Jeg fejrer ikke dødsdage

Men det er i dag også 10 år siden Per Højholt døde, og sådan slutter Poul Borums artikel, "Klog, klogere, bagklog", om Cézannes metode i antologien Natur-retur:

Senere delvis litteraturpolitisk bestemte omrokeringer bør ikke skjule, at Højholt ligesom Gustava Brandt er - er og bliver! - en dansk fyrtiotalist. For disse to - ligesom for sarvig, Knudsen, Malinovski og flere (heriblandt min ringhed) - er svensk poesi under og lige efter krigen den afgørende, store poesioplevelse.
  Højholt slutter forordet med at sige, at han helst så "texterne" (flertalsformen er for øvrigt interessant - er Cézannes metode ti teoridigte, elleve med forordet?), "opfattet som, hvad Ragnar Thoursie kalder "skärsliparens dager över tingen". Og lad os da slutte disse bemærkninger hos Ragnar Thoursie. Lad hans skærslipper kaste sit lysskær over tingene.

IV Den klogeste: Skærslipperen

Det var ikke blot Eekelöf, Lindegren og Vennberg, der var livsafgørende for os, der kom til litterær bevidsthed sidst i fyrrerne, men også en række nu mindre beagtede digtere som Sven Alfons og Ragnar Thoursie. Thorusie, f. 1919, som gjorde embedsmandskarriere og bare udgav to digtsamlinger, Emailögat, 1945, og Nya sidor och dagsljus, 1952. I den sidste bog finder vi den lange digtcyklus Skärsliarens dager över tingen, som på mange måder (læst som "helhedsløsning") er et programdigt for en demokratisk poesi. Hele digtet, som er i seks afsnit, synes jeg, man kan læse spm én lang kommentar til Per Højholts digtning, måske den bedst mulige. Og jeg vil oversætte afsnit I og sidste del afsnit VI og lade læseren selv opleve sine løsninger:

Knivenes lange nat
skaftet med jerneg, med ibenholt
og ved fæstet gnistrende fæstnede
stjernernes nitter - klingede bort.

Rødt som dødkød har daggryet ved Värtan
rejst sig over rester af sammenkrummet mørke.
Ligblegt blik på morgentage.
Livsvarm duft der bages ud fra kælderhuller.
Dame der tar strømpe på,
mand som barberer adamasæblet,
I sin lænke rasler kulden lidt.
Portens gråsten damper, nyligt skurede,
Og allerede i sin stribe fra i fjor har
den røde skærslipper taget plads og prøver
lysets ægg med arret tommeltot;
tågehjul og smergeledderkop,
pedalen tøver ...

- Har en drøm sit lysskær kastet
over tingene, eller hvorfra vel det skarpe
dyb i dette stille vejrlig?

-  -  -

Hør altså en lille lyd
når vindhjulet knuser et gruskorn.

Det er sandhedens korn der valses.
Sandheden
er et vældigt lagen
hængt op til luftning på himlen.
Og individet
lille som en lus:
kun en sort prik i luven,
når sandheden I Sin Helhed får lov at komme til syne.

Hør, o hør
den lille lyd.
Den lille advarsel,
en læspen fra gaden,
hvor skærslipperen står med taburetten
og de snurrende sole af sand.
Han der prøver
lysets ar med tommeltotten.
Den fremmede, rødlette, der kommer
en morgen, og med et er det forårslyst.
Han der med astmarøst fortæller
om vidtstrakte rejser ind i msertens domæner
- det siges han er dømt
til at leve som flygtning fra sygehus til sygehus
og om sommeren nyede en kortvarig ferie fra døden.

Noget synes at være afslebet.
Noget synes at have jævnet og glattet
kanterne i hans sind.
Han hvæsende venlighed beretter
eventyret om menneskets sejhed.
det skinnende dyriske evne:
til at ryste af i daggryet
al uret - som regn.

Munterhedens under
fortættes i hans blik.


- Ragnar Thoursie