Spoilologi

- i forlængelse af posten nedenfor, der genvisiterer min groft spoilende Kandidaten-anmeldelse.

Mikka Tacza har skrevet en ambivalent klumme i Information om at spoile eller ikke at spoile:

"(...) hvem bestemmer, hvad der er spoilers, og hvad der efterhånden er almen viden? Forleden så jeg en dame harcelere over, at nogen havde spoilet Matador. Efter 40 år og omtrent lige så mange genudsendelser var det åbenbart stadig alt for tidligt at afsløre, at Agnes Jensen ikke forbliver stuepige for evigt (spoiler!). 
Spoiler! Jesus dør. Dobbeltspoiler! Jesus genopstår (ganske som en anden litterær figur af tvivlsom herkomst). Spoiler! Titanic synker, Struensee skulle have holdt javertussen i bukserne, og der bliver sgu ingen lykkelig slutning for Kleopatra og Cæsar.
Det er barnligt. Jeg ved det. Det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår irritationen over det minefelt af spoilers, internettet er blevet. Vil man blive oprigtigt overrasket over en ny storfilm, er man nødt til at holde sig fra podcasts, netaviser og Facebook i et halvt år før premieren. Trailers rører man naturligvis ikke; anmeldelser, ha!
Så slap dog af. Får jeg lyst til at sige. Men hver sin lyst. Og det er noget med torne i andres øjne og bjælker i eget, og jeg husker da stadig den date, som henkastet spoilede sci-fi-storfilmen Arrival for mig.
Noget, jeg ikke bed mærke i, før jeg skulle se den hjemme i sofaen, og blev mere og mere ærgerlig, da jeg måtte sande, at jeg ikke blev overrasket en eneste gang (det blev min medseer godt nok heller ikke, og han anede intet på forhånd, så måske er det bare Arrival, der er en forudsigelig film. Spoiler!)"

Andreas Halskov FB-linker til en stor og grundig artikel, han har skrevet til filmtidsskriftet 16:9 om spoileri, som blandt andet inkluderer en nyttig spoiler-typologi:

"Forleden oplevede jeg dog noget temmelig overraskende: Jeg blev mødt med irritation og skepsis, da jeg i forbindelse med en generel introduktion til tragediegenren tillod mig at afsløre Ødipus’ hemmelighed. En hemmelighed, der ellers ikke er synderligt velbevaret og som ligefrem har lagt navn til et klassisk psykologisk kompleks. Disse hændelser har fået mig til at tænke: Er vi blevet mere sensitive overfor spoilers, og hvordan kan vi i givet fald forklare denne sensitivitet? Er der forskel på spoilers, og hvornår – om nogensinde – er det rimeligt at spoile handlingen i en film eller tv-serie? Hvad vil det overhovedet sige at spoile en film eller tv-serie, og forudsætter denne betegnelse ikke, at film er nogle narrative én-gangs-forlystelser, der ikke tåler gensyn?
(...)
Anderledes (end twist-drevne film som i The Sixth SenseLB) forholder det sig med film som Lost Highway (1997) og Citizen Kane (1941). Hvis man på forhånd ved, hvem der siger ordene ”Dick Laurent is dead” i Lost Highway – de ord som Fred Madison (Bill Pullman) hører gennem sin dørtelefon i filmens åbningsscene – så ville det grangiveligt gøre filmen mindre overraskende, men det ville ikke forklare og således udtømme filmen. I modsætning til The Sixth Sense ville det ikke være dækkende at kalde Lost Highway for vildledende, for dens fascinationskraft ligger ikke (alene) i dens evne til at vildlede og overrumple publikum. Filmens fortælling er ganske vist ukronologisk, og dens plot er rigtignok forførende, men den er forførende på samme måde som karakteren Alice Wakefield (Patricia Arquette): Man tror måske, at man har fanget den, men man kan blive ved med at afsøge nye afkroge af mysteriet, og filmen kan ikke til fulde færdiggøres. ”You’ll never have me”. Noget tilsvarende kan siges om Citizen Kane, hvor tilskuerens (forhånds)viden om ”Rosebud” nok ændrer filmoplevelsen, men uden ligefrem at spolere eller udtømme filmoplevelsen (for mere om Citizen Kane og ”Rosebud” se Nielsen 2008).
(...)
således burde man måske sondre imellem følgende typer af spoilers:
(1) Den institutionelle spoiler, dvs. traileren, foromtalen på dvd’en og ”next on”-montagen, som spoiler nogle forskellige (ofte mindre væsentlige) plotelementer mhp. at vække publikums interesse og få dem til at se eller købe den givne film eller tv-serie.
(2) Den kritiske spoiler, dvs. den spoiler, som inkluderes i en anmeldelse af en aktuel film eller tv-serie (som man ofte har set det i Bo Green Jensens ellers velskrevne anmeldelser). Denne spoiler er kritisk i dobbelt forstand, fordi den knytter sig til dagbladskritikken og fordi den risikerer at ødelægge filmoplevelsen for almindelige tv-seere og biografgængere.
(3) Den fanskabte spoiler, dvs. den spoiler, som skabes af og florerer iblandt forskellige fans i nogle såkaldte knowledge communities, uden nødvendigvis at tage højde for fansenes forskellige grader af kendskab til den givne film eller tv-serie.
(4) Den akademiske spoiler, dvs. en spoiler, som ses i akademiske tidsskrifter, monografier eller undervisningskontekster, som netop har til formål at behandle og dybdeanalysere diverse (oftest uaktuelle) film og tv-serier.
(5) Den hverdagsagtige spoiler, dvs. en spoiler, som opleves i en helt hverdagsagtig kontekst ved, at man overhører eller bliver inddraget i en afslørende samtale om en (ofte) aktuel film eller tv-serie hos frisøren, i bussen e.l."