Jeg ved, at Olga Ravn, eks-kritiker på Femina og
Information, kan lide, at hendes medredaktør og skolekammerat Josefine Klougart
er indstillet til Nordisk råds Litteraturpris for anden gang, men jeg ved ikke,
hvad hun mener om Klougart som forfatter, og det vil jeg gerne vide. Digteren
René Jean Jensen slagtede spektakulært
Henrik Dahls debutroman i Information, og det kunne temmelig mange digtere
lide, men det er for nemt at mobbe dilettanter: Vi vil se professionel brydning!
Det svarede Olga ikke umiddelbart på, men på hendes blog kunne jeg "læse" denne uimponerede Mary Poppins-gif:
Når min facebookstatus er en nyhed i avisen:
- i går postede hun så, som del af sin blog-julekalender denne gif-duo,
Hvad Josefine Klougarts nye roman siger den er:
Hvad Josefine Klougarts nye roman rent faktisk er:
som vel skal forstille at sige noget kritisk om Klougarts nye roman Om mørke, måske er det faktisk Danmarks første (kritiske) gif-anmeldelse, og al ære for eksperimentel kritik, men hvad siger dobbelt-giffen egentlig? At romanen gerne vil være et monster i en mobiltelefon, men i virkeligheden er den en dukset hestepige. Det er afgjort en rammende og vittig formel, men er det nok? Kan man som kritiker, og det mener Olga forhåbentlig stadig hun er, nøjes med den slags terroristisk koket maskepi, bliver man ikke nødt til at melde anderledes artikuleret kulør?
yo lars altså... bloggen (og på olgas også gifferne) fungerer vel på den måde at de selv bestemmer hvad de er. når giffen således ikke passer ind som anmeldelse fordi den ikke er 'anderledes artikuleret kulør', jamen så er det sgu da vel nok fordi det ikke er en anmeldelse?
SvarSletgiffen er jo en måde altid at sige noget om sig selv, fordi det giffen er, er en andens billeder ofte, som den der bruger giffen siger 'hey det passer på det her som jeg tænker i mit liv'.
jeg synes faktisk det er et problem hvis du begynder at udvidde anmelderkriterier til blogosfæren, hvis man skal have ret til at sige noget, især hvis det hænger sammen med at man har en anmelder-praksis ved siden af (og til det vil jeg bare sige at men er kritiker når man laver kritik, og når man ikke laver det så er man alt muligt andet synes jeg).
nåmen hvis du har ret i de der semi-retoriske (jeg giver dig semi) spørgsmål, jamen så blev internettet lige en hel del kedeligere.
nåja eller det her: havde det på en måde ikke bare været nok hvis lilian munk røsing havde lavet en gif hos politiken med et massivt sort bankende hjerte der blev mere og mere rødt for herefter at bløde lidt for herefter at spalte sig ud i 6 hjerter?
det jeg bare gerne vil sige er: kære voksne, i er allerede så kedelige i jeres omgang med litteratur og i det litterære miljø. vil i ikke nok lade os være på internettet.
kh
caspar
Jeg kan godt se, at hestepigen også kan forestille Olga selv, der bare dømmer romanen 'thumbs-up', fino fin og god nok vs, mobil-apokalypsen i mikobølgeovnen, og så giver min egen heste-gif måske faktisk også mere mening, eller hvad?
SvarSletOlga har lige tweetet denne tweet:
Man må gerne lave sjov med litteraturens heste
Ja, man må lave alle mulige former for sjov, men en gang imellem er det velgørende med noget kritisk klarvrinsk. I forhold til tidligere generationer, der havde alle mulige heftige interne diskussioner, synes jeg bare, Olgas generation liker og lirer for meget og anfægtes og anfægter for lidt.
Bare rolig, Lars, jeg begynder at anmelde for Politiken fra næste uge. Men jeg ville aldrig kunne anmelde Josefine, fordi vi har gået på Forfatterskolen sammen, og har lavet Den blå port sammen, og fordi vi er venner, og fordi Josefine i fortrolighed har fortalt mig ting om sit liv og sine bøger, som jeg ikke ville kunne se bort fra, når jeg læser det, hun har skrevet. Modsat mange andre kritikere, I know, synes jeg ikke jeg kan anmelde folk, som jeg på den måde har personlige relationer til. Det er svært at sige, hvor grænsen går mellem bekendtskab og venskab, I know, men så må man lige føle efter. Jeg kunne fx aldrig finde på at anmelde et menneske, jeg havde været i seng med, om det så var et enkelt beruset knald. Nå! Men det er jo netop det herlige ved gifferne! At det er en anden position at tale fra, der har en anden lethed, det er mere personligt, og som Caspar også siger, det er ikke en kritiker, der taler på min blog. Det er bare mig, som privatperson. Det er måske lige præcis den bardisk eller det rygerskur, du efterlyste i den blæksprutte. Alle får et par på hovedet, ingen går fri, og det hele er lidt mindre alvorligt. Jeg ville fx meget gerne lave sjov med litteraturhistoriens alvorlige heste. Dem finder vi jo ikke kun hos Josefine. Når jeg skriver for en avis, føler jeg, at ansvaret er et andet. Blandt andet fordi en anmeldelse (og særligt i Politiken) kan have stor betydning for salg af en bog, for den anmeldte forfatteres karriere, og der synes jeg, der er forskel på blog og avistrykt kritik. Jeg tror måske, vi er uenige på det punkt. Jeg tænker, du måske gerne ville publicere det, du skrev på bloggen, i en avis, hvis muligheden bød sig. Eller hvad? Men det tror jeg ikke, jeg ville gøre. Tænker konteksten er anderledes ift. avis/blog. Og det er dejligt for mig, dejligt at der er forskellige steder at tale fra, hvor det man siger, skifter karakter, eller man kan sige det på en hel anden og mega fjollet måde på bloggen, og så lave dejlige, mere professionelle, mere grundige læsninger i en avis. Jeg kan faktisk godt lide den opdeling. Det, at man kan gøre begge ting på samme tid, peger måske også på, at den opdeling ikke er så rigid. Men you know, forskellige kontekster, forskellige udsagn, forskellige udtryksmåder. Cheers!
SvarSletJeg ser først Caspars kommentar nu, og jeg vil jo ikke undvære Olgas gif og slet ikke Klougart-duoen (selvom det lidt kommer til at lyde sådan til sidst i min kommentar, med for meget og for lidt, sorry), jeg vil bare ikke nøjes med den (og det lader Olga (og "hendes generation", skrækkelig klump) mig nøjes med, når hun nægter at "artikulere" sin kritik på anden vis end gif-vis - og udfoldet kritisk talent forpligter, er jeg bare så kedelig at mene), jeg vil have alle mulige former for kritik, både gøglende og grusomt akademisk og alt muligt rasende og reflekteret midt i mellem, og jeg gider aldrig lade nogen være på internttet eller i avisen eller i Føtex, så barnlig er jeg. kh
SvarSletOg ser først Olgas kommentar nu, efter mit Caspar-svar, som jeg nemlig pauserede indeni - besværligt med de her elastiske net-nuer! Vender tilbage snarligst
SvarSletMen herligt at du bliver Politiken-anmelder, Olga! they need it (se mig like!)!
Giftigt
SvarSletMen Olga! Hvem, inkl. Josefine, kan undgå at læse din Klougart-gif som et stykke kritisk kritik? Især da du ellers ikke har for vane at forholde dig kritisk til navngivet forfattet ny dansk litteratur, med-generationel eller ikke, i dit bloggeri & gifferi (du anbefaler gerne alskens jævnaldrende og klassekammerater, men du kritiserer så godt som aldrig - en anbefaling er også et stykke kritik). Og kritik, lige meget hvor blogget-personlig-frivol-poppet i sin form, forpligter sgu da altid. Til at svare på en udæskning fx. Jeg er helt med på anmelder-inhabiliteter, venner, elskere, familie. Men hvem forhindrer dig i alle mulige andre steder, fx her i kommentar-feltet, at udlægge din Klougart-gif, en kommentar er jo nemlig ikke en anmeldelse. Jeg anmelder heller ikke min bedste ven og min kæreste, men jeg fortæller gerne på bloggen og andre steder, at og hvorfor de skriver fremragende. Og jeg vil jo for fanden vide, hvad du har at sige,, fordi jeg tror, du har noget interessant (og underholdende) at sige, hvis du bare gav dig selv lov - og hvis man vil forholde sig til den nye, unge litteratur, som jeg håber du vil gøre på Politiken, kan jeg ikke se, hvordan man kan lade være med at have en markeret mening om JK's hyst illuminerede (6 fucking hjerter) forfatterskab. .
SvarSletStøtter denne her bidende og helt relevante kommentar:
SvarSlet"det jeg bare gerne vil sige er: kære voksne, i er allerede så kedelige i jeres omgang med litteratur og i det litterære miljø. vil i ikke nok lade os være på internettet."
særligt da fordi den efterfølges af disse:
"så barnlig er jeg"
og
"se mig like!"
Som effektivt undermineres af denne slutkommentar:
"Og jeg vil jo for fanden vide, hvad du har at sige,, fordi jeg tror, du har noget interessant (og underholdende) at sige, hvis du bare gav dig selv lov"
I børn skulle tage og gro lidt skæg. Hvad er "børn"?
SvarSletEr nødt til at pege på den her GIF-fils-blog, som er ret sjov og har eksisteret i nogle år: http://whatshouldwecallme.tumblr.com/
SvarSlet