Viser opslag med etiketten Our Mutual Friend. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Our Mutual Friend. Vis alle opslag

lørdag den 5. august 2017

Om udstoppede frøer

- fra artikel i vanity fair om Donlad Trumps venskab med den sinistre og skurkagtige advokat (og tidligere McCarthy-assistent ) Roy Cohn, som jeg læste i flyet herover til New York, begges hjemby (min fremhævelse):

"On the day I arrived at Cohn's office, n his imposing limestone town house on East 68th Street, his Rolls-Royce was parked outside. But alle elgance stopped at the front door. I was a fetid place, a shambles of dusty bedroooms and office warrens where young male assistanst made their way up and down the stairs. . Cohn often greeted visitors in a robe. On occasion, I.R.S. agents were said to sit in the hallway , and, knowing Cohn's reputation as a deadbeat, were there to intercept any envelopes with money.
  Cohn's bedroom was crowded with a collection stuffed frogs that sat on the floor, propped against a large tv. Everything about him suggested a curipous combination of an arrested child and a sleaze. I sat on a small sofa covered with dozens of stuffed creatures that exploded with dust as I tried to move themaise. Cohn was compact, with a mirthless smile, the scars from his plastic surgeries visible aorund his ears. As he spoke, his tongue darted in and out, he twirled his Rolodex, as if to impress me with his newwork of contacts. "

- fra Charles Dickens' sidste fuldendte roman, Our Mutual Friend, kapitlet "Mr Wegg looks after himesf" (som jeg nærlæste ad absurdum i mit speciale), hvor skurken Silas Wegg besøger den butik, han i sin tid solgte sit amputerede ben til):

"
Silas Wegg, being on his road to the Roman Empire, approaches it by way of Clerkenwell. The time is early in the evening; the weather moist and raw. Mr Wegg finds leisure to make a little circuit, by reason that he folds his screen early, now that he combines another source of income with it, and also that he feels it due to himself to be anxiously expected at the Bower. ‘Boffin will get all the eagerer for waiting a bit,’ says Silas, screwing up, as he stumps along, first his right eye, and then his left. Which is something superfluous in him, for Nature has already screwed both pretty tight. ‘If I get on with him as I expect to get on,’ Silas pursues, stumping and meditating, ‘it wouldn’t become me to leave it here. It wouldn’t be respectable.’ Animated by this reflection, he stumps faster, and looks a long way before him, as a man with an ambitious project in abeyance often will do. Aware of a working-jeweller population taking sanctuary about the church in Clerkenwell, Mr Wegg is conscious of an interest in, and a respect for, the neighbourhood. But, his sensations in this regard halt as to their strict morality, as he halts in his gait; for, they suggest the delights of a coat of invisibility in which to walk off safely with the precious stones and watch-cases, but stop short of any compunction for the people who would lose the same. Not, however, towards the ‘shops’ where cunning artificers work in pearls and diamonds and gold and silver, making their hands so rich, that the enriched water in which they wash them is bought for the refiners;--not towards these does Mr Wegg stump, but towards the poorer shops of small retail traders in commodities to eat and drink and keep folks warm, and of Italian frame-makers, and of barbers, and of brokers, and of dealers in dogs and singing-birds. From these, in a narrow and a dirty street devoted to such callings, Mr Wegg selects one dark shop-window with a tallow candle dimly burning in it, surrounded by a muddle of objects vaguely resembling pieces of leather and dry stick, but among which nothing is resolvable into anything distinct, save the candle itself in its old tin candlestick, and two preserved frogs fighting a small-sword duel. Stumping with fresh vigour, he goes in at the dark greasy entry, pushes a little greasy dark reluctant side-door, and follows the door into the little dark greasy shop. It is so dark that nothing can be made out in it, over a little counter, but another tallow candle in another old tin candlestick, close to the face of a man stooping low in a chair."

 Mr Wegg nods to the face, ‘Good evening.’ The face looking up is a sallow face with weak eyes, surmounted by a tangle of reddish-dusty hair. The owner of the face has no cravat on, and has opened his tumbled shirt-collar to work with the more ease. For the same reason he has no coat on: only a loose waistcoat over his yellow linen. His eyes are like the over-tried eyes of an engraver, but he is not that; his expression and stoop are like those of a shoemaker, but he is not that.

‘Good evening, Mr Venus. Don’t you remember?’"

torsdag den 2. oktober 2014

Navn navn (Helle Helle kan lide Duran Duran)

Det her fra Politikens bagside er sjovt sjovt, synes jeg, artiklen stod 2 gange på siden, side om side:

KULTURELT: Kulturforbrugeren: Helle Helle

   

af BAGSIDEN BAGSIDEN
 
Helle Helle, så kom din nye bog, tillykke med den.
Tak, tak.
Når du ikke skriver bøger eller giver interviews, hvilken slags kultur forbruger du så selv?
Jeg lytter meget til musik, primært internationale 80' er-kunstnere: Duran Duran, Talk Talk, The The. Men der bliver da også til dansk musik fra tid til anden. Jeg kan for eksempel mægtig godt lide Zapp Zapp. Og det der nummer er også ret godt. Hvad er det nu, det hedder? Jo, ' Sui Sui'.
Rejser du meget?
Jeg kommer faktisk lige fra en weekendtur til Baden-Baden. Det er en fantastisk by. En fantastisk by
Hvad med filmmediet?
Jeg genså ' Kiss Kiss Bang Bang' for nylig, efter at jeg læste en anbefaling af den i filmmagasinet Ekko.
Det siges, at du er gastronomisk interesseret. Hvor kan du lide at spise?
Jeg køber ofte takeaway fra Lê Lê. Jeg er vild med det krydrede køkken, og de er gode til at dosere piri piri i maden. Couscous får jeg i hvert fald en gang om ugen. Og så elsker jeg de små vinbarer i København. Især Bevi Bevi.
Og litteratur?
Jeg læser gerne Tintin (...).
Kulturforbrugeren i næste uge: Peter Peter.

Mi speciale, som jeg åbenbart ikke kan holde op citere fra her på bloggen, hed ESKER ESKER efter en vild biperson i Dickens' Our Mutual Friend, der uforklaret ikke siger andet end de 2 ord: undertitlen/genrebetegnelsen var "Romanroman" Her er et citat fra afsnittet "Personer" om navne i Dickens-romanen - Dickens var som bekendt fantatisk optaget af person-navngivning, herunder  (egen og de øvrige personers) øge/kælenavngivning:

Næste mulighed er da ogsåp at navne udskiftes med tilnavne eller nye navne. Fledgeby er blevet Fascination Fledgeby. Rogue Riderhoods rigtige fornavn er Roger. Mis Jenny har valgt at hedde Jenny Wren i stedet for Fanny Cleaver, som er hendes virkelige navn, men vi får ikke at vide hvorfor. Over for de personer, hun kommer i kontakt med, anvender hun til gengæld sin hel egne indianske navngivning: Riah hedder 'Fairy Godmother', og da hun en kort overgang mistænker ham for skurkagtighed, bliver han omdøbt til 'Wolf' (Riah kalder Jenny for 'Cinderella'): Fledgeby er først 'Little Eyes' , men da så Mr Lammle har pryglet ham grundigt igennem får han tildelt det imponerende navn 'Tingling-Tossing-Aching-Screaming-Scratching-Smarter'. Rouge kalder Eugene for 't'otherst gorvenor', hvilket med tiden bliver forkortet til det så godt som uforståelige 't'otherst'. Wegg slynger om sig med grumt retoriske tilnavne til Mr Boffin. Gladest er han for 'the minion of fortune and the worm of the hour', men 'the Usurper' er også godt og selvfølgelig 'Hin that shall be nameless. I Kapitelttitlerne hedder Boffin fra og med 3. bog konsekvent 'The Golde Dustman' (seks gange i alt), en journalistisk kliché, som titel-ophøjelsen og gentagelsen giver en egen surreel aura.
  Lige så meget som hele dette navnevirvar, fra forvrængninger til private tilnavne, virker som en opløsning af navn og identitet, virker det som en udvidelse og multiplicering eller måske ligefrem en eksplosion, for ikke at sige en overflod.

Jeg blev færdig med specialet i 1994, og Helles debutbog Eksempel på liv udkom i 1993, så der er ingen undskyldning for, at jeg ikke henviste til hendes leksikonartikel i bogen (som jeg ikke anmeldte, og derfor (nok) læste for sent (men det er jo ingen undskyldning!)) om

Navne, eller hvad de hedder:

På samme måde som ting, følelser og steder får deres egne betegnelser, navngives ogås mennesker. Navnet er en måde at skelne den enkelte fra de andre på.
  Man kunne opkalde dem efter intelligens, humør eller øjenfarve. Endnu flere ville i så fald hedde det samme.
  Navnet bevares for det meste livet igennem. Et navn er det eneste bestandige, et fast holdepunkt.
  Ingen af dem vil påstå, at deres krop er den samme som ved fødslen eller i 10-års-aldren eller når som helst. En krop forandrer sig og minder foruroligende lidt om sig selv i løbet af blot en håndfuld år. Ansigtet skifter sit udtryk af for megen søvn eller glæde, maverne tiltager og aftager, huden folder sig i sit eget umulige mønster.
  En krop er hele tiden en ny krop, og dog kalder de den det samme, og kroppen lystrer for det meste, for kroppen ved, hvad den hedder. det er det vigtige. Navnet er det eneste,s om kan få kroppen til at tro på, at den ikke er forsvundet og erstattet med en ny.
  Der findes eksempler på kroppe, der ikke vil vedkende sig bestemte navne. Dette kan være et symptom på indestængt vrede, se også alder.

mandag den 15. september 2014

Han gør politiet med forskellige stemmer 1864-1865, 1922, 1976, 1994, 2014

"He do the Police in different voices"
("The Waste Land"s oprindelige titel, nu fundet hos Dickens)
(fra det speciale fra 1994 - romanen er fra 1864-65 (var jo en FØLJETON!), The Waste Land fra 1922)

I Bertel Pedersenss fine bog om Parodiens Teori fra 1976 bliver der i afsnittet om T.S. Eliots The Waste Land gjort rede for en Dickens-connection, der næsten er for god til at være sand. Det viser sig, at Eliot havde forsynet det oprindelige udkast til sit ærkemodernistiske digt md en undertitel eller måske rettere et motto, der var hentet fra Our Mutual Friend og i al sin enkelhed lød: "He do the Police in different voices".
 Sentensen finder mani første bogs kapitel 16 "Minders and re-minders", hvor Mr Rokesmith og Mr og Mrs Boffin i deres babyjagt er nået frem til den fattige, men stolte Betty Higden og hendes trofaste og meget akavede protegé Sloppy. Betty har netop forklaret de fine besøgende, at det er Sloppy, der har læst brevet fra præstefruen Mrs Milvey op for hende, hvilket får gæsterne til at skæve til samme Sloppy, og så kommer det kriminlle afsnit:

'For I ain't, you must know,' said Betty, 'much of a hand reading writing hand, though I can read my Bible, and most print. And I do love a newspaper. You mightn't think it, but Sloppy is a beautiful reader of anewspaper. He do the police in different voices.'

Sloppy er en skøn avisoplæser, fordi han giver de forskellige personer, der udtaler sig, forskellig stemmer, selv i en avissammenhæng så ensartet og anonym gruppe som politiet, der som regel bare optræder med uvillige kommentarer til deres opklaringsarbejde, individualiseres, ifølge Betty. Fortjenesten er helt og holdent Sloppys, for der er ingen grund til at mene, at der skulle være synderlig stilistisk forskel på avisens referater af politimænds udtalelser. Ved at spille politiet med forskellige stemmer skaber han ved egen hånd et helt politikorps, der er fuldstændigt fiktivt. Og nu kan man nok høre, hvor vi er på vej hen, men inden vi ankommer, er det nødvendigt et øjeblik at dvæle ved fortsættelsen af det citerede afsnit. For også i romanen gøres der et stort nummer ud af politi-bemærkningen:

The visitors again considered it a point of politeness to look at Sloppy, who looking at thm suddenly threw back his head, extended his mouth to it's utmost width, and laughed loud and long. At this the two inncocents, with their brains in that apparent danger, laughed, and Mrs Higden laughed, and the orphan laughed, and then the visitors laughed. Which was more cheerful than intelligible.

Det er jo en meget præcis analyse af årsagen til Sloppys oplæsningssucces Betty foretager ved at fremhæve politiets flerstemmighed, og hun er meget tæt på at røbe romanens egen hemmelighed, men i konteksten kommer den analyse behændigt nok til at fremstå som en besynderlig og absurd meddelelse på linje med Sloppys egne politistemmer; det ser Sloppy på gæsternes måbende reaktion og finder så fantastisk, at han må le pludseligt og højt (graden af erkendelse hos Sloppy kan man naturligvis kun gætte sig til, men min tillid til ham er stor), denne latter kan ikke undgå selv at forekommer barok og uforklarlig (næsten som et ekko af manden, der sagde "Esker!", der godt kan opfattes som Sloppys mindre sociale fætter) og formår derved i en dominoeffekt at smitte alle de øvrige personer, der må indrømme, at deres latter ligesom Dickens-læserens er mere munter end forståelig.
  Dette inspirerer endelig Sloppy til uforfalsket kaotisk støjfrembringelse så fjernt fra den forfinede politi-maskerade som muligt (og det er naturligvis de samme ekstremer, forfatteren Dickens opererer imellem):

The Sloppy seemed to be seized with a industrious mania or fury, turned to the mangle, and impelled it at the heads of the innocents with such a creaking and rumbling, that Mrs Hidgden stopped him.

Tilbage til Bertel Pedersen, som finder, at Dickens-mottoet understøtter en læsning af The Waste Land som "et voldsomt tekstuelt sammenstød mellem forskellige litterære former og konventioner", og fortsætter med at citere to centrale passager fra Eliots digt: " (...) you know only/ A heap of broken images", "I can connect/ Nothing with nothing." (side 259)
  Det er ikke Dickens, der hjælper til at forstå Eliot; Jorge Luis Borges har skrevet om, hvordan Kafka skaber sine egne forgængere; med sit kompromisløst splittede værk skaber Eliot også muligheden for at læse Dickens' værk på en ny måde. Det forekommer ikke overdrevet at anvende citaterne af Pedersen og Eliot om Our Mutual Friend, de rammer tværtimod lige i plet. Skulle fortælleren i Dickens' roman bryde ud i klagesang over sit eget projekt, og det gør han netop ikke, ville den ikke kunne undgå at lyde: Du kender kun en bunke knuste billeder, jeg kan forbinde intet med intet. Og var et overblik muligt over Dickens' London, ville dommen sikkert lyde: "Unreal City,/ Under the brown fog of a winter dawn,/ A Crowd flowed over London Bridge, som many,/ I had not thought death had undone so many./ Sighs, short and infrequent, were exhaled,/ And each Man fixed his eyes before his feet." Men Dickens' fortæller kommer ikke så højt op, han blander sig md mængden og overgiver sig gladelig til den rigdom, alle de døde og ensomme sjæles monologer tilsammen udgør. der var intet i vejen med Eliots kanonisering af politimændene med de forskellige stemmer, så hvorfor skulle Ezra Pund absolut smide dem ud med badevandet; det hører til den slags handlinger, der hævner sig (vold mod embedsmænd i funktion).

onsdag den 27. november 2013

At long last Lost (is my friend)

Okay, det er helt utidigt, man jeg er nu tre kvart episode inde i 3. sæson officielt fuldstændig fortabt i Lost; jeg opretholdt en vis skepsis hele vejen gennem 1. sæson, men i 2. sæson smeltede al modstand overfor det fint og proft kulørte ø-kuller, og sidst i 2. sæson spillede min yndlinsg(Dickens)roman Our Mutual Friend,, som jeg skrev speciale om for 20 år siden, en vigtig birolle, og det er jo et TEGN som dem, der er så herligt alt for mange af i serien, og endnu mere beytdningsfuldt er der tale om nøjagtig den samme Penguin-udgave, som jeg analyserede i laser dengang i 90'erne:

Ourmutualfriend2

lostpedia (hvor billedet også stammer fra) skriver: 

Desmond carried with him a hardback "The Penguin English Library" edition of Our Mutual Friend that was held closed with rubber bands, intended only to be opened and read at last before he died. Presumably knowing the significance of the book to him, Penelope placed a letter of her love and undying devotion in the book, intending Desmond to read it in his deepest moments of despair while incarcerated in military prison. However, he never found the letter there, as he had checked the book into prison storage with the rest of his personal inventory, and it was therefore not returned until his release. In the Swan, he finally found and read her letter when he opened the book to read it because he was contemplating suicide after three years of being "trapped" in the hatch. ("Live Together, Die Alone, Part 1")

This occurred at the same time John Locke was also in despair and pounding on the hatch door. The combination of the letter's discovery and Locke's appearance apparently saved Desmond's life as he decided against suicide. ("Deus Ex Machina")
Desmond also hid the key to activate the fail-safe in this book. When the computer was damaged, he inexplicably did not search for the book or the key, and neither were mentioned. He also neglected to take the book with him when he fled although this may be because he believed he had little time left to live and would not be able to read the book. ("Orientation")
Locke was seen alphabetizing the bookshelves (and shaking out each book as he did so) but was not shown discovering the book and key. Thus, the appearance of this rubber-banded hardcover book and its contents in the season two finale could be a continuity error. However, the book was placed in the far back of the bookshelf, and it appeared that John never finished alphabetizing. ("The Long Con")
Desmond named the sailboat that he and Penny lived on following his return from the Island after the novel. ("Dead Is Dead")

Influence on Lost

Damon Lindelof and Carlton Cuse mentioned in a New York Times article [1] that they got the idea of using this book from an interview of writer John Irving. Irving had stated that he wanted Our Mutual Friend to be the last book he reads before dying.

- Me too, John & Desmond!

søndag den 16. juni 2013

For Silas Wegg (Our Mutual Friend er gratis e-bog)

dobbelt så hård

STRÆBEN

med et

TRÆBEN

men halvt så tung

RÆBEN

 

søndag den 23. januar 2011

Today's Special: META

(fra afsnittet "Meta" i mit speciale (om især Charles Dickens' sidste fuldendte roman Our Mutual Friend) Esker Esker, Romanroman fra 1994; jeg beklager (ikke) al ungdommelighed:)

Når noget begynder at handle om sig selv i stedet for om alt muligt andet, kan det gøre sig fortjent til tilnavnet meta og beholde det så længe, det holder sig på denne skæve sti. Romanen snubler ofte og gerne ud i meta, man taler ligefrem om meta-romaner, som skal forestille ikke at handle om andet end sig selv. I mange fintfølende litteraters mund er meta et utvetydigt skældsord, der signalerer dekadence, narcissisme og tomhed. Og omvendt er der litterære bevægelser, der har formået at basere sig næsten udelukkende på meta, visse dekonstruktive læsere lader meta være den eneste saliggørende, altopløsende figur i de tekster, de får fingre i.
I essayet "Historical Fiction, Fictitious History, and Cheaspeake Bay Blue Crabs, or About Aboutness" (der indgår i samlingen The Friday Book fra 1984) opstiller den amerikanske postmodernist John Barth en række regler for (historiske) romaner. I regel nr. 3 har han følgende præcise og fonuftige ord at sige om meta: "Whatever else it is about, great literature is almost always also about itself, though it is almost never exclusively about itself, even when it seems to be." (side 191-192)
Meta er en ironisk effekt, måske endda den ironiske effekt par excellence, selvbevidsthed i højeste potens. Her gælder distancen ikke længere kun interne sager som fortæller, personer, beskrivelser, handling, den slår ned på værket selv, dets konkrete fremtræden som en bog med hvide sider fulde af trykte sorte bogstaver, skriveprocessen, værket forhold til andre bøger, dets poetik, dets status som litteratur og alle de litterære koder, som hver eneste sætning flyder over med; alt dette, der af hensyn til den illusionsskabende effekt, normalt tages for givet og lades uomtalt og uberørt, rykker frem i forgrunden og kommer under kærlig behandling.
Det er en paradoksal beskæftigelse, som at blæse og have mel i munden, hvilket jo kan blive til et ret imponerende og viltert snevejr; man er indenfor og udenfor på samme tid, sætter gåseøjne om egne ord, skriver litteratur om at skrive litteratur (om at skrive litteratur ...), bider sig selv i halen fuldt bevidst og med stor fornøjelse (som John Barts novelle "Frame-Tale", der består af et aflangt stykke papir, hvor der på den ene side står "ONCE UPON A TIME" og på den anden side (men på hovedet) står "THERE WAS A STORY THAT BEGAN", man drejer papiret en enkelt omgang, limer de to ender sammen og kan læse novellen i en uendelighed (Lost in the Funhouse, 1968, side 1-2)).
Meta kan forme sig på utallige måder. Det kan være aldeles plat, og det kan være højst raffineret. Det kan være højtråbende, og det kan være diskret. Det kan være en mikroskopisk lille detalje, og det kan antage gigantisk, ja altomfattende format. (...)
Jeg har forsøgt at lave en lille meta-typologi, der deler fænomenet op i fem mere eller mindre klart adskilte undergrupper. Rækkefølgen er bestemt af, hvor direkte selvhenvisningen kan siges at være, de bedst camouflerede typer kommer først og de mest ublu til sidst:
1. Metaforiske, symbolske, allegoriske omskrivninger. Tilskikkelser, der ikke umiddelbart er mærket af meta, men hvis sande hensigt en blid eller hårdhændet behandling kan afsløre. (...)
2. Omtale og tematisering af ting og sager, der har med bøger, skrift, papir og læsning at gøre (men som ikke kan siges at være direkte poetikalske udsagn). (...)
3. Intertektstualitet. Henvisninger til andre tekster (ikke nødvendigvis litterære) og samtale med dem.
4. Direkte poetikalske udsagn og direkte selvhenvisninger. [som i Den svære toer] (...)
5. Sproglig og tekstuel leg og vildskab. (...)
Gruppe 5 (...) gør sig kraftigt gældende i denne roman [Our Mutual Friend]. den tekstuelle leg begrænser sig måske til Weggs og Jennys skilte, der få deres egne firkanter på siderne (side 88 og 497) og denne parentes: "(my dear, observed her husband in paranthesis, why not)" (side 579), men sproget stepper jævnligt ud over det funktionelles grænser for sin egen fornøjelses skyld. (...)
Slut på denne omstændelige gennemgang [som jeg nådigt har skånet blog-læserne for], der viser, at der ikke er nogen ende på meta i den fredeligt realistiske roman Our Mutual Friend, når man bruger min typologi (der selvfølgelig heller ikke er konstrueret uden påvirkning fra netop denne roman). Det betyder ikke, at der i enhver roman er lige så meget meta, for Our Mutual Friend er ret radikal og selvbevidst bog, også i forhold til Dickens' andre romaner. Men det betyder, at meta har mere at sige end som så, at meta er en integreret og uundgåelig del af romanens form på linje med plot og personer, som der ikke er noget mystisk eller uhyggeligt ved.
Det er i romanens gamle lovløshed og outsiderstatus, meta har sin oprindelse, uden poetik og uden allierede var den tvunget til at diskutere og spejle sig selv for at finde frem til hvad og hvem, den var. Og det blev en styrke, for snart faldt alle hierarkier, og ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med sig selv uden en gud og en kejser at logre for.
Meta praktiserer romanens autonomi, den selvstændighed og uafhængighed (af andet end litteratur) og undergraver dermed alliancen med en empirisk virkelighed. Autonomien fungerer på to måder i meta, som kritisk selvrefleksion og som ren handling, demonstration, show, og ofte er de to måder ikke til at skelne fra hinanden, der kan være refleksion i tyve udråbstegn, og der kan være show i en alvorlig diskussion om romanens moralske mission.
Meta er hverken romanens mest undergravende element eller romanens sandhed, meta er et enkelt af romanens elementer og et enkelt af romanens undergravende elementer (undergravende overfor traditionel realisme og andet ondt og reaktionært [fx litteraturredaktører]).