Læserbrevitis

Jeg prøvede at lade være, men gjorde det alligevel og brugte det meste af formiddagen på det: at skrive et læserbrevssvar, mit andet, til Leonora Christina Skov, hendes anden kommentar om (det ord bruger hun sjovt nok ikke mere) statslittaratur, hvor hun siger det samme, bare vagere, som i hendes første kommentar, og jeg er ikke bleg, jo den mindste smule bleg, for at indrømme, at jeg elsker at skrive læserbreve, det er måske faktisk mit yndlingsgenre overhovedet, og jeg forstår udmærket de såkaldt professionelle, bortset fra at de netop ikke lever af det, læserbrevsskribenter, hvis det ikke var fordi, jeg skulle leve af de andre ting, jeg skriver og siger, ville jeg også skrive læserbreve hele tiden, det er de tekster, jeg bruger allermest tid på, i forhold til længden, jeg kan sidde og rette til og slibe skarpere i det uendelige, og det gjorde jeg også i dag, størst lyst og størst omhu og størst koncentration på én og samme tid, der er ikke noget overflødigt i et læserbrev, vs. fx en kommentar, det er ren retorik og pur polemik, og derfor er det også unfair, at jeg i min kommentar på fredag anholder et læserbrev af Henrik Nordbrandt i Inf. for at være uptight, det er sgu i orden, at det er uptight, når det er et læserbrev, og problemet med de debatindlæg af Niels Frank og Ib Michael, også i Inf (det er grunden til, at jeg læser den avis: at finde stof at skrive læserbreve om, nej PÅ), jeg yderligere besværer mig over, er, at de ikke er læserbreve, men debatindlæg, og dette er slet ikke et læserbrev, det er totalt formløst en blogpost, og det vigtigste for mig, processuelt lysteligt, æstetisk glædeligt, i dagens læserbrev var dels indledningens hyperretoriske én ting er-værre er det-konstruktion og dels de to grusommme ord parnasprovst (om hvem mon?) og parnasprist mange sætninger fra hinanden. Det gjorde min dag! En læser ER et brev.