Flashbackpacker

Jeg har guddødeme læst Hanne-Vibeke Holsts gudjælpme overalt roste (og til WA's Litteturpris indstillede) roman om sin far, digter og Hvedekornsredaktør Knud Holst (og velsagtens derfor: af redaktørsolidaritet!?), Knud, den store, og jeg må sige, jeg er noget nær CHOKERET over den tekniske og kompositionelle KLODSETHED, den prosaiske uprofessionalisme simpelthen: Næsten 100 sider om et håbløst trivielt og aldeles ikke skæbnesvangert gymnasiesværmeri, men sølle 13 sider om KH's sene, langvarige forhold til den yngre Sus -  inde i et elfantistisk flashback på et hotelværelse. Og sjældent har jeg læst så flashback-rygskadet en roman; hver gang handlingen er sprunget over et kortere eller længere tidsinterval, skal hvad, der end er foregået af stort og småt (virkeligt (og researchet og erindret) - derfor skal alt med) i intervallet, møjsommeligt rekapituleres via som regel Knuds bevidsthed, ikke scenisk, men rent refererende, hvilket jo snarere end flashbacks er flushbacks: handlingsudskylninger. Måske tror HVH, at det er en elegant måde at fortælle på, men det opleves stik modsat som uroligt uskønt og bare desperat, stof-overload-desperat. Sammenlign med igen og igen ikke-prisnominerede Maria Helleberg, der også hele tiden må klippe i sit (betydeligt mere dramatiske) virkelighedsstof, men hver gang klipper lige ind i et nu, der jager direkte fremad uden at se sig tilbage. Og hvad angår kreativ, dynamisk og systemisk/ eksperimenterende brug af flashbacks  vil jeg fremhæve tv-serien Lost, som jeg ser som besat for tiden, hvor hvert afsnit i kollektiv-fiktionen er bygget og som et dobbelt-spor af nu-handling(er) og en enkelt persons flashbacks, med alskens intrikate undtagelser og variationer - og diverse plot-klargørende og -udtågende links på kryds og tværs, flaskbackeri som narrativt overskud frem for, som hos HVH, autofiktiv fallit.