At gå ind for at holde kæft (og slå sig selv over munden for det) og ikke (og heller ikke)

Kristina Stoltz, der stadig er vært for al mulig lystelig hadtale under sit link til min aversions-blogpost, havde en opdatering i går i anledning af PEN-møde og Dan Parks plakater, som delvist lød sådan her:

Efter min mening kræver det en meget klogere og oplyst befolkning end den, vi i øjeblikket kan mønstre i Danmark, at leve i et frit samfund, hvor man kan sige og udtrykke hvad som helst!

Hvilket unægteligt lyder som en undsigelse af ytringsfriheden. Jeg citerer fra en citering af hendes opdatering i en andens blogpost og kan ikke citere mere, fordi KS slettede opdateringen med samt den kommentartråd, der løb lige så løbsk (dvs. pludselig kontra hende og hendes proselytter) som tråden under Blogdahl-linket; linket til opdatering + tråd i den nævnte blogpost fører nu til dette budskab + ikon:

Sorry, this page isn't available

The link you followed may be broken, or the page may have been removed.

Simon Pasternaks FB-rapport fra samme PEN-møde er dejligt og energisk klar i mælet, og den kan man stadig læse:

Nåh. Så er jeg blevet medlem af PEN’s bestyrelse og var til mit første møde i dag. Der sporedes en vis uenighed om visse ting, f.eks. Dan Park. Der kommer en erklæring fra PEN ud snarest, for selvfølgelig skal PEN have en mening, når kunstnere fængsles og værker kræves destrueret – i Sverige.
Uden at afsløre for meget, kan jeg afsløre, at jeg mener, at PEN skal forsvare kunstnerisk frihed og det rum, som kunsten giver for at reflektere over hvad som helst på en hvilken som helst måde uden at KONTEKSTEN, KRÆNKELSEN, FØLELSEN, SANDHEDEN, HISTORIENS NØDVENDIGHED, RELIGIONEN eller ANDRE STORE MED VERSALER SKREVNE SUBJEKTER skal have lov til at bestemme.
Og hvorfor?
Fordi jeg tror på autonom kunst som et rum for fri leg, et sted hvor det lille subjekt kan reflektere over sig selv og verden. Jeg tror ikke på kollektivets diktat, jeg tror ikke på store subjekter og magtanvendelse og skråsikkerhed, men usikkerhed og eksperiment og provokation og udsagn, der ikke lader sig kategorisere og samle til en klar og rar holdning og udsigelse. Og hvem siger egentlig at kunst skal være rar? Onkler skal være rare, men da ikke billeder eller bøger.