Som svalende klar modgift til det hjælpeløse debat-citat i forrige blogpost er her et lille klip fra Ida Holmegaards graciøse roman nr. 2, Graceland, , som jeg læste skrøbeligt tidligt denne lørdag morgen:
"Kamal, Kamal. Det er lideligt at tnke på, at jeg måske ikke kommer til at lære ham bedre at kende. Måske kommer jeg ikke til at vide mere om ham, end jeg gør nu. Kamal er fem år ældre end mig. Han kender ingen af mine venner. Han er, overraskende nok, meget selektiv, når det kommer til orden - der er fuldstændig ordentligt i hans entré, hans tue og hans atelierer, hvorimod hans klædeskab og hans soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting. Han har en stor, litd kroget næse. Han bor i en dyr lejlighed, tror jeg, to værelser på Lower East Side. Jeg har endnu ikke rigtig forstået, hvad han lever af, om han er vanvittig succesfuld, eller om han har adgang til en familieformue for eksempel. Selvfølgelig har han ikke en facebook-konto. Han har mange planter i sin lejlighed, en aloe vera, en bregne. Han kan godt lide fugle og ville ønske, at der ikke var forbud mod at holde husdyr i det lejlighedskompleks, han bor i. Så ville han anskaffe sig en papegøje eller et par kanariefugle. Jeg er så forelsket i ham, at jeg ikke kan vurdere, om andre ville synes, at han er lige så smuk, som jeg synes han er. Han er, tror jeg, meget forfængelig. Han for nylig støbt seks store, hvide krukker i beton og fyldt dem med uraffineret olie. han er stået ud af taxaen, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi stadig er i hvert fald delvist fiktive for hinanden. At vi begge to er noget, den anden har fundet på."
Bedste tydelighed: "hvorimod hans klædeskab og soveværelse er rodet til af gamle, ubrugte ting".
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar