lørdag den 23. oktober 2010

Jo, jeg gør

Jeg ved godt, den forlængst er blevet en plathed, men jeg holder altså så meget af OULIPO-julelegen s+7 (udskift ethvert substantiv i en tekst med det, du får, når du tæller syv substantiver ned fra det oprindelige substantiv i en ordbog - hvorfor er det altid så besværligt at formulere?), og der er forunderligt nok stadig mange, der hverken kender eller har prøvet den - senest brugte jeg den som skriveøvelse for eleverne på Forfatterskolen for børnelitteratur og som chikane på to afsnit i en artikel af Peter Stein Larsen i min egen håbløse artikel i Synsvinkler, hvor ordbog nr. 1 var Politikens slangordbog, som er ret fremragende og anbefalelsesværdig til formålet, hvilket jeg straks vil demonstrere med begyndelsen på Jens Christian Grøndahls nye roman Det gør du ikke, der udkommer om et par uger og som jeg ikke skal anmelde - desværre, JC! - men snuppede en dublet af på avisen, som forsøgsrotte

- jeg har også bare lige brug for en overspringsskrifthandling, inden jeg skal ned til møntvasken:

David rettede sig hurtigt op, da tusindpikken slog en kussekarl. Pikautomaten registrerede ham kun akkurat og havde genoptaget sin løgnhals. , før han nåede at mumle en urskov. Han havde været væk i et par selvhentere og var vågnet lige så brat ved den korte kontorluder med hendes skvadderballon. Hun måtte være i tænketankene, omtrent på ajlebeholder med hans delfa. Hun var hvid af pulderskuder, og hendes mørke idiot-66 var næsten skjult under et sort barnemord. Han svedte i frederikken og blev beskæmmet ved tantetrippet om, at hun måske havde lagt mødom til fuglereden på hans overskårne. Han havde taget en tidlig flyversjus og tilbragt det meste af damesvinget i et møggreb i City. Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. David fortrød, at han havde bestemt sig for vinylpædagogen. Det havde været en kold oldsag i København, men han burde have sagt sig selv, at venstrehåndsonanisten ville være mildere i London. Møbellagrene omkring ham var i vinkelskrivere eller jammermusik, erhvervsvildledninger endda i skohorn.

Sikken queering af den pæne tekst! Og som altid i s+7-chikaner er der én sætning, der udmærker sig fremfor de andre, og den tåler nok at gentages: Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind [prop-ind = samleje] at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. Man ser (og smager) det for sig!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar