Dette er ikke en anmeldelse af By og hest,

dagens bog af Hans Otto Jørgensen, men hvordan kan det være noget som helst andet, når det er den første bog af Hans Otto Jørgensen i 15 år, jeg ikke har fået lov at anmelde i min avis, som i 1995, da jeg anmeldte digtsamlingen Idyller, var Kristeligt Dagblad, og som nu 21 (entogtyve, men Erik Skyum-Nielsen må have skrevet flere) HOJ-anmeldelser senere er Weekendavisen, hvor det i stedet for mig er Klaus Rothstein, der skal anmelde By og hest, og det havde ærligt talt være lidt mere menneskeligt, når han nu absolut skal afløse for en kort eller – forhåbentlig ikke – lang bemærkning, at stikke ham Jørgensens apriludgivelse, romanen Exodus, der så godt som tilforladeligt og lige ud af markvejen faktisk er en roman, en så godt som eksemplarisk HOJ-roman, mens Hest og by måske nok kan siges at være en roman – den siger det bare ikke selv, ingen genrebetegnelse anføres – men opfører sig aldeles utilforladeligt og yderligtgående zizaggende. To pardannelser kan vi hastigt oprette: For det første er bogen ligesom Exodus en fiktion om (bl.a.) en kærlighedstrekant, der skiller sig ud fra de seneste års mange værker, romaner, tekstsamlinger, tegneserie, ved IKKE eksplicit at linke til (andre værker med link til) selvbiografi og familiehistorie, men jo så som Exodus’ splitterravende gale tvilling, for det andet er bogen en hallucineret skrift-morfindøs (fjerde sætning på første side: ”Han er morfinafhængig hjerne”) ligesom den store, illustrerede tekstsamling Hjernens egen store hund, 2009, hvor vi både råt for usødet og crazy hermetisk hørte om forfatterens mofindæmpede ryglidelser. Der er også links tilbage til ormehul-faldene mellem postmodernitet og middelalder i Molly & indianeren-trilogien, Tårnet, 1989, Indianeren, 1991, Molly, 2000 – til forskel fra Klaus Rothstein kan jeg i én uendelighed udsætte en direkte konfrontation med fan-nørdet titeldropping, tale udenom det konkrete værk ved cirklende at tale forfatterskab, og kan jeg holde op lige nu! Men dette er jo ikke en anmeldelse, så jeg gider ikke referere, og jeg gider da slet ikke referere bare for at demonstrere, at handlingen fortegnes og skævvrides og udsyres, for den gør den så sandelig, viljefast hvirvlende, hver gang læseren tror sig på ca. stabil grund. Det er en dobbelt destabilisering, der praktiseres, ude af kontrol er både billedplanet, hvor billeder dejsende barokt knopskyder, og realplanet, hvor så mange instanser som muligt, kronologi, persongalleri, virkelighedsstatus, fuldstændig sejler – at det sidste kapitel vender tilbage til begyndelsens (for læseren et kort øjeblik stabile) fiktionsrum, som om ingenting er hændt, ud over at en 5-10 år er gået, er en falsk sløjfe, der næsten virker hånsk (modsat den lige så pludselige happy ending i Exodus, som jeg (modsat visse andre kritikere) gladelig tager for pålydende). Hvor forskelligt de to seneste bøger end ter sig, så lyder de slående ens, sammenlign bare begyndelserne, det er de samme, blødt frembusende gearskift mellem korte, kompakte udsagn og længere, listeagtige sideordninger, den samme nynnende brug af gentagelse og anafor (de besværgende ”det er”-sætninger optræder kun i By og hest-begyndelsen, men uden at have talt efter virker det som om, frekvensen er ca. lige høj i de to bøger):

KAJ ER SIN FAR OP AD DAGE, det siger alle. Moren siger det, og Bedste og Anker, når Anker kommer og hjælper i høsten, når de tager kartofler op, når de sidder i skellet med deres madpakker og varmer sig ved ilden fra toppene, og Kaj viser, hvad han har i lommerne.
Alt kan bruges.
En stump bindegarnssnor, en møtrik, et bøjet søm, et andet søm, det kan alt sammen altid bruges til et eller andet. Et par spændeskiver.

IAN ER IKKE MERE sig selv. Noget har taget over, det har overtaget i ham, han bliver dag for dag mindre. Muskelmassen svinder ind. Han er morfinafhængig hjerne. Det er den nål, han ånder igennem, det er de splinter af glas i såret.
Tolv år gammel havde han endnu ikke oplevet, at dagen ikke var endt lykkeligere end den var begyndt. Så skulle han blive krøbling. Så skulle hans hænder blive finere, de skulle få ligesom et skin over sig, ligesom med et drys af mel, unyttige og blege. Vintersolen står varm og gylden ind i stuen, der er andagtsfølelse.

Den første begyndelse er lutter konkreter og til slut ren liste. Den anden begyndelse skrider hele tiden ud i abstraktion og metafor, Ian har ikke en morfinafhængig hjerne, han ”er en morfinafhængig hjerne”, og jo mere udfoldet og (multi)konkret andet led i en sammenligning, ”et skin over sig, ligesom med et drys af mel”, jo uvirkeligere første led, ”hans hænder bliver finere (…) unyttige og blege”, mens spændeskiver er spændeskiver er spændeskiver.
De fiktionsrum, som romanerne indledningsvist opstiller, er på trods af billedskreddene ovenfor ret præcist lige mutte og tyste, landlige trekantshistorier, men hvor Exodus forbliver trygt og uroligt i sit fiktionsrum (der så positivt kuppes til allersidst med den dér happy ending), så galoperer By og hest frenetisk af sted i alle retninger, i en slags ekstatisk desperation, fra forfatterens og/eller de muterende personers side, over netop den forpulede muthed og tysthed – hvis det altså ikke bare er morfinen, i forfatteren og/eller personerne, der taler. I den ene langt ude retning ligger en gotisk romance med sværdsvingende riddere på hest, i den anden langt ude retning ligger en socialrealistisk reality med importerede piger i provinsbordeller; hallucinatorik er ikke nødvendigvis virkelighedsfjern business!
Mens jeg skriver herinde i stuen bygger en snedker nye, altdækkende reoler i mit arbejdsværelse – til at rumme de bøger af Hans Otto Jørgensen, der udkommer hele tiden: i år bliver det til mindst 4, efter billedbogen Vand blod tis og maskiner og Exodus og By og hest kommer der til efteråret en stor bog, der ifølge en mail fra forfatteren totalt vil kuldkaste mine forventninger. Det er det vilde ved at være HOJ-læser og (forhåbentlig snart igen) -anmelder i 2010: der skrives på og om og som livet løs i samme nu.