Vildt fornuftige præmier

Statens Kunstfonds litterære udvalg har givet præmier på 5 x 50.00 til 5 forfatter af 5 bøger, Christina Hesselholdt for Vivian, Andreas Pedersen for Fryden, Harald Voetmann for Sulpicia. En romersk digter - alle de 3 bøger har jeg være uforbeholdent vild med - og Katrine Wiedemann for Ved guderne bord, som jeg har læst begyndelsen på 8som var god) og Jan Oksbøl Callesen for Hr. Løve og æbletyven. I stedet for Jan Sonnergaard er litteraturprofessor Dan Ringaard trådt ind i udvalget, det kan kun være en god ting!  Ikke mindst Andreas' vildt underanmeldte og dermed også undervurderede debutbog Fryden skal udvalget have ros for at have fået øje på. Og det er heller ikke ufornuftigt, hvad de skriver om den (link til hvad de skriver om de andre: her):

”Fryden” af Andreas Pedersen, Gladiator

Digte, noter, prosastykker og andre tekster, nærmest løsrevne som optegnelser, kritik, system og ikke system, blandes i en særegen skrift i Andreas Pedersens ”Fryden”. Overordnet handler det om at leve et liv. Med alt, hvad det indebærer. Med kæreste, forældre, søskende. Barndomserindringer. Ungdomsoptegnelser. Dannelse, omdannelse. Andreas Pedersens skarpe og finurlige sætningskonstruktioner rummer på én og samme tid både de store og de helt små øjeblikke om det at være til. Nu. Som en ung voksen. Uden bekymringer, med bekymringer. Uden sorg, med sorg. Der er ingen tvivl om, at Andreas Pedersens debut med en bog så præcis og så velsyngende, er rasende flot i sin opbygning, hvor hans ærlige blik og syn på tilværelsen sætter sig fast. Og bliver siddende. Usentimentalt sine steder. Andre steder meget rørende og hudløst. Sproget er i sig selv som lussinger og kys. ”Fryden” er som bog ikke genrebestemt. Den rummer på en måde også det hele.  Og genrebetegnelsen ”liv” sætter vi ikke på bøger. Endnu. "

 

Tak, Søde Jan*

og Rare Thomas og co. i Statens Kunstfonds Litteraturudvalg**, der har givet mig et arbejdslegat til at skrive en efterfølger til Generationsmaskinen, som jeg i min ansøgning reklamerer for således:

"Jeg vil gerne ansøge om et arbejdslegat til at skrive en opfølger til min bog Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst 1990-2004 fra 2004 – med arbejdstitlen Søgemaskinen. Dansk litteratur som yngst 2004-2017 (forhåbentlig ikke 2018, selvom det passer bedre= 2 x 14 år).

   Konceptet vil grundlæggende være det samme både systematisk generations-fundamentalistiske og usystematisk attituderelativistiske som i 2004-bogen: 1. Fremgruble forskellige måder at organisere de debuterende (= yngste) digtere fra perioden på og kritisk undersøge de måder, de faktisk  er blevet organiseret på (Generation Etik fx) og mere eller mindre frivilligt selv har organiseret sig på, både typologisk og kanonisk. 2. Portrættere alle (som i A L L E, dvs. arbejdende indenfor ALLE genrer og tilhørende og ikke-tilhørende ALLE kliker) i mine øjne dagsordensskabende og betydelige og værdifulde og skidegode og bare læseværdige debuterende forfattere/forfatterskaber i perioden - fra Rasmus Hallling Nielsen (hvis undergrundshæfter 2002-2004, jeg ikke havde opdaget dengang), til Andreas Pedersen, der debuterer her i foråret 2016 på Gladiator (men som for længst er præ-debuteret i Hvedekorn og Forfatterskolens Afgangsantologi).
  Det er ikke, som om debutanterne og debut-litteraturen siden 2004 ikke er forsøgt portrætteret og kortlagt i avisartikler, tidsskriftsessays, antologier og som del af større undersøgelser af moderne litteratur/poesi (i Marianne Stidsens Den ny mimesis, 2015, læses et enkelt værk af en post-2004-debutant, i Peter Stein Larsens Poesiens ekspansion og antologien Dansk samtidslyrik, også 2015, en hel del), men ingen har på den store skala forsøge at skrive (multi)generations-monografi og talent-encyklopædi.  

  Men hvorfor er det nødvendigt og meningsfuldt at skrive sådan et monstrum atter? Lad mig citere mig selv fra første side af forordet til Generationsmaskinen:

  ”Det er (…) bogens præmis, at halvfemsernes og nullernes yngste litteratur, i al enkelhed defineret som debutanter poppet op og frem siden ca. 1990, er værd at bruge ordentlig og meget tid på, og at det ikke bare er meningsfuldt, men nødvendigt at forsøge et kvalificeret, differentieret og ekstensivt overblik, mens samtid er. Så kan og bør senere tider foretage deres skrappe og nådesløse sorteringer, men der skal jo for syv søren være noget at sortere i. For nu bare at tage de nærmeststående årtier så har jeg da mere end én gang bandet over fraværet af kritiske kataloger over halvfjerdsernes og firsernes litteratur som yngst: Hvordan skulle en litteraturinteresseret anno 1980 få nys om Viggo Madsen og Eske K. Mathiesen (eller bare Peter Laugesen), og hvordan skulle en litteraturinteresseret anno 1990 få nys om T.S. Høeg og Bo hr. Hansen (eller bare Pia Juul), og hvordan skal en litteraturinteresseret anno 2004 få nys om nogen af dem (bortset fra Laugesen og Juul), men nu er der en mulighed for, at han/hun i det mindste kan få nys om Lone Munksgaard Nielsen og Kaspar Kaum Bonnén. Desuden så burde samtidslitteraturen pr. definition interessere samtiden, hvis den altså er interessant, hvilket jeg hermed påstår, at den er. Og nogle gange handler samtidslitteraturen endda rent faktisk om – og med! – samtiden.”

  Det sidste er kun blevet endnu mere sandt i mellemtiden, med Yahya Hassans stratosfæriske 2013-debut og den forøgede opmærksomhed på – og udadvendte aktivisme fra – unge forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og Caspar Eric med flere.
  Jeg vil også gerne i den nye bog revisitere de to generationer (”1990-1996: den regelrette halvfemsergeneration” og ”1996-2004: den kaotiske degeneration”) og alle undtagelserne fra Generationsmaskinen,, og fortælle de gode og dårlige historier om, hvad de har gået og bedrevet siden sidst (og måske endda også revidere nogle af skråsikkerhederne fra første gang rundt). Men det primære, laser-bebrillede fokus vil klart være på Det Nye og De Nye (som jo imidlertid alt andet lige finder sted dybt dialogisk determineret af Det Gamle og De Gamle, som derfor ikke kan lades uomtalt(e) selvfølgelig).

  (...)
  Jeg håber, I vil støtte arbejdet med min maskine nr. 2; jeg glæder mig sådan til at konstruere den og ikke mindst opleve andre benytte sig af den."

- i betragtning af, at Lagermand Lundmes forfatterskab (hvis seneste kapitler jeg til gengæld har været glad(ere) for) afvises brutalt og summarisk i Generationsmaskinen, hvor Sonnergaards forfatterskab skildres som en begyndende forfaldshistorie (der ifølge mine anmeldelser og andre offentlige udgydelser kun er gået yderligere ned ad bakke siden), er det sgu da meget sejt gået, at de og co. har givet mig penge til at skrive en fortsættelse,

SOM JEG HÅBER, AT I, BLOGLÆSERE, HOLDER MIG, MASKINISTEN, FAST PÅ!

*
(fra 2009-interview med Jan Sonnergaard om 80'ernes København)

Floss
”Floss var dengang et af de nye steder, ret hårdt og lidt skræmmende. Musikken var hård og der var spejle alle steder. Det var musikstedet, hvor man hørte den nye livebootleg med Bowie på fuld drøn og tænkte på hvor fremmedgjorte man egentlig var, eller hvad man nu tænkte. Og så de cool mennesker. I dag kommer der stadigvæk et hav af rockmusikere og digtere. På den måde har stedet ikke ændret sig særlig neget siden dengang. Men i dag er der mere hyggeligt selvom musikken stadigvæk spiller en kolossal rolle. Måske er det den bedste bar i hele landet, og det sted der minder mest om Berlin. Jeg er jo blevet en gammel svinger, så jeg kan ikke tåle at sidde og drikke til kl. 3 om morgenen. Been there, done that.”
”Søde Jan”
”Jeg er i øvrigt blevet hædret af Floss, De har opkaldt en cocktail efter mig. En ”Søde Jan” som er ”sød og stærk” lige som mig. Hovedingrediensen er grappa, og så er der rom, vodka, marchino, cointreau, angustura, isterninger og et cocktailbær. Og så et knivspids kokain (som man ikke skal regne med at få i praksis).”


**

Legatudvalget for Litteratur

• Tomas Lagermand Lundme (formand), forfatter og dramatiker, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
• Jan Sonnergaard, forfatter, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
• Juliane Wammen, oversætter, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
• Kamila Slocinska, illustrator, udpeget af kulturministeren
• Malene Fenger-Grøndahl, journalist og forfatter, udpeget af kulturministeren

- toilettet på Floss

De Koijns litterære påmalkning nr. 2

Det er 16 år siden, Helle Helle og jeg overrakte Malk de Koijn Maarum-prisen, og nu modtager drengene omsider endnu en litterær hædersbevisning, nemlig en af Statens Kunstfonds produktionspræmier* for tekstopsamlingen og scrapbogen Postkort fra Langestrand. Det er kraftedeme godt gjort! Og sikke også tilsammen en smuk og eksemplarisk broget flok af modtagere (jeg har ikke læst Korneliussens HOMO Sapienne, men skal have gjort det en af dagene). Niviaq Konreliussen, Jakob Martin Strid, Niels Lyngsø (for Proust-fordanskning, ikke erotisk lyrik), madame Nielsen og Malk. Her er en afskrift af et tekstfragment fra Blæs Bukkis notesbog i den skønno skønno volume:

KIGGER PÅ MIG LISSOM OM JEG VAR EN
DYREPARK SPØR DIG SELV HVORNÅR KOMMER
JERES SPRITNY LUR-PAK - DET SMØR PÅ
FRANSK - JEG TÆNKER HURTIGT OG JEG
FANME SPRÆLSK - DU EN HUNDE
MUND MED BACILLER OG RABIES
GUFFER LØS I EN SKÅL MED SMARTIES
RAF RAF RAF DIN VAMLE GRIS
VI KØBER SLIK TIL DEN
GAMLE PRIS



*
Statens Kunstfond vælger de bedste bøger fra efteråret 2014
Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne
”HOMO sapienne” er anderledes på mange måder, og samtidig tematiserer den det velkendte: ungdom, seksualitet, kultur, identitet. Den er først og fremmest queer. Alene titlen er en sproglig genialitet. Romanen er en ungdomsroman for voksne; den er en campus-roman, for den foregår omkring universitetet, den er en byroman, og så markerer den det grønlandske gennembrud i rigsfællesskabets litteratur, selvom den ikke gør meget ud af grønlandskhed på nær i et kapitel.
Jakob Martin Strid: Mimbo Jimbo og den lange vinter
Bogen er en hyggelig fortælling, der hylder sammenhold som det bedste værn mod kulde. Som læser kan man blive ved med at gå på opdagelse i alle de små fortællinger, der ligger i Strids billeder. Jakob Martin Strids ”Mimbo Jimbo og den lange vinter” er en original og fantasifuld brise i dansk børnebilledbogstradition.
Niels Lyngsø: oversættelse af Marcel Proust Den genfundne tid, 1 og 2, bind 12-13 af På sporet af den tabte tid.
Niels Lyngsø skriver på et dansk så ubesværet, let og musikalsk som en fordums sommerdag, så vi kan føle os hjemme og trygge som læsere, men samtidig går han aldrig på kompromis med den franske teksts lange, sansede sætninger, med indskud og indfald og homoerotiske hentydninger. Lyngsø åbner således på forbilledlig vis det danske sprog op for det fremmede, optager det og sender det så ud som et flydende og rigere dansk. Det er en sjælden kunst, men en, Niels Lyngsø bestrider.
Madame Nielsen: Den endeløse sommer
Trods forsidens bedragerisk svulstige typer, er det en roman så rig og kompleks, at ingen genfortælling kan yde den retfærdighed. Det er en på samme tid stram og vildtvoksende fortælling, der knopskyder tværs gennem tiden, trækker spor og udstikker retning. Det er en usædvanlig og rørende roman om kærligheden, døden, tiden og skæbnen – den sjældne, lynende skæbne og den, der blot fører mennesker længere ind i parcellivets tristesse. Man ler og græder, man overraskes og vækkes og må under læsningen fuldstændig hengive sig til Madame Nielsens virtuose skrift.
Malk de Koijn: Postkort fra Langestrand
Malk de Koijns anarkistiske, karnevalistiske, aldeles respektløse, monstersjove og dybt virtuose omgang med vores højhellige modersmål er DØ SJÆT. Punktum. De tre herrer, Blæs Bukki (Lasse Bavngaard), Tue Track (Anders Brixen Christiansen) og Geolo G (Janus Borup Staffe) er uomtvisteligt høj- og finlitterære i en ærværdig tradition for nonsenslitteratur, der strækker sig tilbage til Rabelais over Lewis Carroll og Per Højholt.
Om Statens Kunstfonds præmieringer
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur præmierer hvert år et antal værker, som de synes betyder noget ganske særligt for dansk litteratur. I foråret præmieres bøger fra efteråret, mens forårets udgivelser præmieres i efteråret. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr. Man kan ikke søge om præmiering. Udvalget vælger frit mellem samtlige udgivelser i den pågældende periode.
Om udvalget
Medlemmerne af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur i perioden 2014-15 er: Anne Lise Marstrand-Jørgensen (formand), Camilla Hübbe, Sara Koch, Hans Hauge og Peter Adolphsen

Harald bliver ved med at få smidt penge i hovedet

yderst fortjent, og forhåbentlig og formdoentlig stoppe det ikke her -

og Frit flet får mere end en flad fregne x 3, det er stadig en prægtig bog -

og faglitterturen har nu også fået fedtet sig ind på præmierne, og godt for fagbogsforfatterne, men skidt for digterne:
 

Statens Kunstfond vælger de tre bedste bøger fra foråret 2014

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har valgt at præmiere tre bogudgivelser fra foråret 2014

28. oktober 2014

De tre udgivelser har efter udvalgets vurdering på hver deres måde betydning for dansk litteratur i dag og fortjener derfor en særlig udmærkelse. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr.

Om de præmierede værker siger udvalget blandt andet:

"Alt under månen" af Harald Voetmann
"Snart sagt hver eneste sætning kunne fremhæves; vi vælger denne: 'I en ussel hytte med tangtag ligger en hovedløs måge i en gryde på bordet, badet i eget blod. Der løber tråde af blodet gennem grødresterne i fad og skåle.' Man skulle være en hovedløs måge for, at mene at Harald Voetmanns ’Alt under månen’ ikke fortjener en præmiering".

"Frit flet" af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
"Det er en rørende, intelligent og humoristisk bog, der udforsker køn, frihed, krop, forbrugerisme og hvad det vil sige at være menneske. Midt i en tid præget af polariseret skyttegravskrig er det forfriskende, at spørgsmålet om hvad feminisme er stilles med ægte nysgerrighed."

"En europæisk Danmarkshistorie. Fra oldtiden til i dag" af Lars Hovbakke Sørensen
"Det er en helt enestående præstation. Den giver ligeså meget plads til Yngre Bronzealder som til Valdemar d. 1 og Danmark i 2. verdenskrig. Lars Hovbakke Sørensen behersker danmarkshistorien ned til mindste detalje og med et overblik og et udblik, der imponerer. Fremstillingen er ny, derved at den søger at forklare – et yndlingsord i bogen – det, der sker i Danmark med, hvad der sker i resten af Europa."

Konceptualisten HV Holst

Statens Kunstfonds nye legatudvalg for litteratur, Anne Lise Marstrand-Jørgensen (voksenbogsforfatter), Peter Adolphsen (voksensbogsforfatter), Hans Hauge (universitetslitterat), Camilla Hübbe (børnebogsforfatter) og Sara Koch (oversætter), har uddelt deres første uddeling: 5 efterårsbøger har de givet pengepræmier: Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store, Birgitte Krogsbølls Dyr med næb ordnet efter antal vinger:, Ida Jessens Postkort til Annie, Lars Frosts Kongskilde NS 5100 og Ellen Wulfs oversættelse af 1001 nat. Vi er i vores højtlæsningsprojekt kun kommet til forordet til 1001 nat, men det lover godt, selvfølgelig! Ellers er jeg meget glad for præmien til Birgitte Krogsbøll, - hvis mikroskopisk smalle bog, jeg forestiller mig, Peter Adolphsen har i det mindste opdaget - med denne gode begrundelse:

Ikke kun videnskaben har sine klassifikationssystemer, der ordner virkeligheden, så man kan tale om den, også sproget har sine, ja, hele vores måde at tænke på forudsætter at vi konstant klassificerer alting. Med Birgitte Krogsbølls fine, lille bog "dyr med næb ordnet efter antal vinger:" (kolonet er en del af titlen) har poesien i listeformat nu givet os sine egne klassifikationssystemer; systemer, der bringer uorden i virkeligheden, så vi måske netop kan tie om den. Og bare læse. Og fnise – for overalt er bogen gennemsyret af en diskret og elegant humor. Og inderst inde finder vi et endnu mere diskret jeg; digteren, denne Birgitte Krogsbøll, som titter frem i en tekst som denne:

 liste over ting, man med lidt varsomhed kan gøre samtidig:

a)     drikke te

b)     belure kat

c)     poppe majs

d)     nynne sange

dyr med næb ordnet efter antal vinger: er en smuk, besynderlig, sjov, klog og dybt poetisk bog, men samtidig får den sagt noget om selve indretningen af menneskers måde at tænke på. Det fortjener en præmiering.

Jeg er helt okay med Ida Jessen, og jeg kan aldrig være imod en præmie til Lars Frost, selv ikke for hans svageste bog, thi i sammenligning med hvad som helst er den jo bomstærk. Men hvad sker der for præmien til Hanne-Vibeke Holst eklatant klodsede roman; det er den, der afslører uddelingen som en studehandel: Hvordan er Adolphsen rent fysisk nået frelst igennem denne oppumpede omgang kokset normalprosa (Marstrand-Jørgensen har måttet optræne sig selv til at skrive forholdsvis rugbrødsagtigt i sine laaaange romaner, og det kan vel ikke undgå at påvirke blik-kræsenheden)? Første del af begrundelsen lyder umiskendeligt Haugesk, fordi den post-kvalitativt kun taler om romanen som autofiktivt og litteraturteoretisk interessant.

Hanne-Vibeke Holsts roman med den tvetydige titel "Knud, den store" er en enestående tekst. Det forbliver ubestemmeligt om Knud Holst opførte sig som en stor mand, eller om han måske alligevel var det? Datteren dømmer ikke. Hun er forbavsende neutral. Dernæst kalder hun teksten en roman og ikke en biografi. Romanformen giver hende også større frihed til at leve sig ind i farens liv. Der findes andre romaner, hvor forfattere skriver om andre forfattere, men her er det helt specielle, at en forfatter skriver om sin far, der var forfatter, og hvis mor også var forfatter. Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Er det en tragisk historie, hun fortæller? Om en miskendt forfatter? Om et liv der ikke lykkedes? Både og. Den er i al fald også en rehabilitering af en efterhånden overset forfatter. 

Romanen er både biografisk og selvbiografisk; Hanne-Vibeke Holst er med i den, men holder sig tilbage, så hun ikke skygger for Knud Holst. Hun skriver på en måde den (selv)biografi, som faren drømte om at skrive. Hun fuldender hans værk. Romanen er enestående, fordi den er en klassisk, folkelig, realistisk roman, der handler om en modernist, der ikke skrev realistiske romaner. To litteratursyn mødes. 

Den konceptuelle listesamling præmieres for sin realisme, den realistiske roman for sin konceptualisme. Spøjst!

BREAKING: Jes smider den ene fez

Så er Jes Stein trådt ud af Statens Kunstfonds litteraturudvalg, smart nok, og minuttet efter jeg havde skrevet min blogpost om sagen, så stor magt har Blogdahl!

Uden at indrømme noget magtkoncentrationsproblem eller bare, at han har meget magt som litteraturredaktør på Politiken - det er et rent (kramspørgsmål komme jeg til at skrive i 1. omgang, og det er også rigtigt nok, jeg mente:) karmaspørgsmål:

»Jeg vil ikke have dårlig energi ført med ind i det arbejde for litteraturen, som jeg havde glædet mig til at udføre«, siger han.(...) Trækker du dig, fordi du er enig i, at du er inhabil?
»Nej, det har overhovedet ikke noget med inhabilitet at gøre. Men man mener simpelthen, at mit arbejde er så synligt på Politiken, at det i sig selv betyder, at jeg har enormt meget magt«, siger litteraturredaktøren og fortsætter:

Men ikke uden at mistænkeliggøre de forfattere og forfatteroganisationer, der har været modstandere af hans medlemskab:

Før delte forfatterne selv pengene ud mellem sig, og der var en masse beskyldninger om nepotisme. Det her skulle mindske risikoen for nepotisme og sikre en ekstrem åbenhed«.
Det lyder næsten, som om forfatterne er sure over, at de ikke kan sidde i udvalget og dele penge ud til hinanden længere?
»Jeg har da tænkt mit i forhold til, hvorfor interesseorganisationerne melder sådan ud«, siger Jes Stein Pedersen.

Dengang udvalget var et tremandsudvalg sad der jo for fanden altid en kritiker/litterat som nr. 3, men der har rigtignok ikke før siddet en (fungerende) litteraturredaktør, hallo!

Jeg har en mening om Jes Stein Pedersens dobbeltrolle

Helt tilbage, da det uden megen støj blev meddelt, at han skulle være medlem af Statens Kunstfonds nye litterære udvalg, ville jeg have skrevet en blogpost med overskriften "Politikens Kunstfond", men jeg kom i tvivl om, hvor stærkt jeg egentlig sådan principielt var imod, at han var blevet medlem. Så flammede sagen pludselig op som en SAG efter Peter Nielsens og Leonora Christina Skovs kommentarer i Information og Politiken og en række indslag på 24-syv. og det blev vigtigt, at jeg havde en mening, for tænk nu, hvis nogen ringede og spurgte om min mening, og jeg så ikke havde nogen mening, så jeg grublede og talte det igennem med kloge dig, og så fik jeg en mening, og så ringede Kristeligt Dagblad og spurgte om min mening, og jeg talte løs om min mening i en 10 minuters tid, og det kom der et par linjer ud af til en artikel i dag eller i morgen: 

Her er dit citat. Kan du vende tilbage med eventuelle rettelser inden 16?

Digter og litteraturanmelder for Weekendavisen Lars Bukdahl kender til at have flere kasketter på. Udover jobbet som anmelder sidder han i bestyrelsen på Forfatterskolen og har netop været med til at indstille til Kritikerprisen.

”Jeg mener godt, at man som udgangspunkt kan have flere kasketter på. Men i dette tilfælde må jeg nok sige, at der er et problem i forhold til magtkoncentrationen. En plads i legatudvalget og litteraturredaktør på Politiken er to så magtfulde job, at det simpelthen er for meget. Man risikerer, at det bliver for ensrettet,” siger han.

Med venlig hilsen

Jens From Lyng

Journalist

OK! Jeg sidder IKKE i bestyrelsen for Forfatterskolen, men jeg er redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn mange hilsner Lars

Ups, det er jeg ked af. Men tak for rettelsen – erstatter forfatterskolen med Hvedekorn

Hilsen jens

Jeg har altid tænkt, at jeg gerne selv ville (blive spurgt om at) sidde i udvalget uden at tænke synderligt over, hvorvidt jeg har en vældig magt som anmelder, fordi folk alligevel sjældent køber de bøger, jeg anmelder godt, men selvfølgelig og forhåbentligt er jeg med til at sætte en dagsorden, der også er kanoniserende (og de-kanoniserende). Jeg vil alligevel mene, at min magt som anmelder er så relativ og begrænset og tydeligt subjektivt markeret, at et udvalgsmedlemskab ikke, som i tilfældet Jes Stein (hvis magt som Politiken-redaktør er både usynligere og langt massivere: vælge bøger, anmeldere, spaltelængde, i det hele taget vælge eksponeringsgrad), ville betyde en diffus magteksplosion. Jeg har så også altid vidst, at min avis/Det Berlingske Officin ikke tillader, at redaktører eller anmeldere sidder i sådanne udvalg. Og hvis jeg skulle vælge mellem at skrive i avisen og sidde i udvalg, ville jeg uden tøven vælge avisen.

Mit grundlæggende problem med Jes Stein er imidlertid slet ikke magtkoncentrationen, men hans sentimentale, opbyggelige litteratursyn og det faktum, at han ikke, modsat hvad alle, der har noget imod magteriet, besværger, har nogen synderlig forstand (fortand skrev jeg først, det er det samme) på ny, dansk litteratur. DERFOR vil jeg ikke have ham i udvalget! Så er det derudover uden videre for galt med al den magt, og det burde han indse. Men FORDI han har læst for lidt og læser for dårligt, er jeg imod ham (bortset fra at jeg personligt ikke har noget imod ham, han virker som en rar fyr og har altid opført sig ordentligt overfor mig). Jeg vil gerne have nogle kritikere, der har læst en masse og læser godt, til at være medlem, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Kamilla Lofström, Erik Skyum (har da vist aldrig være medlem), dens slags, og så må de og deres aviser finde ud af, om de kan anmelde imens, hjertens gerne for mig.

MEINER MEINUNG NACH!

(at Jes Stein så rent faktisk IKKE føler sig forpligtet af/overfor sine redaktionelle dispositioner, har nomineringerne til Politikens Litteraturpris netop demonstreret: Pablo Llambías, hvis sonet-samling nr. 3 blev anmeldt med under 300 ord af Jes Stein i avisen, er nemlig mærkeligt nok kandidat; hvis bogen virkelig er en 1 af årets 7 bedste, havde den vel fortjent bare ET PAR ord mere i første omgang ...)

Kunstfond forever (and ever)

De mulige årstal for legattildelinger på Kunstfondens hjemmeside afslører en vældig tillid til fondens levetid (eller er det en særlig profet-"service" til de science-fiction-forfattere, der aldrig får arbejdslegater og som derfor skriver utopiske romaner om en Kunstfondfri fremtid, men at de bare ved det, slipper vi aldrig af med Kunstfonden - og heldigvis, siger jeg):

• Alle
• 2451
• 2013
• 2012
• 2011
• 2010
• 2009
• 2008
• 2007
• 2006

Find 1 fejl (ud over mig)

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har nu behandlet din ansøgning indsendt til forårsuddelingen, og har besluttet at give afslag.

Udvalget har vurderet, at ansøgningen er interessant og vidner om kvalitet. Desværre må udvalget med de midler, der er til rådighed foretage en prioritering, der indebærer, at kun de ansøgninger, der efter det siddende udvalgs vurdering har den højeste kunstneriske kvalitet, kan blive imødekommet.
I vurderingen af den kunstneriske kvalitet lægger det siddende udvalg særligt vægt på følgende kriterier: Et grundlæggende godt, originalt og rigt sprog, tydelig bevidsthed om egne frembringelser, SUBSTRAL samt et personligt udtryk.

Ekskonsulen skal have råd til at ruinere sig på en yacht

Så kvalmende SMÅLIGT at mindstebeløbet på Statens Kunstfonds livsvarige ydelser afskaffes, således at kunstnere, der tjener over 375.000 kroner nu ingenting får ud over æren, hvilket betyder en vældig (ironi for begyndere 3) besparelse på 1,15 millioner kr. (16.700 pr. hoved) på de 69 ud af 275, der tjener for meget, WOW! - jeg synes jo, at kunstnere, der (ved at forkæle det danske kunst med uundværlig kunst) burde få SINDSSYGT mange penge og mindst 1 million, ligegyldigt hvad de ellers går og tjener, ud af simpel taknemlighed, så de ikke bare har råd til købe rigtig, rigtig god rødvin ("Slut med rødvinslegater" lyder Politikens overskrift kælent rindalistisk), men også pelse og diamanter og luksusbiler. Jørgen Leth er selvfølgelig også tildelt Det livsvarige, ikke som digter, men som filmkunstner (han burde have fået det dobbelt), det kan sagtens være, at han formelt er over indkomstgrænsen (men sikkert er det ikke), men det forhindrer ham ikke i at bruge alt for mange penge på alt for godt tøj, som om han rent faktisk, sådan som han burde, fik 1 million årligt øremærket luksus, jf. genopførelsen af den kostelige Armani-rutine i den nye erindringsbog, et uddrag inkl. bon mot:

I min generation, med baggrund i ungdomsoprør og politisk dogmatisme, var det ikke god tone at tage tøj alvorligt./ Mange mente, at tøj bare var et praktisk anliggende. Noget man skulle have på for ikke at fryse. Og selvfølgelig var der hele tiden det med, at tingene ikke må koste penge. Dyre ting var de velhavendes sammensværgelse. derfor fik dårligt tøj og dårlige ting i det hele taget så megen plads i et egalitært samfund. Selvom kapitalismen som spøgelse måske var skubbet væk fra scenen, så havde kampen mod den sat sig spor, der stadig spillede ind i dagliglivets valg./ Men man skal gøre det, man ikke har råd til./ Og det skarpe øje kan altid se, om det er Giorgio Armani, Versace, Adolpho Dominguez eller bare nogle af de mindre.

(typisk denne bog følger så en ydmygende anekdote om, hvordan han engang blev snydt til at købe et kop-jakkesæt ud af en bagsmæk på Israels Plads). Hvis han fik sin årlige million, ville Leth jo havde råd til sit Armani-kluns, så måtte han finde noget større ikke at have råd til, en yacht eller et privatfly eller en penthouselejlighed med Central Park-udsigt, og det er dér vi skal hen: De store kunstnere skal have det så klækkeligt fedt, at det er en kunstnerisk udfordring for Jørgen Leth at ruinere sig.