Årets blogpost ankommer på falderebet og giver anledning til en rykker

Årets blogpost må være Karin Tofts omhyggeligt speedede julekort postet den anden dag på hendes alt for sjældent benyttede blog □2 , klip ned til punktum nr. 2:

Der opstod timeout for afspilningen men vi har gemt sin position. klik på knappen "opdater" eller "genindlæs" i browseren for at fortsætte. Jeg spillede rollen til perfektion, i den glitrende sorte kjole med parasoludhæng på ærmerne og ludersko med lakspænder på anklerne over iturevne nylonstrømper daskende som tørt og viftende tang på kasserede dragnets, men nu er han heldigvis taget afsted, heldigvis, men så kan man være der, nu står han og griner orangekindet af kort islandsk sol, med steig-eisen på og snefnug i sit grå hår, og her går jeg julen imøde på fortovet, med fars jule-selfies på kistebunden, uden personlige hilsner, der hvor kongefamilien holder sommerferie, sønderjylland sprødt og dystert i forruden, de omtalte dragnets der flagrer ensomt på barndomsstranden, et stort mennesketomt landskab med metaldetektor skrigende mod hjernen, så fint at have dig med ud til rækværket af væltede træer under lerklinterne ved barndommens skovlege, mine forbyggede og forfaldne barndomshjem, men fint nok, det er nok bedst sådan, landskabet har bevaret sin imødekommenhed overfor turister og sin skepsis over hjemmefødninger, vi går rundt på resterne af skolen og ser ind i dens 4 lokaler, børnehaveklassen hvor jeg pissede i bukserne, 1. klasse hvor læreren døde, 2. klasse hvor den unge alokale musiklærer fik koleriske farver i sit ydre øre, på den øvre øremusling; lilla som på en død morfar, fint tulipanpink på øreflippen, lysegult i ørekrogen, 3. klasse husker jeg kun fra omklædningsrummets fællesbad og Christians blå tissemand, flourpenslingerne når vi var blevet gennet sammen på bænkene som slagtedyr, lucia-optogene i gymnastiksalen hvor altid kønnere piger med længere og lysere hår stod brud for beundringen, de voksne der vrangvilligt socialiserede eller mødte fulde og maskerede op hos hinanden allerhelgens aften med tavst behandskede hænder.

Men det gør jo også bare savnet efter en hel bog omsider endnu stærkere, kan den debut da for fanden få lov at ske!