Akut kontrast 3

Hendes bekymringer kom aldrig til at slippe hende helt. Ikke før hun i 1980 begyndte at dyrke yoga.

- fra Ulven

Den gule orkide har ikke det døde voksagtige skær, som orkideer ofte har, der er en sværm af små lette blomster, og plantens højde (næsten en meter) og blomsternes farve (varm gul) med den grå himmel som baggrund får en til at tænke på den yogaøvelse, der hedder Hilsen til solen, hvorunder den hilsende siddende rækker armene højt i vejret. Min matematikhjælp (i gymnasiet) forsøgte at lære mig den, han sled med at få anbragt mine stive underben over kors på mine lår, i lotusstilling, det føltes som at sidde på et vippende bræt.

- fra Camilla - og resten af selskabet

Tim ud og ind og ud af kulden

Da jeg interviewede Christina Hesselholdt på Bogforum i november 2003 om romanen Du, mit, du, kom der efter seancen en ung mand op til forfatteren og spurgte om, det var bevidst, at titlen bagfra kunne læses ud, tim, uD. Det var det sandelig ikke, forsikrede hun. Senere kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at kalde min oversigtartikel om danske skønlitteratur 2010 i Nordisk Tidsskrift for "Ud, Tim, ud".- men sørme om ikke Tim nu omsider er sluppet ind i den Hesselholdtske skrift (bare for straks at blive verfet ud igen), på tredie side i næste uges roman Camilla - og resten af selskabet, det er Camilla, der har ordet (og der er selvfølgelig tale om 1 dejlig lang sætning):

Jeg erindrer: Torremolinos, gud ved præcis hvad år, men lidt hippie var der stadig over det, og vi læste alle sammen en roman, der hed The Travellers, (den gik på omgang mellem os), af en forfatter, hvis navn vist begyndte med M., det var derfor, vi var i Torremolinos, hvor et af kapitlerne foregik, og derfor, vi bagefter tog til Marrakech (og derefter atter til Torremolinos som i bogen), hvortil vi ankom i måneskin, og jeg tirrede min kæreste, Tim hed han, ved at mene, at murene og jorden var gullig, ikke rød, the red walls of Marrakech, som M. havde skrevet så indtrængende om, og som vi nu omsider stod ved.

Og så ud, Tim, ud.

Skriftslik

Jeg skulle bare lige have 10 minutter til at gå mellem det ene og det andet tidspunkt og begyndte så at læse i Christina Hesselholdts "fortællekreds" Camilla - og resten af selskabet, der udkommer i næste uge, og kunne slet ikke holde op igen, det er så utroligt lækkert-sært-fint skrevet.

En vigtig kategori: Vild nydelses-skrift -

René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme hører også til i denne kategori; da jeg i går underviste elever på Forfatterskolen i børnelitteratur i realitets-indzoomende og fantasi-udvidende tekster, læste jeg som præmieeksempel på førstnævnte dette digt op:

gråvejret lyser som månen
jeg følger et ansigt på en sky, der bliver ældre og opløses
en dame i oktober med tryksværte på fingrene
et blad hvirvler forbi vinduet på fjerde sal og stiger op forbi igen
senerne i danserens underarm når hun smører sig en mad
skrigende jerngitter en morgen og indbildningen om at være i rom
togets undervogn knager, solen bryder igennem
den bevæger sig hen over spisebordet
isterningen støder mod læben hver gang jeg tager en slurk
sol på ansigt og fod samtidig, men ikke andre steder
og gennem højt gavlvindue i gammel mejeribygning, ind på metalbeholderne
lyset fra trafiksignalerne i regnvandet på vejen
at nyse i avisen og se de fine spor
kolde sider ind i en bog
to sætningsløse øjeblikke i træk
lyset fra instrumentbrættet i en bil i aftenkø
ventetiden mellem det første og det andet nys
ordbogen set fra siden: spor af fingre
kongens næse stikkende frem af mønten
en tv-skærm i profil, en drømmende lygte
snefaldets varierende hastighed, maskinagtigheden, tandhjul i vinden
lyset der bliver bredere sidst i januar
oslobåden kl. 17, lyden.