Probably true, Tue!

Jeg kan blive nødt til at få læst Jacob Skyggebjergs debutroman Vor tids helt før eller senere, fordi jeg sidder i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, så jeg har ikke i den forstand brug for forbrugervejledning.

Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:

Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.

Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.

Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):

Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?

Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.