Hallelu-YEAH!

YEAHOLOGI Ved tildelingen af Danmarks største debutantpris, Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr., til Theis Ørntoft for den højst hippe digtsamling Yeahsuiten

YEAH! YEAH! YEAH! YEAH! YEAH! YEAH!

Det er så mange YEAH!er, Theis Ønrtofts debutdigtsamling Yeahsuiten faktisk indeholder, sølle 6 YEAH!er, dvs. kun dobbelt så mange som i bandnavnet The Yeah Yeah Yeahs. Til sammenligning er der 30 yeah’er i Beatles’ sang ”She Loves You”, med omkvædet ”She loves you yeah yeah yeah” og mindst (sangen fader ud nemlig) 175 yeah’er i LCD Soundsystems sang ”Yeah (Crass Version)”, med omkvædet ”yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah/ yeah yeah yeah yeah yeah yeah.”

Til gengæld står de 6 yeah’er på hver deres side, midtpå og med masser af luft udenom, med eftertryk, som man siger: YEAH! Så jeg synes sagtens, vi kan kalde YEAH! for bogens omkvæd (hvis ikke YEAH!erne simpelthen er selve sagen og uden videre lig med Yeahsuiten, som akkurat en kort og klar suite af YEAH!er, med digtene som en fed gang smalltalk til at udfylde pauserne mellem de malmfulde YEAH!er?).
Når man tæller digte og ikke bare YEAH!er, opdager man, at der er system i sagerne – indtil systemet til sidst, som digteren med sin sølvtunge ville udtrykke det, fuckes op: 2 digte, YEAH!, 3 digte, YEAH!, 4 digte, YEAH!, 5 digte, YEAH!, 6 digte, YEAH!, 7 digte, YEAH!!, 5 digte og intet YEAH! … det må læseren selv levere, hvilket han gerne gør, plus de tre digte, der mangler, hvis systemet skal gå op, og det kan det så holde lidt hårdere med.

Denne diskrete, let op-fuckede systematik understregede det projektuelle og det nummeragtige ´(som i cirkusnummer), det ikke bare stilige, men også stiliserede, i de så tilsyneladende koket og distræt henkastede digte. Yeahsuiten er også et helt køligt eksperiment: Kan jeg foregøgle læseren en ny og frisk og fucking autentisk centrallyrik ved at sammenklippe Schade’sk hverdags-naivisme og opkørt city slang og barokke metaforer og meta-kommentarer om identitetens og virkelighedens illusion og pokerface-tautologier, der udnævner noget til at være det, det bare er – i tre linjer (minus metafor): ”Her fra herfra lyder vækkeuret som et vækkeur/ det rammer sgu bare sin egen form og intet andet/ det vækker sgu bare genkendelsens sorg og ikke andet” ? Ja, det kan jeg godt foregøgle! Nej, YEAH! det kan jeg godt!
I et interview på DR.dk’s Testklubben gør Ørntoft sig noget for klog og naiv på bogens projekt: ”Jeg fornemmer, at mange mest læser min bog som en fejring af ungdommen, altså den demonstrerer en bevidst og fragil lykke, og at det alene kvalificerer bogen. For mig er det faktisk ikke så meget gaden eller værelset det handler om, men snarere hvor hårde kollisioner mellem forskellige temperaments- og erkendelsesregistre man kan fremskrive, og stadig foregive at stemmen er en autoritet.”

Jeg vil mene, at YEAH!erne beviser og udtrykker, at det ikke kun er læseren, men også digteren, hvem det lykkes at foregøgle, at eksperimentet SÅ GOD SOM NY UNG POESI lykkes. Og som digteren selv ville udtrykke det: Hvis det lykkes, at det lykkes, så lykkes det! Lykkeligvis!

YEAH!erne fungerer også som opviglinger af digtene, så de fra et rimeligt hyper-enkelt udgangspunkt kan komme op i stadig højere og mere ekspansive omdrejninger. Derfor bliver der også stadig længere imellem dem: I starten har skriveprocessen brug for alle de tilråb, den kan give sig selv, senere kører den så godt som fuldautomatisk i sit skønne overdrive.
YEAH! er rockens svar på hiphoppens DÈR! En tom, men slagkraftig markering af det performative, showy nærvær. Mit Oxford American Dictionary, købt i Berkeley, Californien, 1982, forklarer, at yeah er et uformelt, informal, adverbium, der betyder yes, ja. Og hvis man sprogrøgterisk absolut skulle fordanske YEAH!, ville det måske blive til JEP! Men det er bare ikke helt det samme, vel: Hun elsker dig, jep, jep, jep ...

I det førnævnte interview definerer digteren YEAH! som ”et uafgørligt temperament. Lyt til Aracade Fire, det er lyden af mange stemmer, der råber samtidig. Det er også derfor, jeg ikke råber omkvædet højt når jeg er ude at læse op: Jeg er ikke nok” Jeget i Yeahsuiten er nemlig i høj grad et kollektivt jeg, hvis ikke en generations jeg – men helst gerne! – så en flok venners og veninders jeg, som dem der hænger ud på forsiden. En af bogens egne folkeoptællinger af jeget lyder sådan her: ”jeg er en jøde, en laks, en pige med diller”. Jeg vil gerne ønske samtlige de Theis’er, der er nået uskadt frem til Vejle Bibliotek i dag, tillykke med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat ved at udbede mig et stort, flerstemmigt YEAH! i halen på bogens digt nr. 2, ”Det perfekte tidspunkt til et bad”:
”Jeg kommer hjem efter en vildt hård dag – helt bombet/ det perfekte tidspunkt at tage bad på// går ud mod badeværelset/ men da jeg tager i håndtaget er der låst/ ikke godt – skal derud og tage bad NU/ skrub af med dig! og/ fuck snart af! råber jeg til personen derinde – ha ha// da jeg endelig står i badet, tænker jeg/ på en god venindes bryster// ud af det blå slår det mig pludselig/ om jeg skal flytte væk fra alt og alle/ hvor kom det indfald fra tænker jeg og bliver sindssygt trist”
1, 2, 3, all together now: Y-E-A-H!!!!