Glimrende anmeldelse, Jon, men 4 stjerner? Come on!

Så nu er jeg her igen, helvågen og totaltvågende, og i mellemtiden, klokken 03:01 helt præcist, poppede Jon Helt Haarders anmeldelse af Bombaygryde op på Jyllands-Postens hjemmeside, og den er sgu i orden, bortset fra at han kun giver 4 stjerner, og det er mindst 1 for lidt, men det skyldes vel lykkeslagets forbandelse = slagskyggen fra Gud taler ud, men den er da uden videre til 6 stjerner, og så burde det ikke have været et problem med 5 til gryden - men ellers er det en forbilledlig klog og skarp og glad anmeldelse, som jeg selvfølgelig gerne vil tro, at jeg kunne gøre bedre, men jeg er ikke sikker; jeg vil særligt fremhæve den spørgende eftertænksomhed ("jeg er ikke helt sikker på, hvor JB er henne ...), det er vi nogen, der godt kunne lære en helk del af - her er anmeldelsens anden halvdel:

I navneforskydningen fra Uffe i ”Gud taler ud” til Uff i ”Bombaygryde” ligger således andre forskydninger: I retning af det kun semi-selvbiografiske, i retning af mørkere toner i billedet af far og søn. Såmænd også i retning af en mere mainstream romanform. Jeg ved ikke, om det er derfor, at en vis Lars (Bukdahl, må vi gætte på) takkes foran i bogen »for at mumle fornærmet i baggrunden. «”Bombaygryde” bærer Blendstrup-brandet: En svært festlig blanding af galskab og gammelmodighed i prosaen. Har den ikke det sproglige og eksistentielle format, der lå pakket ned i de små tekstbokse i ”Gud taler ud”, så er den stadig en både sjov og lidt uhyggelig historie om en ung mand, der i den grad er under indflydelse./ Det 20 århundrede var vel bl.a. faderopgørets århundrede.Først lavede man larm over de strenge fædre - Karl Ove Knausgård kører i øjeblikket et succesfuldt re-run i mange bind, hvis man ikke var med, da det skete dengang. Så lavede og laver man larm over, at de (vi) ikke var strenge nok. Se bare, hvor undervisningsministeren tordner over blødsødenhed og mangel på såkaldt klassiske dyder. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Blendstrup er henne med sine faderbilleder, et andet sted i hvert fald. Og et særligt sted, hvor vi gerne vil med, et sted hvor det nænsomme og det barokke græsser på fædrenes gravhøje. Måske kommer vi engang til at høre, hvordan det så går, når sønner af Uff kommer ned fra højen og selv skal være fædre for nogen.

- grunden til, at jeg mumler fornærmet i baggrunden er såmænd bare, at jeg ikke er mere med i romanen end som så, ja, OK, at jeg er brutalt klippet ud som eneste, enerverende ven i mili-nøden, så ved I det, jeg håber at kunne stjæle og publicere fraklippene snarest!