Digtergangsterens kritikerkærlighed

Vi skal også lige huske Gladiators genudgivelse i deres Sandal-serie af Schades 1953-digtsamling Helvede opløser sig, der sådan er lidt af en flaksende opsamlings-mellembog, der til gengæld mellemtids-opsamler nogle virkelig skønne og vigtige digte, blandet andet vidunderlige "I biografen" og den lille, skarpe vignet "På universitetets frokoststue", som begge citeres og læses i Peter Laugesens kollegialt kyndige efterskrift - klip fra den her:

"De var evighedsstudenter. de studerede evigheden:

I Universitetets frokoststue

Her sidder jeg og Josefsen med lange hår,
mens gadelygter rundt i verden tændes. -
Her svinder tid og rum som kaffen i en kop,
mens livets aftenblade langsomt vendes.

Livets aftenblade! De skriver bohemen, om borgerskabets klovn, om den sorgløse drømmer, der ikke lader sig gå på af arbejdsløshed og besættelse, men svævende over det hele fra åndens svimlende højder og rusens tinder ser ned på kontordamen, ned på arbejderen, med på alle dem, der lever deres almindelige liv i det almindelige samfund. Eller gør han? Er det ikke en komedie? Er det måske en tragedie? Han gemmer sig midt på dagen i biografens halvmørke sammen med sin muse:

I biografen

Vi er to forbrydere, som elsker at gå i biografen,
mens tusinder arbejder med gas og syltetøj
og snurrige ting, skatteopkrævninger og lignende,
vi føler os som gangstere og konger på éngang,
som vi dér slår verdensreglerne i stykker
og sidder og puster hinanden i øret og gør ufornuftige ting
i biografen, ser på billederne
og rører ved dine ben under kjolen,
lægger hånden på min arm og ser sværmerisk op i lokalets himmel,
mens billederne drager forbi - og bliver underlige,
smidige i kroppen, og gør andre ting
mens verden drager forbi deroppe på scenen,
lukker øjnene og tænker på andre ting, mens de kysser
et sagte biograf-kys deroppe, som rører
os dybt ved sin uskyld, sit rene sind,
fordi det er skuespil. Det er aldeles ikke ægte,
de får gage for det, tjener penge ved det,
mens vi sidder og driver og gør det rigtigt,
således er vi forbrydere i en travl verden, henter
den store inspiration hos mekaniske kys
til en virkelig forestilling hjemme på banen på vores eget lille
                                                 høj-barbariske teater.

Hvor kommer han fra, sådan en digterfilosof, der så klart ser, hvordan tingene hænger sammen, hvordan det er skuespillet, der er det uskyldige, det mekaniske, som man få gage for, og hvordan det er biograf-kysset, der med sit rene sind antænder den barbariske virkelighed. Hvor ved han det fra? Han ved det hjemmefra, det ser man i de mange hilsner i hans forskellige samlinger til jyske forgængere og samtidig som den farlige vagabonddigter William Waagner:

du lever så ensomt med hang til rus
et sted i dit ensomme jydske hus"

Nærmest modsat er der også i Helvede opløser sig? noget så sjældent som et hyldestdigt til en (overfor mange andre end Schade særdeles umildt lyttende) kritiker, hvilket nemt får mine briller til at dugge:

"Til kritikeren Hans Brix

Her som en vind
løb du over himlen,
synlig i skyer,
i roser og træer -
er vinden.

Hen som en måge
fra havets salt
og susende bølger -
lagde du dig blidt
på vinden.

Sommer og sol,
søde forundrede
stemmer fra luften
hørte du tale
i prosa og vers.

Lyttede blidt
til din slumrende jord
i efterårsdisen -
og så den løftes
og træerne stige

som åbenbaringer, friske og tonende,
fugtige, milde,
ud af en tåge -
dem var det, der sang!

Du åndede, altid
på det, du så -
så isen smeltede,
tingene sprang
som flammer af luften,

som blomster af jorden -
som fugle af eden,
skønt skjult i busken -
og badede dig
i sandhedens kilde.

Det var det lyseste
liv, du så!
Du pjankede lidt
med Vorherres børn
og løsnede lidt

af det sødere vid
på onkel og tante -
uartige børn
kommer ikke i himlen.
De bliver på jorden. "