tirsdag den 12. oktober 2010

Skriftslik

Jeg skulle bare lige have 10 minutter til at gå mellem det ene og det andet tidspunkt og begyndte så at læse i Christina Hesselholdts "fortællekreds" Camilla - og resten af selskabet, der udkommer i næste uge, og kunne slet ikke holde op igen, det er så utroligt lækkert-sært-fint skrevet.

En vigtig kategori: Vild nydelses-skrift -

René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme hører også til i denne kategori; da jeg i går underviste elever på Forfatterskolen i børnelitteratur i realitets-indzoomende og fantasi-udvidende tekster, læste jeg som præmieeksempel på førstnævnte dette digt op:

gråvejret lyser som månen
jeg følger et ansigt på en sky, der bliver ældre og opløses
en dame i oktober med tryksværte på fingrene
et blad hvirvler forbi vinduet på fjerde sal og stiger op forbi igen
senerne i danserens underarm når hun smører sig en mad
skrigende jerngitter en morgen og indbildningen om at være i rom
togets undervogn knager, solen bryder igennem
den bevæger sig hen over spisebordet
isterningen støder mod læben hver gang jeg tager en slurk
sol på ansigt og fod samtidig, men ikke andre steder
og gennem højt gavlvindue i gammel mejeribygning, ind på metalbeholderne
lyset fra trafiksignalerne i regnvandet på vejen
at nyse i avisen og se de fine spor
kolde sider ind i en bog
to sætningsløse øjeblikke i træk
lyset fra instrumentbrættet i en bil i aftenkø
ventetiden mellem det første og det andet nys
ordbogen set fra siden: spor af fingre
kongens næse stikkende frem af mønten
en tv-skærm i profil, en drømmende lygte
snefaldets varierende hastighed, maskinagtigheden, tandhjul i vinden
lyset der bliver bredere sidst i januar
oslobåden kl. 17, lyden.

2 kommentarer: