Den mægtigste nødvendighed er de lilleste unødvendigheder

Jeg bliver så både broderligt og professionelt muggen over Linea Maja Ernsts anmeldelse i WA Bøger i går af Blendstrups og Gundersens Havelågebogen, som jeg synes der er så suverænt meget præcis SØRGMODIGHED OG VISDOM OG HUMOR i - og sgu også både VISION OG FILOSOFI (skæbne som en bogstavelig(gørende) fabel, vi fortæller/fortælles, der stivner/punkterer) - og netop i og med sin vitsagtige shine og uanseelighed og fulde fart. Linea skriver trælst:

"Der er for eksempel et billede af en trælåge med et vindue i midten, hvorigennem et hjerteligt hundehoved kigger ud.

Billedteksten lyder: »Her boede manden, der ville være Jan. Når folk mødte ham, tegnede han en usynlig bue, som betød, de meget gerne måtte lade ham forlade sit navn og gå med ham hen til det andet, som var Jan. På arbejdspladsen sørgede han altid for at fremstå nyansat. Så folk uværgeligt måtte spørge ham, hvem han var. Jeg hedder Kim, sagde han straks, men du må meget gerne kalde mig Jan. Når havelågen gik, var det som en stille betoning af et fjernt, men solidt navn.« Nu citerede jeg fra en af de bedre, reelt forunderlige tekster, men De må tro mig, når jeg siger, at mange af billedteksterne er vældig undværlige. Og selv de charmerende, som Janlågen, kan man leve et fint og fuldt liv uden at have læst.

Havelågebogen er en »gakket« udgivelse - med store, tydelige citationstegn. Jeg får meget hurtigt spat af den insisterende, bralrende pudsighed, der kendetegner mange af teksterne.

»Her boede Fidel Gastro. Han overtog sit kapitalistiske tarmsystem med en voldelig revolution for 53 år siden og styrede det siden på socialistisk antifascistisk vis.« Det er høhøhumor under niveau.

Der er jo ingen tvivl om, at Blendstrup kan skrive, især i andre udgivelser, men egentligt også her. Der er fine, originale, eftertænksomme, giftige tekster. Men ingen af dem synes at være tekster, der bare måtte skrives." 

Jeg er lige strålende lykkelig for manden, der ville være Jan, og for Fidel Gastro, og det er for mig en frygtelig tanke, at jeg skulle have undværet disse fabelagtige figurer i mit læsende liv. Linea tror måske, hun er Mogens Mundlæder i den anmeldelse, men det er hun nikke nikke nej, og altså, hey, for nu at være så blodigt patetisk, som skamløs talentfuldhed og -udfoldelse fortjener: Det er åndssvagt at være andet end grundigt taknemlig for disse som smurt knagende Havelåger. Og her Mogens:

"HER BOEDE Mogens Mundlæder. Hans mund var formet og hærdet af ondskabsfuldheder. han var ekspert i at sige ting, der gik lige ind. Harpunsandheder. Neptuns forbandelse. Ballistiske svinemikler. Kortfattet økse. Indsæbet sortsmudsker. Han sagde det på den særlige drevne facon, hvor ordene ligesom slæber sig af sted. Man kunne leje ham, når man ønskede at blive skilt, men var for blid til at sige sandheden. Så stod han i døren og lod sit læder blafre, indtil konen eller manden gik sin vej."