»Der kan litteraturen hjælpe os til at skærpe opmærksomheden og minde os om, at der findes mange måder at se på verden. Når man læser tvinger man sig selv til at bringe sig på niveau med andre mennesker.«
»Jeg bliver et mere skodagtigt menneske, når jeg ikke læser,« som hun lakonisk konstaterer i forlængelse af analysen.
– Men bliver man klogere på sig selv af altid at være i tingene i stedet for at iagttage dem på afstand?
»Det betyder først og fremmest noget for mig at blive så opmærksom, som man kan blive. Jeg tror, man bliver klogere af at prøve at huske så godt, som man kan, fordi man så bliver opmærksom på, hvor svært det er at være helt sikker på noget.«
»Der er vildt meget håb i, at man ikke kan finde frem til den eksakte erfaring eller det eksakte menneske,« lyder det
Men jeg får lidt af et problem med hendes anti-hierarkiske program (der jo lige så meget bare er en stærk og afgørende (og nødvendig) henvendelses-energi og -attitude), når hun benægter talentets faktuelt udemokratiske væsen og fornægter sin egen fantastiske talentfuldhed:
»Andre betragter det måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. Det er ikke fordi jeg har en særlig gave. Hvis jeg følte, at det var en hemmelig gave, jeg delte ud af, ville jeg aldrig turde sætte mig ned at skrive noget. Så ville det blive alt for angstprovokerende.«
– Men du er vel forfatter?
»Ja, og man skal også passe på, at man ikke bliver blind for sine egne privilegier, men jeg tror virkelig, alle kunne skrive en fantastisk bog. Det er et valg at tilgængeliggøre sig selv. Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive.«
Jeg tror virkelig ikke, at alle kan skrive en fantastisk bog. Jeg tror, forholdsvis få kan skrive en fantastisk bog, for slet ikke at tale om flere fantastiske bøger. Som alle til gengæld helt frit kan læse. Og det er vel den gode dynamik, der er mellem hierarki og anti-hierarki: Hvem som helst kan ikke skrive, men enhver kan læse. Og jeg kan i hvert fald ikke male. Og heller ikke synge. Hvorfor egentlig skal at skrive være et særligt demokratisk hos-alle-opgraveligt talent? Olivia skriver bedre poesi eller skriver poetisk bedre end langt, langt de fleste mennesker nogensinde, hvor meget de end tilgængeliggør sig, vil kunne formå. Og hun siger jo ikke bare noget, udtaler sig jo ikke bare. Hun DIGTER, med musikalitet og retorik og billedsprog, ikke anti-poetisk, men pro-poetisk. I øjenhøjde, direkte henvendende sig (til læseren eller nærstående virkelige personer), ja, men det afpoetiserer jo ikke, tværtimod, det intensiverer og akut-gør den poetiske effekt (og har altid gjort det: Ewald & co.). Dette blogpost-digt af Olivia er en gave, fordi hun har en gave, som hun forvalter knivskarpt og legesygt og totalt julemands-generøst:
champangejesus syng for mig og rasmus halling nielsen
det barn
og lad dem suge
og mandlerne
og de, der har gået længe og er trætte
overdrag mine mandler til dem
og lad min arbejdende nyre
den evige radio
lad dem
men lars olivia siger jo netop ikke at det FAKTISK eller FAKTUELT forholder sig sådan at ALLE kan skrive men at hun når og mens skriver er nødt til at TRO på at alle kunne eller ville kunne skrive, i princippet altså, eller helt potentielt (”Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive” siger hun – nøgleordet er TROEDE), det er på den måde det anti-hierarkiske skal forstås, og jeg synes det er en ret så genial tanke, som også siger noget om det politiske eller demokratiske aspekt af Olivias poesi
SvarSlet- man kunne i øvrigt også tale om litteraturens SOM OM, litteraturens utopi, hvilket vel, hvis man nu her lillejuleaften skal lege akademiker, går tilbage til Kant som taler om smagsdommens som om, dvs. at når man udtaler "det er smukt eller skønt" så udtaler man sig altid som om at alle er enige, som om det er et objektivt faktum (vel vidende at det er naturligvis og nødvendigvis ikke), men bundlinjen er vel at man er NØDT til at have den horisont med i spil i det æstetiske, hvad enten man er den udøvende eller den beskuende person.
- og apropos nødvendigheden så er der jo også mange forfattere og kunstnere der taler om nødvendighed, om at det de laver ikke kunne være anderledes, at det der står i et digt eller en roman er nødt til at være der og på netop den måde - men det er også funderet i dette SOM OM, for ALT kunne jo i princippet og potentielt netop være anderledes, alt KUNNE formuleres på en anden måde, stå på en anden måde, end det det ender med, og det er ikke en svaghed, men netop styrken eller man kunne sige: grundlaget for al litteratur og kunst i det hele taget. det er i hvert fald en motor, dette som om, også i livet generelt, tror jeg, der ville ikke ske en skid, hvis ikke der var mennesker, der handlede som om det var muligt at handle (og gøre en forskel), der skrev som om det var muligt at skrive (og gøre en forskel) – ikke (NB!) kun som om det var muligt for én selv, men som om det var muligt for ALLE og ENHVER, det er med andre ord også her at demokrati og poesi går en smule hånd i hånd
(god jul!)
okay det bliver ved med at rumstere i mit hoved, så lige et par ting mere:
SvarSletdet er fint nok og jo også rigtigt nok når du (og for så vidt også Rune Lykkeberg i sin seneste bog) påpeger at der er noget fundamentalt antidemokratisk over kunst, til det kan man kun sige: det er jo helt klart på et empirisk plan, det er jo indlysende nok – MEN der er vel meget mere til kunsten end det, end ren empiri?
det er det ene. det andet: jeg ved godt at man skal skelne mellem hvad en forfatter siger og gør, og at forfatteren er DØD og pis og papir, men det her antihierarkiske og det her SOM OM er ikke kun noget olivia taler om, det er også noget hun helt tydeligt gør og praktiserer i hendes poesi (som du vel dermed også må være anfægtet af eller have et principielt problem med? det gad jeg godt høre noget/mere om…). dybest set tror jeg ikke det er så let eller rigtigt at adskille æstetisk og etik/politik og SLET ikke i olivias tilfælde: sjældent har to ting været SÅ forbundne, man kunne også sige livet og skriften og ikke kun i betydningen liv der skal føre til og bruges i skiften men også omvendt: skriften det skal føre til og bruges i livet ( det er også derfor hendes poesi ikke har en skid at gøre med autofiktion!)
og det tredje er, at det demokratiske aspekt, som jeg altså insisterer på er en integreret del af olivias praksis, måske i særdeleshed sætter sig igennem på receptionens niveau, altså jeg tænker på skinnebach og hans formuleringer i Enhver betydning er også en mislyd om at ”Her er, her vil være frit at bevæge sig for enhver…I sindet danser alle på lige rækker”, og jeg tænker at i den grad er tilfældet i olivias seneste bog, hvor ikke kun alle sætninger og udsagn tillægges samme værdi, men hvor også ALLE læsere sådan set kan bevæge sig frit, luderen og lommetyven, social klasse 1 og social klasse 5, ikke fordi man kan IDENTIFICERE sig med det der foregår, eller de personer, der optræder, i bogen, men fordi det faktisk, vil jeg påstå, er muligt for ALLE og ENHVER og HVEM SOM HELST at læse bogen, jeg tror ikke at det er en tilfældighed at den, på et empirisk plan, har solgt så godt som den nu engang har, jeg tror det skyldes at det er lykkes olivia at skrive en bog hvis rum (i flertal) er så umiddelbare og åbne at alle kan træde derind, det er noget af en poetisk og demokratisk bedrift, ”jorden er øm og jeg er ikke nok til at fat det” lyder det, men måske er VI nok til det, at fat det (SOM OM det var muligt af fat det i fællesskab!)
okay måske det her trænger til at blive gennemtænkt og gennemskrevet, måske endda i artikelform, det må blive engang når mine twins er 18 eller cirka deromkring