a-
Et øjeblik stod hun og betragtede de frønnede planker ude i vandet og den skvulpende tang omkring bundpælene. Hvad kunne vel være mere fredeligt end det, og alligevel gav det hende naturligt nok ubehagelige associationer. For sagen var den, at Pirjo tidligere havde haft virkelige trusler hængende over hovedet, og sidste gang var det endtlige her.
Hun var kommet op at toppes med en af de kvindelige disciple, som hun havde indset var blevet en farlig rivalinde, og det havde ført til råb og skubben og småslag, der gradvis var blevet hårdere. Kvinden havde et par uger været fast inventar inde i Atus gemakker og ganske langsomt var hun begyndt at presse på for at overtage visse af Pirjos abrejdsopgaver, det mærkede hun jo.
Så lige dér trådte hun over en tærskel, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage.
Egentlig var udfaldet af denne konfrontation et uheld, men når det nu ende, som det gjorde, var det nok alligevel det bedste, der kunne være sket.
- fra Jussi Adler Olsens nye roman Den grænseløse (så langt jeg har læst - som reserach til en Blæksprutte i WA Bøger i morgen om automat-modtagelsen af romanen, hvor jeg citerer et endnu mere radikalt stykke dilettant-prosa)
asymmetrisk
Venedig er ikke ægte. Det er en by af tyve. Og falskspillere. de liderlige brandhaner er fra Falck. En kæmpe mesopotamisk brandbilsby hvor folk siger ui ui ui i stedet for at tale. Kvinderne er hugget fra Babylon og Varde og Almindingen på Bornholm. Man kan se det på deres måde at holde masken på. Der er det her ikke landfaste smil som aldrig overgiver sig fordi det står og kigger på en soldat i en skov nær Rønne: Mosaikkerne består af øjne høstet da de stod på stilke. Gaderne genlyder af falske skridt ranet fra den osmanniske ostebutik. Mændene er et kapitel for sig. Hentet på havnen i Århus går de hele tiden og taber nødder som de har stjålet fra containere på havnen. Og solen, den satan, er af pap og bly og okker og ral og atomer. En gang om året kommer den ned til solmanden på Calle del Ildebrand hvor den bliver set efter i sømmene. Solmanden er en hård nitte. Nitterne er fra Ninive. Han har set 700 koner futte af. Selv vandet er stjålet fra Indiana Jones' vandflaske. Sengene er svenske. Nej, byen er ikke ægte. Den er fup og fidus, mester. Indgroet krageguld. Opmodnet hvisk fra virile vågekoner. Magiske mortérgrananter, made in Mongoliet, skydes lydløst af, så folk siger åh, hvor er her flot på Rialto. Sortsvedent svovlswahili hører også. Her er tasker og tis, men ingen tro. Hvad fanden skulle de også med den. Gondoldissidenter og flamsk følende fusentaster. Morbide bidétkandidater. Kurtisanesoduku. Bagere med melbulnet blod. Kroniske kusseklatretræer kom. Jeg er villig til at lade mig gro til.
- fra fotograf Lars Gundersen og Jens Blendstrups Venedig eller kunsten at fare vild (det radikalt asymmetriske her er jo skredet fra den vel nok maniske, men stadig forholdsvis godmodige fabuleren over falskheds-motivet den decideret Ørnboske hyper-sortnen til - gennemhullet af Schadesk/Nashsk kælleingedigteri - i sidste tredjedel)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar