For Buk-betlere og Rif-raflere

Det er ikke fordi, jeg SLET ikke har tekst på i dagens WA Bøger; det er mig, der har skrevet den anonyme anbefaling af Iben Mondrups gletsjergode Godhavn på Kritikerlisten; efter flere uges luksusleveringer havde jeg, i stedet for Sidsel Falsig, Bent Vinn, Helleberg, fået et skræksommeligt svensk monstrum til anmeldelse, som der klart nok ikke var noget tvingende aktuelt ved. Næste uge bliver Rifbjergs nye kortroman Idræt anmeldt og ikke af mig (jeg har fået tre danske udgivelser, der ser mere pauvre end luksuriøse ud); derfor er følgende anmeldelse af forårets esssay-bog blevet forældet, før den nåede at komme på, fordi man ikke kan anmelde 2 bøger af samme forfatter i en anden sekvens end den, de er udkommet i, eller samtidig, i to anmeldelser, når de ikke er udkommet samtidig; I må gerne printe anmeldelsen ud og lime den ind et sted, hvor den kunne have passet, jeg skal nok lade være at foreslå hvor (men det rimer på Sent Sind):

RIFLET FLØJL Klaus Rifbjerg udgiver en samling professionelt læseværdige, hele og halve kronikker, der aldrig nåede frem til Politiken

For 250 kr. broget

Klaus Rifbjerg: Blandede bolsjer. 204, 250 kr. Tiderne Skifter

Af Lars Bukdahl

Klaus Rifbjerg - der fylder 83 til december og for længst har Danmarksrekorden i udgivne bøger, selv Morten Korch og Villy Breinholst kan ikke følge med - synes at være mere produktiv end nogensinde. Sikke dog et udmattende eksempel til efterfølgelse han er for yngre forfattere.

  De senere år har manden set sig nødsaget til at fordele sine bøger mellem to forlag: Bøger, der mere eller mindre rimeligt bærer de klassiske genrebetegnelser ’Roman’, ’Noveller’ og ’Digte’, udgiver Gyldendal. Bøger, der indeholder hybride prosastykker, midt mellem prosadigt og dagbogsnotat og læserbrev, uden genrebetegnelse, udgiver Tiderne Skifter.

  Den sidste slags har vi fået tre bind af, 2011-13, senest Året vender fra sidste forår. Dette forår udsendte Gyldendal en halvskøn digtsamling, Fut fut fut, og nu kommer så en ny bog med i gennemsnit lidt længere, hybride prosatekster, der har fået den klassiske genrebetegnelse ’Essays’ og den uprætentiøse titel Blandede bolsjer, på Tiderne Skifter.

  Det behøver ikke være faktuelt rigtigt, men jeg oplever, at de små, genreløse – lad os kalde dem –  almanaktekster, er det, der bliver skrevet midt imellem og som overspringshandlinger fra de genrefikserede værker, fordi Rifbjergskriften simpelthen ikke vil eller kan holde pause. De længere hybridtekster, der ifølge forlaget (men det fremgår også af mange aktuelle referencers uaktualitet) er skrevet ”gennem en del år”, ligner små hybridtekster, der utidigt er gået over gevind, overspring, der springer stangspring, springer over det øjeblikkelige, notatagtige og nærmer sig essay- eller bare kronikformen – i princippet i hvert fald; reelt kan det, ud over størrelsen, være svært at se forskel.

  Indholdsreferat: Rifbjerg erindrer punktvist og tematisk, Rifbjerg mindes familiemedlemmer, Rifbjerg mindes gamle venner, Rifbjerg sukker med og uden selvironi over forskellen mellem dengang og nu, Rifbjerg ser gamle film i fjernsynet, Rifbjerg læser gamle bøger, Rifbjerg går på jagt, Rifbjerg rapsoderer over evige emner, Rifbjerg mener noget om akutelle emner.   

  Hele tiden skriver Rifbjerg gedigent gyngende og elastisk Rifbjergsk, nu og da skriver han fænomenalt fræsende, decideret blæret Rifbjergsk. Mit yndlingsstykke i bogen handler om dengang, Rifbjerg i Spanien, hvor mange stykker udspiller sig, blev ”ufrivillig æselejer”. Hvilket producerer en grandiost barok sammenligning:

  ”Æselskryden er ikke som nogen anden lyd her i verden, og når de forstørres op, kan man forestille sig, hvordan det måtte lyde, hvis nogen med munden prøvede at puste en sammenklemt oceandamper op til naturlig størrelse.”
  Min yndlingspassage er, apropos lyd, disse lynportrætter på rad og række af, hvordan gamle venner lød - så øm en præcision:

  ”Paul Hammerichs lyse, højt-løftede-øjenbryn-fuld-af-skæmt-tenor, Leif Panduros rumlende, varme, dyb bronkietræs-klukken, Ol Sarvigs bas, Villy Sørensens ufrivillige, men også svagt kokette fistel, Thorkild Bjørnvigs marsmands-latterbrøl, Uffe Harders stankelbens-mezzo og Tove Ditlevsens uforskammet høje og sexede kællingehvin.”

  Hvis Rifbjerg havde kunnet holde på skriften som Peter Seeberg eller var død ung som Gustaf Munch-Petersen eller midaldrende som Dan Turèll, havde vi hæget hysterisk om sådanne skriftsteder. Nu bobler de bort i det løbende vandfald. Det er ikke fair. Der er stadig god grund til at juble over overoldingen mindst én gang om året.