20 mg. Thummelumsen blandet med Ketogan

- forleden torsdag var det Klassikerdag og årets klassiker var Gustav Wied, som jeg er trofast fan af og i sin tid portrætterede i Danske digtere, på Hovedbiblioteket læste 2 af GW's åndelige børnebørn, Jens B og Jan Sonnergaard, op fra romanen Fædrene æde Druer; Jens indledte sin oplæsning med denne dialog med ham selv, alt er som sædvanlig så godt som sandt:

-->

Goddag ,Jens Blendstrup

Goddag, Klassikerdag

Så skal du læse lidt  af Gustav Wied højt for os

Det skal jeg, ja

Det er jo hans sene forfatterskab, Jens Blendstrup

Ja og han er dejlig ond i sulet, siderne driver af ondskab og spiddende sprogligheder og sære sære typer og nerver og blonde kvinder og sex og forfærdelig omfattende pludselig død.

Men der er jo også samfundskritik! Det er jo i høj grad en historie om adlens forfald og bondestandens opadstigen.

Ja, det slog mig også, da jeg læste den, at folk har masser af tid til at spise frokost, og ryge cigar og besøge hinanden, slå misfostre ihjel og samtale, men der er også blonde kvinder og sex og kreolske hestetæmmere!

Og hvorledes er så dit forhold til den store danske satiriker ud over de blonde kvinder?

Godt, Klassikerdag.

Er du sikker? For du virker ikke sådan.

Nej?

Nej …

Jeg skrev speciale om Gustav Wied og Scherfig og Jess Ørnsbo.

Gik det godt?

Nej, jeg bestod kun med nød og næppe.

Hvad skal det sige?

Jeg ville hellere læse bøgerne. Jeg havde ikke læst så meget sekundærlitteratur… og det jeg havde læst, gentog jeg. For at få det til at fylde.

Det lyder ikke så godt, Jens Blendstrup, arbejdede du tilfældigvis sammen med Penkowa?

Nej, men jeg var utrolig glad for hans satyrspil, særligt  de utrolige undertekster. Det er jo langt forud for sin tid, klassikerdag.

Ja, Wied var en stor dramatiker, Jens Blendstrup, men hvorledes er dit forhold til den store forfatter i dag?

Udmærket, faktisk bedre end det har været i mange år. jeg blev sindssygt begejstret, da jeg genlæste Fædrene æde druer i går.

Hvornår læste du den sidst?

Da jeg var 14 år.

Det var tidligt.

Ja, det var også min far, der krævede det, jeg måtte ikke læse Kim-bøgerne, hvis jeg ikke læste Gustav Wied eller Tom Kristensen også. 2 Kim-bøger - 1 Gustav Wied.  Eller 1 Jan-bog og 1 halv Scherfig.  Eller 3 Jumbo-bøger og en halv Dostojevskij.

Hold da op!  

Han målte engang min hjerne op og sagde, den var svundet ind pga. for store mængder Vi på krageøen og Alfred Hitchcock og de 3 detektiver og Tintin.

Det lyder voldsomt.

Det var det også, store Klassikerdag. Han låste mine drengebøger inde og tvang mig til at læse højt af Knagsted, og når vi havde influenza, gav han det os det intravenøst. 20 mg. Thummelumsen blandet med Ketogan og Knagsted og Clausen, den moralsk kedsommelige type.

Men det er jo børnemishandling.

Det var dannelse, sagde han. Jeg skulle kende mørket og grusomheden, så jeg var klar til at møde den selv, når jeg blev kønsmoden, sagde han.

Sikke en far, blev der drukket mange druer?

Ja, men det var kun for at skylle hans far og hans oldefar ud, sagde han.

Var han fordrukken; Jens?

Ja, men han var også flink og jungiansk.  Og menneskelig. hver torsdag.

Var han bitter?

Ja, men kun om søndagen, når han skulle på arbejde dagen efter, og havde været fuld hele weekenden.

Ellers?

Ellers var han glad, Klassikerdag.  Om lørdagen brugte han tit Gustav Wied på os, når vi kom hjem fra byen

Hvad sagde han da?

Der sidder jo den søde dreng og ligner Lig-Johanne, kom ind i stuen, så skal jeg afgifte dig. Med en øl og en snaps.

Forstod du det dengang, at han citerede Gustav Wied?

Nej, men det gør jeg i dag , Klassikerdag.  Nu skuer jeg grelt Kartago og slægten Uldahl.

Hvad vil du læse for os?

Jeg havde egentlig tænkt mig, jeg ville læse kapitlet med Spat-Marie og Lig-Johanne, der er på vej hjem fra marked i byen, men så kom jeg til et nyt kapitel, som var endnu bedre, og sådan er det med den bog, den bliver mere og mere spids og klar. Så nu tager jeg et lykkeligt kapitel om herredfuldmægtig Isiodor Seligmann, der sidder hjemme med sin højgravide kone.. Og langsomt begynder at danse.

Det er også et smukt kapitel, som viser Wieds kærlighed til visse mennesker.

Ja, men så bliver han ond igen. Så jeg vil gerne slutte af med det uhyggelige, men også smukke kapitel ,hvor Palle Uldahls Mona Cirkusprinsesse og frue omkommer under frygtelige omstændigheder.

Føj for satan, Jens Blendstrup,  kan du ikke nok tage det inden, hvor hun bare er lunefuld, men dejlig på en Ibiza-agtig sydlandsk måde?

Jo, men  Gustav Wied er jo dansk litteraturs fjæsing.  Han ligger hele tiden og lurer under overfladen på den pæne danske litteratur med sine giftpile ...

Læs nu bare noget rart, det er fyraften på Hovedbiblioteket. Verden har ikke brug for mere ondskab. Nej, Spat-Marie, jeg mener ISIS, nej, jeg mener Klassikerdag.