Mai in toto

Positiv, men lettere uengageret anmeldelse af Bombaygryde ved kollega Rothstein i WA: Mai Misfeldts meget glade 5 stjerners-anmeldelse i Berlingske kan forekomme noget abrupt og springende, hvis man ikke ved, at den er blevet klippet ned til sokkeholderne af avisen; Mai har været så sød at stille et critic's cut til rådighed ekskusivt for Blogdahls læsere - det kommer her:

Portræt af kunstneren som ung rekrut

5 stjerner

Litteraturkritikken diskuterer grænserne mellem fiktion og virkelighed, og folk på Nykøbing Falster blev vrede. Jens Blendstrup digter bare videre - på virkelighedens fiktioner, så det er en sand fryd

Af Mai Misfeldt

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman ”Bombaygryde” er skrevet over hans egne oplevelser som soldat. I alle fald figurerer hans forældre, som vi hørte om i romanen ”Gud taler ud” fra 2004, den alkoholiserede og totalt uregerlige psykolog Uff og den svensktalende Gerd-Lillian med ”fatamorgana-hyggesmilet”, også i ”Bombaygryde”. Men det gode er, at læseren (i forhold til hele diskussionen om romaners brug af virkelighed) er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om det var sådan i virkeligheden eller ej. Og det må alle indskrevne soldaterkammerater for den sags skyld også være! For Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Der må, nej, der skal digtes, på virkeligheden, synes at være et Blendstrupsk diktum, som han efter romanen at læse har temmelig meget med hjemmefra, fra den rimeligt rablende far-skikkelse, som gerne optræder i gammel sprængfærdig militæruniform, hvis han synes sønnike skal supportes. At der fortælles i tredje person giver Blendstrup mulighed for en lidt ironisk distance og indskudte forfatterkommentarer: Vi er tæt på, men også i et sikkert fortællergreb.
Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador – Uff ved godt, hvordan han vil have det!) står i Kongens klæder, som ”frivillig” på Bornholm! Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til, og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfruen Leif så meget at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før ”sjælens snestorm har lagt sig”, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.
Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, foranstaltet af far Uff, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp. Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren.
”En dag vil jeg skrive en roman om det her” siger Leif på en af romanens sidste sider. Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: ”Kattemenneske”, svarer Leif, ”Det skal helst være enkelt”. Og sådan bliver det, rekrut Dahn er et kattemenneske! Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.