Frost i Brabrand

Peter Laugesen holdt talen, da Lars Frost ved Det danske Akademis årsmøde forleden blev tildelt Beatrice-poesien, begge er boblende Jeronimusser gennemhullet af fransk og amerikansk intertekst, og sådan begynder talen, simrende sympatetisk :

Lars Frosts forfatterskab er på eksemplarisk måde fortællingen om de første 13 år af det andet årtusinde efter Kristi fødsel. Det er ungt:
 
”De drømmer sig til Amerika. De vil se appelsinplantagerne og køre langs vandet. San Francisco, Monterey, mod Mexico.”
 
Det er fra hans anden bog, ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” hedder den. 2001. De er som Kerouacs personer, men ikke helt. De har allerede overlæggets og bagtankens krykker med sig nu, de for første gang tager af sted ud i verden. Bogen er skrevet på et stativ af kapiteloverskrifter fra Alain Robbe-Grillets ”Pour un nouveau roman”, et programskrift fra 1963, og der er ingen tvivl om, at Frost mener, der nu igen er brug for en ny måde at tænke og opleve det trætte gamle fænomen roman på.
 
Som om han havde læst den situationistiske franske forfatter Michele Bernstein, der i 1960 og 1961 skrev hhv. ”Tous les chevaux du roi” og ”La Nuit”, som i to forskellige stillejer skildrer den samme lille gruppe menneskers driven rundt i et natligt Paris, hvis de da ikke er på kedelig sommerferie ved Biarritz eller drikker snaps med den danske maler, Ole, der er et portræt af Asger Jorn.

Den ene bog er skrevet så at sige i dybden, som Robbe-Grillet syntes, man skulle gøre det, den anden er skrevet, som Francoise Sagan skrev, med foden på speederen uden sko og strømper.
 
Lars Frost skriver på begge måder, og på en gang. Michele Bernstein ville kalde det revolutionært, hun ville tale om skriften som en dérive, en hvileløs vandring, og teknikken ville hun kalde détournement: Man tager noget kendt og drejer lidt på det, som på et kalejdoskop, man ryster lidt med brikkerne, og de lægger sig i et nyt billede.
 
Sådan skriver Lars Frost også. Hans skrift driver personerne rundt og rundt i samme lukkede kikkert. Sådan er verden, og det er ikke autofiktion heller, selv om der er meget auto over det.