torsdag den 2. oktober 2014

Navn navn (Helle Helle kan lide Duran Duran)

Det her fra Politikens bagside er sjovt sjovt, synes jeg, artiklen stod 2 gange på siden, side om side:

KULTURELT: Kulturforbrugeren: Helle Helle

   

af BAGSIDEN BAGSIDEN
 
Helle Helle, så kom din nye bog, tillykke med den.
Tak, tak.
Når du ikke skriver bøger eller giver interviews, hvilken slags kultur forbruger du så selv?
Jeg lytter meget til musik, primært internationale 80' er-kunstnere: Duran Duran, Talk Talk, The The. Men der bliver da også til dansk musik fra tid til anden. Jeg kan for eksempel mægtig godt lide Zapp Zapp. Og det der nummer er også ret godt. Hvad er det nu, det hedder? Jo, ' Sui Sui'.
Rejser du meget?
Jeg kommer faktisk lige fra en weekendtur til Baden-Baden. Det er en fantastisk by. En fantastisk by
Hvad med filmmediet?
Jeg genså ' Kiss Kiss Bang Bang' for nylig, efter at jeg læste en anbefaling af den i filmmagasinet Ekko.
Det siges, at du er gastronomisk interesseret. Hvor kan du lide at spise?
Jeg køber ofte takeaway fra Lê Lê. Jeg er vild med det krydrede køkken, og de er gode til at dosere piri piri i maden. Couscous får jeg i hvert fald en gang om ugen. Og så elsker jeg de små vinbarer i København. Især Bevi Bevi.
Og litteratur?
Jeg læser gerne Tintin (...).
Kulturforbrugeren i næste uge: Peter Peter.

Mi speciale, som jeg åbenbart ikke kan holde op citere fra her på bloggen, hed ESKER ESKER efter en vild biperson i Dickens' Our Mutual Friend, der uforklaret ikke siger andet end de 2 ord: undertitlen/genrebetegnelsen var "Romanroman" Her er et citat fra afsnittet "Personer" om navne i Dickens-romanen - Dickens var som bekendt fantatisk optaget af person-navngivning, herunder  (egen og de øvrige personers) øge/kælenavngivning:

Næste mulighed er da ogsåp at navne udskiftes med tilnavne eller nye navne. Fledgeby er blevet Fascination Fledgeby. Rogue Riderhoods rigtige fornavn er Roger. Mis Jenny har valgt at hedde Jenny Wren i stedet for Fanny Cleaver, som er hendes virkelige navn, men vi får ikke at vide hvorfor. Over for de personer, hun kommer i kontakt med, anvender hun til gengæld sin hel egne indianske navngivning: Riah hedder 'Fairy Godmother', og da hun en kort overgang mistænker ham for skurkagtighed, bliver han omdøbt til 'Wolf' (Riah kalder Jenny for 'Cinderella'): Fledgeby er først 'Little Eyes' , men da så Mr Lammle har pryglet ham grundigt igennem får han tildelt det imponerende navn 'Tingling-Tossing-Aching-Screaming-Scratching-Smarter'. Rouge kalder Eugene for 't'otherst gorvenor', hvilket med tiden bliver forkortet til det så godt som uforståelige 't'otherst'. Wegg slynger om sig med grumt retoriske tilnavne til Mr Boffin. Gladest er han for 'the minion of fortune and the worm of the hour', men 'the Usurper' er også godt og selvfølgelig 'Hin that shall be nameless. I Kapitelttitlerne hedder Boffin fra og med 3. bog konsekvent 'The Golde Dustman' (seks gange i alt), en journalistisk kliché, som titel-ophøjelsen og gentagelsen giver en egen surreel aura.
  Lige så meget som hele dette navnevirvar, fra forvrængninger til private tilnavne, virker som en opløsning af navn og identitet, virker det som en udvidelse og multiplicering eller måske ligefrem en eksplosion, for ikke at sige en overflod.

Jeg blev færdig med specialet i 1994, og Helles debutbog Eksempel på liv udkom i 1993, så der er ingen undskyldning for, at jeg ikke henviste til hendes leksikonartikel i bogen (som jeg ikke anmeldte, og derfor (nok) læste for sent (men det er jo ingen undskyldning!)) om

Navne, eller hvad de hedder:

På samme måde som ting, følelser og steder får deres egne betegnelser, navngives ogås mennesker. Navnet er en måde at skelne den enkelte fra de andre på.
  Man kunne opkalde dem efter intelligens, humør eller øjenfarve. Endnu flere ville i så fald hedde det samme.
  Navnet bevares for det meste livet igennem. Et navn er det eneste bestandige, et fast holdepunkt.
  Ingen af dem vil påstå, at deres krop er den samme som ved fødslen eller i 10-års-aldren eller når som helst. En krop forandrer sig og minder foruroligende lidt om sig selv i løbet af blot en håndfuld år. Ansigtet skifter sit udtryk af for megen søvn eller glæde, maverne tiltager og aftager, huden folder sig i sit eget umulige mønster.
  En krop er hele tiden en ny krop, og dog kalder de den det samme, og kroppen lystrer for det meste, for kroppen ved, hvad den hedder. det er det vigtige. Navnet er det eneste,s om kan få kroppen til at tro på, at den ikke er forsvundet og erstattet med en ny.
  Der findes eksempler på kroppe, der ikke vil vedkende sig bestemte navne. Dette kan være et symptom på indestængt vrede, se også alder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar