BONUS til monogramister

Hver fjortende dag dette forår en ny yndlingsbog, fra Pejk til Ursula og nu Martin Larsens roligt gnistrende Hvis jeg var kunstner, som jeg læste i på flyet i går og læste færdig tidligt i morges her i ferielejligheden i Madrid, og som jeg ikke ved om jeg kommer til at anmelde, for der var ikke nogen eksemplarer på avisen i fredags, men det var der heldigvis i min postkasse, da jeg kom hjem, med den på samme personlige og upersonlige dedikation "BONUS til Monogramister kh Martin", dvs. at jeg har modtaget bogen som medlem af den særdeles eksklusive klub af Monogrammer-ejere, og jo fordi ideen til Monogrammer - angiveligt, det kan godt være en fiktion, og det ville i så fald være helt i orden - fostres undervejs i nedskriblingen af Hvis jeg var kunstner:

Hvis jeg var kunstner ville jeg finde lister over alle de navne, den danske lovgivning giver forældre ret til at kalde deres børn, for- og efternavne, og få et simpelt computerprogram til at finde og udskrive alle de mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge; værket kunne hedde Inidviduality.

Der står bare ikke noget om at udgive værket i 8 tykke, indbundne bind og tilføje 1 essayistisk one-line-føljeton pr. bind - det er måske her den reelle, blivende digter afløser den kontrafaktiske, momentvise kunstner og fuldender eller i det mindste realiserer værket som et litterært værk!?

Og så var det jo åbenbart meningen, at jeg skulle læse bogen på vej til og i Madrid, for se, hvordan et længere stykke starter side 108:

Hvis jeg var kunstner, ville jeg mødes med en af mine venner, der lige var kommet hjem fra Madrid og fortalte om en udstilling af et stort værk i flere etager, hvor intrikate former blev gentaget i mange forskellige variationer fra stor skala til de mindste diminutive dele ...

Tekstens jeg suser straks til Madrid og forsøger forgæves at aftegne udstillingen, som vel ikke er her mere - som om den nogensinde ... I stedet har jeg i dag på Baron Thyssen-museet set udstillingen Monet & abstraktionen, hvor Monets næsten-abstrakte åkander blev jævnført med amerikanske dryppere og klattere som Mark Rothko og Jackson Pollock, heldigvis var der også et par hårdt kantede skilderier af Barnett Newman og Elsworth Kelly, men jeg indrømmer, at jeg livede alvorligt op, da vi nåede frem til den permanente samlings solide udvalg af kubisme, futurisme, russisk avantgarde og dadaisme, heriblandt nogle vildt gode Schwitters-assemblager, så friske som var de født på losspladsen i går. Hvis jeg var kunstner, ville jeg købe et kolonihavehus og lave et omvendt merzbau: klistre alt muligt personligt og upersonligt skrammel, inkl. mit forhåbentlige anmeldelsereksemplar af Hvis jeg var kunstner, UDENPÅ huset, indtil jeg nåede hækken ind til mine naboer, og så ville jeg til ublu pris købe deres kolonihavehuse, og klistre videre, og når jeg ikke klistrede, ville jeg i mit sirligt ordnede arbejdsværelse i kolonihavehuset surfe nettet efter nyt og gammelt skrammel, for det ville jo for længst ikke være mig, der klistrede, men et korps af assistenter, for jeg ville naturnødvendigt være helt klistret inde i mit kolonihavehus - og aldrig kunne ville komme til Madrid igen.