Hvilket klart er et alderdomstegn.-
Jeg tænker på Amalie Smith som den reinkarnerede Merete Pryds Helle (selv om Merete hyperaktivt er lyslevende) med hendes hybriditet og encyklopædicitet og hang til naturvidenskab.
Signe Gjessing linker selv til 80'erne (der jo, iflg SUT, fik ende præcis 8. september, 1985) i Ud i det u-løse (og Signe har selv fortalt, at det nærmere bestemt var en henvisning til Michael Strunges herligt opkørte Rimbaud-hyldest, der førte hende til bladet):
Jeg løber op på gadens loft. Numre af Sidegaden ligger og flyder, poesiens husnumre. Jeg sner skiltene til. Jeg ser dem glitre væk i utal. Hvem bor ikke på landet?
Men klart er Signe snarere sen-80'eren Simon Grotrian (der hyldede Strunge tilbage i Livsfælder) reinkarneret
- så kan Yahya Hassan være Strunge, SKRIGERNE!- og Nigger-Strunge nærmere bestemt, anno 2014.
Og Cecilie Lind må, som endnu en 90'er-født, selvfølgelig være den nye F.P. Jac, selve dette hieroglyfiske flow, men hun kysser meget, meget bedre.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvem er så Søren Ulrik?
SvarSletVigtigt spørgsmål fra Anonym. Også: Hvordan kysser F. P. Jac?
SvarSletF.P. Jacs skrift er et langt kys til os alle. Men i Nattens Engel giver han rent faktisk Strunge to smækkys, og det første bliver givet vældigt og selvbevidst og fremtidserobrende; det andet blidt og drilsk. Cirka 20 minutter inde.
SvarSlethttp://www.youtube.com/watch?v=0nbfARF4BRU
Altså en helgod 80'er-SUT, født i 90'erne, kunne måske være Jakob Slebsager N ovre i Biskops Arnö
SvarSlet- og Jac kyssede MIG vådt og demonstrativt, men kærligt sgu
(og tak for kommentar og link, Engels)
Og jeg skulle måske også have klargjort forskellen mellem Smith & Pryds, der er 80'er-født og 90'er-digter og de andre 80'er-digter/90'er-født-cykelpar
SvarSletOg bortset fra det er Jakob overhovedet ikke SUT'sk, det er problemet med at blive cyklisk i hovedet, her en opdatering fra ham fra for nylig:
SvarSletjeg skal fortælle noget, to ting faktisk, at i går aftes var vi på en oplæsning, på en uppläsning, og det var et sted som hedder Sigtuna-stiftelsen, vi kørte i bil derhen, fra øen hér, det var varmt og mørkt i bilen, det føles altid som at være et barn at sidde sådan på bagsædet. jeg sad på det midterste sæde som en høj giraf, hvis man så os bagfra, så ville man se en høj giraf i midten. nå-men vi kommer frem til det her sted, den her stiftelse, og så går vi ind i huset, som ligner , hvad ligner det, et kæmpestort hotel, plus en gammel kirke, det er et meget spændende sted – og vi går ind i receptionen og op, rundt om alt muligt gammelt interiør i huset, rundt igen, en spisesal, rundt, ned, bum så er man et i bibliotek, det virker ligesom underjordisk, og der skal vi læse op. og så går vi rundt lidt, og så står der på en plakat udenfor, at Pentti og Mia, fandme, Pentti Saarikoski og hans kone Mia Berner, har været der, på stiftelsen, i 1980, og så blev jeg glad og meget glad. læste op rolig og glad.
og meget apropos alt det hele, skal jeg fortælle at Pentti skriver så fint her på svensk, i ”Jag blickar ut över huvudet på Stalin” (’huvudet’, ska vi ikk begynde at kalde hovedet det på dansk, hodet eller huvudet) – så skriver han sådan her, om amerika og om starkmjöd hos Thorsteinn,
”I går drack vi starkmjöd hos Thorsteinn,
man borde anordna en demonstration,
man borde knuffa ner amerikanerna i det smutsiga vattnet,
man borde men hur, med vilka krafter?
Amerikanerna gör det detsamma
om man gillar dem eller inte,
dem är det onödigt att övertala,
de rullar bare på tummarna och breder ut sig,
i det amerikanska trädet är sedlarna löv
och inte tror de på någon höst.”
og åh, og åh, det er jo bare perfekt.
og som en tredje ting forresten, så er det overhovedet, överhuvudet?, ikke opgivende, synes jeg, det er ikke opgivende det Pentti skriver. jeg kan sige hér lige ud, at det for pokker er blevet höst, efteråret ligger og rådner på jorden heroppe, det amerikanske træ kan godt tænke om igen. vi anordner en demonstration, vi knuffar ned amerikanerne, det er ikke håbløst.
og ”Jag blickar ut över huvudet på Stalin” kommer snart på Basilisk på dansk, og Peter Laugesen læser den og sørger for at tingene går ordentligt til, for vores alle sammens skyld, hurra, Peter og Pentti og alle !