberg: korthed passer til koldblodighed, fordi koldblodighed er en hierarkisk lavere litterær kvalitet end varmblodighed, der sagtens og gerne må brede sig)? Adolphsens bog kan ikke være rigtig god, fordi den er så kort og hurtigt læst, og igen vrøvl, vrøvl, vrøvl, jf. Højholt, Borges etc. Per Krogh gav til gengæld Josephine Klougarts Èn af os sover 6 stjerner; i Informations lille læse-enquete har Adolphsens dette svar på spørgsmålet om den værste bog, han har læst, der meget smart spejler Zangenbergs meningsløse Adolphsen-Saarikoski-dikotomi, dette er mandens eget bud på en antipode (som nok ikke direkte forbedrer hans chancer for at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket han ellers i gigantisk grad (atter) fortjener):

Det må være Josefine Klougarts Stigninger og fald. En ekstremt prætentiøs, unødigt knudret og aldeles humorforladt bunke opbagt lyrisk metaforsuppe-klingklang uden andet faktisk indhold end ret ordinære natur- og barndomsbeskrivelser. Men andre får jo tydeligvis noget ud af det, hvilket er helt fint; læsere er som sagt lykkeligvis forskellige, og der skal være bøger til alle slagser, men nu du spørger, så vælger jeg at svare ærligt.

mandag den 18. februar 2013

Collagekritik

Alle bøger burde have collageplakatomslag som Hvedekorns billedredaktør Christian Vinds til Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger, der kan foldes ud til en stor fra titlen fremassocieret s/h-collage, med parodisk/oprigtigt forbillede i de skrækkelige tematiske collager, vi blev sat til at lave i børnehaven og skolen.

Men jeg kom til at tænke på, at man efter samme metode også kunne lave collage-anmeldelser - her er betydeligt primitivere og mindre virtuost min collage-anmeldelse, inden jeg skriver den på skrift, af Peter Adolphsens År 9 efter Loopet: