Omsider er min anmeldelse (der oprindeligt bar den citerende overskrift: "Den daglangt lavthængende sol" selvfølgelig) af Morten Chemnitz' cool dirrende, ultratalentfulde debutbog Inden april i WA Bøger, og hele foråret er gået og sommeren også, og efteråret, vi er fremme eller tilbage i bogens tredje afsnit, der som bekendt - dramatisk! - udspiller sig i december Det er en også helt særlig, tyst og intens begejstring, bogen har vakt, rigtig mange har peget på den som uretfærdigt overset af Montana-prisen, det kan de godt have ret i, og den er blandt favoritterne til at blive udpeget som Årets Bog i tidsskriftet Nicks lille FB-julekonkurrence (og jeg ved, den var langt fremme i opløbet til debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat). Her er det næsisidste digt i decemberafsnittet, skal vi ikke sige, at det er et juledigt (de røde tage) og håbe, at et vist antal dannede tanter begaver poetiske nevøer og niecer med den fine, fine, fine bog:
I det yderste af vinteren.
Solpletter som kommer nedover fra de røde tage.
Solen i det sidste af isen. Vandet som strømmer og river de sidste små blokke af frost med sig. Længere hen. Som tager det med sig foran.
Under det sene af vinteren. Vandet med isen som solen i skyerne foran.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar