Iøjnefaldende, under kortlægning af ung litteratur-reception, hvor massivt kanoniseret Theis Ørntofts Digte 2014 er - og jeg føler en skarnagtig pligt til at indrømme, at jeg altså bryder mig en betydelig grad mere - en betydeligere, hedonistisk, Titanic-koncertpublikum-fornøjet grad nemlig - om debuten Yeahsuiten, 2009 There I said it! Her er et af de gamle, dejlige digte, ingen vil eller får lov til at analysere, fordi de for altid nu er præ-dystopiske:
Verden uden søvn
Prøver at tænke lidt på hvis man aldrig skulle sove
så ville man fyre rundt og være godt sindssyg!
jeg tænker på en person der hedder Klaus
helt blæst person
han ligner en af dinosaurerne fra Landet for længe siden
den skrøbelige kiosk er forsvundet
en kvinde viser mig ondskabens skulder
jeg skal forestille mig, at jeg kigger ud gennem et par øjne
ud gennem et par solbriller, ud gennem en gade
ud gennem en by, men det er fandme meget svært
jeg er bare en måde at opleve på
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar