Konkret sjask

Jeg var godt på vej mod at få dårlig samvittighed over, at jeg kalder Erik Svendsens anmeldelsesvirksomhed sjasket i min kommentar i WA på fredag - der ellers forsvarer Erik Skyums (ret til) grumhed! - men så læste jeg i dag på JPs' hjemmeside Svendsens anmeldelse af Mikkel Thykiers Dit ansigt kommer før mig, og den må være selve definitionen af sjaskethed, ud over tale-tavshed-tricket får vi intet bare faaktuelt at vide om tekstspor (der er også breve med) eller opbygning eller indhold (Frederik taler det meste af tiden om (og til) en 2. pige end Alma), og som sædvanlig synes forfatteren ikke engang genkendt som havende et forudgående forfatterskab, og intimitet er da for fanden selve kodeordet og ikke noget, der søges undgået, Jesus:

Man kan læse Mikkel Thykiers bog på flere måder. Den ligner et generationsportræt, en skildring af en nær og dog distanceret relation mellem to mennesker, den er en monolog, som er dialogisk, den er et eksempel på ny-politisk litteratur, og den blander foto og prosa på en særegen måde. Vi er ikke ude i en dramatisk konfrontation mellem de to køn som i Strindbergs herlige enakter med to kvinder ”Den stærkeste”, men Thykier mimer den et stykke af vejen, idet kun denne ene part siger noget, mens den anden lytter. Pointen er blandt andet, og her kommer generationsmomentet ind i billedet, relationen mellem den ivrigt fabulerende Frederik og tavshedens Alma, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det erotiske vækkes. Snarere handler det om at være mere end venner, men ikke intime. Døm selv, hvor varm Frederiks tilnærmelse er: »Det handler bare ikke om at sige noget om den, om kærligheden eller intimiteten, men om, hvad der kan siges med den. Og om hvad den siger om mig, hvad den får mig til at sige om mig. I dit tilfælde var der intet.« Mig om mig: den gode Frederik er mildest talt selvcentreret, og det er han jo ikke alene om at være i vore dage. Er ”Dit ansigt kommer før mig” en udlevering af en narcissist? Hvor meget betyder en venstrefløjsdemonstration for en mand, der erklærer: »Det afgørende for mig er spørgsmålet om at overvinde verden som begrænsning for mit liv.«Det skriver manden gudhjælpemig. Men ét er en figur, noget andet hvad teksten som helhed forsvarer eller advokerer for. Problemet er, at bogen på den ene side apropos titlen antyder noget om ulighed og forsinkede forbindelser mellem to mennesker, mens den på den anden side bevidst undlader at følge relationsfortællingen til dørs. Måske er det hele lir og stil. Hvor sjovt er det lige?

Heldigvis er det ikke ham der skal anmelde Bombaygryde i morgen (forf. stødte på anm. i IC3-toget og blev anråbt med sit fiktive navn Leif Balleby)