torsdag den 28. oktober 2010

Lille raserianfald 1 (for helvede, Klaus!)

Halvslumrende zappede jeg rundt på fjernsynet i går aftes og vågnede brat op af bar hidsighed over DR K's litteraturprogram Ordkraft, hvor Klaus Rothstein sidder på en formumlet bogcafé og taler med forfatter og en "ekspert" om et TEMA, og i går var emnet så TERRORISME, og det talte Klaus så om med tegnserietegneren Thorstein og litteraturlektoren Tore, hedder han vist, og jeg så mest af den første samtale - igen og igen zappede jeg heftigt væk og så forsigtigt tilbage igen - og det handlede slet ikke om det konkrete kunstVÆRK med for helvede tegninger i, men hele tiden og særdeles anstrengt om DET TERRORISTISKE TEMA på en sådan faux-engageret middagsbordsfacon: Er vi alle potentielle terrorister osv, for hverken Klaus eller Thorstein er eksperter i terorisme, og det er Tore heller ikke, han er højst ekspert på amerikanske romaner med terroristisk tema, men igen skulle han ikke fortælle om de romaner som romaner, men om hvad de romaner siger om terror og nine/eleven, hvilket ikke er særligt meget, var han vistnok i gang med at forklare, før jeg zappede væk for good, og er det virkelig så langt ude og uhyggeligt at lave tv om litteratur som litteratur, der er interessant af litteraturmæssige årsager? I dagens avis står der at DR vil nedlægge det udmærkede - fordi det eneste reelt og kvalifceret KRITISKE tv-program - filmmagasin Premiere (hvor min søn på falderebet skal i erhvervspraktik) til fordel for et uspecificeret kulturprogram og et nyt litteraturprogram, det kommer der sikker ikke noget godt ud af, men jeg foreslår (igen igen - jeg har en føljeton af korrespondancer med DR, der går 15 år tilbage inkl. en enkelt håbløs Pilot, med raserianfald om Undtagelsen og samtale med trioen Staun, Q Holm, Skinnebach; jeg finder den ikke frem!) et prisbilligt, rent bogstaveligt program, hvor kameraet ikke løfter sig fra bogsiden, og kritikere og digtere kun MÅSKE får lov at sige noget, mens seeren læser!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar