Min Hvedekorn-medredaktørs Christian Vinds lille bog Udtog - digressiv rejsedagbog fra et storøjet trip til Holland og Belgien - er den perfekte mandelgave: Skarpsindig og absolut charmerende og strengt situeret vidtløftighed, et klip fra Bruxelles om en fælles helt:
"I DADA-rummet er der ni Merz-collager i små private guldindramninger, som giver dem en aura af perverse antikviteter. Merz-collage nr. 235 hedder Den Haag. På en collage fra 1925 står der I.K. Bonset i falmet offset. Forsøger at kalibrere synet. Er det muligt i tanken at hente opdateringer, forny skraldet, udskifte bolchepapiret med et Snickers-chokoladepapir eller den kvadratiske After Eight med guldur på? Kunne jeg i stedet for tændstikæsken indsætte et brugt taletidskort, uden at miste for meget betydning i oversættelsen? Måske jeg endda ville være god til at formidle kunst til børn? Jeg er særligt glad for at se to sjældne kvadratiske æsker 1x10 cm i indlagt træ og finér af Schwitters og Thijs Rinsema fra 1923, en står som privateje, den anden som værende i en Thom Mercuurs samling.
I en udgivelse fra Bornholms historiske samfund fra 2002 læste jeg engang, at der efter (kunstsamleren (gennemgående person i bogen) LB) Herbert von Garvens-Garvensburgs død på marken foran ejendommen i Abildgaard ved Sankås, blev holædt en såkaldt "frasorteringsauktion" eller en slags loppemarked over det resterende bohave, som ikke var sat til slag på auktionerne i Stuttgart og København. Her købte boghandleren Edmund Andersen fra Rønne en æske af en ubekendt kunstner, som viste sig at være Kurt Schwitters' intarsia-æske, et tobaskskrin kaldet ANNA efter Anna Blume, fra cirka 1921. Boghandleren solgte skrinet i 1972, tilfældigvis samme år som Garvens' ejendom blev nedrevet og brugte pengene til en rejse til Afrika. Tobaksskrinet ANNA ejes i dag af Sprengelmuseet i Hannover, hvor jeg så det i 2012."
Viser opslag med etiketten Kurt Schwitters. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kurt Schwitters. Vis alle opslag
torsdag den 29. december 2016
onsdag den 2. marts 2016
2 levende ego-links, Cafè Voltaire vs. Diligencen
fredag den 16. januar 2015
Kurt Schwitters' lektion i god debatskik
Først skændes vi som sindssyge og sviner hinanden til, og så opfører vi os civiliseret bagefter, vi bærer ikke nag og vi slår ikke hinanden ihjel
(min oversættelse, skrev den af i dag efter Anna Blomst og andre digte, ford Testrup-forstander Jørgen Carlsen havde akut brug for den til en filosfisk kursusafslutning - Maja Lee Langvad har lavet sin egen versionering om Holger Danske og Holger Nydanske i Find Holger Danske)
2 HERRER
På gaden mødte to herrer, der ikke kendte hinanden, hinanden. Tilfældigt strejfede den ene den anden med ærmet. Så sagde den anden sagte, men hørbart: "Æsel". "Idiot", svarede den ene. Så sagde den anden igen: "De lømmel, lemmedasker, sjover, svin, de svin, De gemene svin. De nar, De fæ, De dumme bæst, De hundehoved, de lusede bæst!" "Hvad", svarede den ene, " og de ønsker stadig at gå for at være et dadaddadannet menneske? I mine øjne er de en idiot, De idiot, en tølper, De tølper, et svin, De svin, en hund, De hund, en abekat, De abekat." - Pludselig sagde den anden: "De kraftidiot, fjollehoved, djævel,, klunser, kastaniemand, røvhul, De røvhul!" - "Hvad", svarede den ene, "De er en loppejæger, De loppejæger, kødben, hundeblod, snydedumme svinebæst, stupide øg, druktud, De druktud, fedtkugle, De gemene druktud!" Pludselig sagde den anden igen: "Forbandede kvæghoved!" - Dertil svarede den ene: "Krøbling, insurgent, De insurgent, De, De!" - Pludselig sagde den anden igen: "Gnom, insekt, skurk, som dette løvfrø dog puster sig op!" dertil svarede den ene: "Ynkelige væggelus, lommetyv, du!" - "Hvad?" sagde den anden pludselig, "Du, du, du? Er jeg din staldkarl? Hør på ham, det kalvehoved, jeg eksploderer af grin" - Dertil savrede den ene: "Elendige pralhals!" - Pludselig sagde den anden: "Feje skurk!" Så sagde den ene: "Pardon, jeg har helt glemt at præsentere Dem for min forlovede." - Pludselig sagde den anden: "Og mig slår det, at jeg endnu ikke nævnt mit navn, jeg hedder Meier." - Derpå sagde den ene: "Ligeledes Meier, formand for Forneingen til Hunderacernes Forædling." Pludselig sagde den anden Meier: "Vil De ikke være med i vores Klub til Kulturens Forbedring? De er vores mand. De er et ædelt menneske." - Dertil svarede den ene Meier: "Jeg priser mig overordentlig lykkelig over at have lært et menneske som Dem at kende. Jeg og min hund går gerne med i Deres Klub." Derpå drog begge de herrer med hund og forlovede af sted til Klublokalet til Kulturens Forbedring.
(min oversættelse, skrev den af i dag efter Anna Blomst og andre digte, ford Testrup-forstander Jørgen Carlsen havde akut brug for den til en filosfisk kursusafslutning - Maja Lee Langvad har lavet sin egen versionering om Holger Danske og Holger Nydanske i Find Holger Danske)
2 HERRER
På gaden mødte to herrer, der ikke kendte hinanden, hinanden. Tilfældigt strejfede den ene den anden med ærmet. Så sagde den anden sagte, men hørbart: "Æsel". "Idiot", svarede den ene. Så sagde den anden igen: "De lømmel, lemmedasker, sjover, svin, de svin, De gemene svin. De nar, De fæ, De dumme bæst, De hundehoved, de lusede bæst!" "Hvad", svarede den ene, " og de ønsker stadig at gå for at være et dadaddadannet menneske? I mine øjne er de en idiot, De idiot, en tølper, De tølper, et svin, De svin, en hund, De hund, en abekat, De abekat." - Pludselig sagde den anden: "De kraftidiot, fjollehoved, djævel,, klunser, kastaniemand, røvhul, De røvhul!" - "Hvad", svarede den ene, "De er en loppejæger, De loppejæger, kødben, hundeblod, snydedumme svinebæst, stupide øg, druktud, De druktud, fedtkugle, De gemene druktud!" Pludselig sagde den anden igen: "Forbandede kvæghoved!" - Dertil svarede den ene: "Krøbling, insurgent, De insurgent, De, De!" - Pludselig sagde den anden igen: "Gnom, insekt, skurk, som dette løvfrø dog puster sig op!" dertil svarede den ene: "Ynkelige væggelus, lommetyv, du!" - "Hvad?" sagde den anden pludselig, "Du, du, du? Er jeg din staldkarl? Hør på ham, det kalvehoved, jeg eksploderer af grin" - Dertil savrede den ene: "Elendige pralhals!" - Pludselig sagde den anden: "Feje skurk!" Så sagde den ene: "Pardon, jeg har helt glemt at præsentere Dem for min forlovede." - Pludselig sagde den anden: "Og mig slår det, at jeg endnu ikke nævnt mit navn, jeg hedder Meier." - Derpå sagde den ene: "Ligeledes Meier, formand for Forneingen til Hunderacernes Forædling." Pludselig sagde den anden Meier: "Vil De ikke være med i vores Klub til Kulturens Forbedring? De er vores mand. De er et ædelt menneske." - Dertil svarede den ene Meier: "Jeg priser mig overordentlig lykkelig over at have lært et menneske som Dem at kende. Jeg og min hund går gerne med i Deres Klub." Derpå drog begge de herrer med hund og forlovede af sted til Klublokalet til Kulturens Forbedring.
mandag den 8. september 2014
DADA er en jomfrubakterie LIVE
At Morten Søkilde og jeg reciterede lyddigte og snakkede avantgarde og - en ikke usvær disciplin - fortolkede lyddigte i universitetets festsal lørdag aften, kan ses på dette link.
Her er, efter Mortens regi pr. mail, det reducerede (fra tre recitations-spalter til to) simultan-digt af Kurt Schwitters, vi starter med:
- og her det klip fra et dadaistisk manifest af Tristan Tzara, som Morten læser op (og som han selv har oversat fra en engelsk oversættelse):
- vi forbliver begge helt enige med Tristan, selbstverständlich! Og Kurt!
Her er, efter Mortens regi pr. mail, det reducerede (fra tre recitations-spalter til to) simultan-digt af Kurt Schwitters, vi starter med:
Simultandigt
(Du: første kolonne. Jeg: anden kolonne (tredje kolonne ude))
Vi står ved pulte, med front mod publikum, der er mødt fuldtalligt op, (mange med stenhårde tomater og gamle æg)
kaa gee dee
takepak
katedraale
take
draale
takepak
kaa tee dee
takepak
kateedraale take
draale
takepak
(begge) oowenduumiir
kaa tee dee
diimaan
kateedraale
diimaan
draale
diimaan
(begge) didiimaan
(begge) diimaan
(begge)
aawanduumiir
- og her det klip fra et dadaistisk manifest af Tristan Tzara, som Morten læser op (og som han selv har oversat fra en engelsk oversættelse):
DADA er en jomfrubakterie
DADA er imod den høje levestandard
DADA
Aktieselskabet for Ideernes udnyttelse
DADA har 391 forskellige holdninger og farver
alt efter hvilket køn præsidenten er.
Den slår om - den slår til - siger det modsatte
på samme tid - er uvigtig - skriger, og tar på fisketur.
Dada er den hurtigste selvforvandlende kamelæon.
Dada er imod fremtiden. Dada er død. Dada er absurd.
Længe leve Dada. Dada er ingen litteratskole, skrål (hyl?)
- vi forbliver begge helt enige med Tristan, selbstverständlich! Og Kurt!
fredag den 17. maj 2013
Dadaismen er yngre end Politiken Plus
+ 60-årige Politiken Plus-medlemmer + deres fraværende/afdøde mænds genfærd er et perfekt publikum til højtlæsning af Kurt Schwitters, tak til en sprængfyldt Krudttønde i går, her et taldigt jeg ikke nåede (fordi jeg havde for travlt med min egen derivative poesi):
TOLV
En To Tre Fire
Fem Fire Tre To En
To Tre Fire Fem Seks
Seks Fem Fire Tre To
Syv Syv Syv Syv Syv
Otte En
Ni En
Ti En
Elleve En
Ti Ni Otte Syv Seks
fem Fire Tre To En
(og også denne blogpost burde være et lykkeligt ægteskab mellem trompet og harpe - og hej! Susannes uopnåelige, tydelige tysthed!)
TOLV
En To Tre Fire
Fem Fire Tre To En
To Tre Fire Fem Seks
Seks Fem Fire Tre To
Syv Syv Syv Syv Syv
Otte En
Ni En
Ti En
Elleve En
Ti Ni Otte Syv Seks
fem Fire Tre To En
(og også denne blogpost burde være et lykkeligt ægteskab mellem trompet og harpe - og hej! Susannes uopnåelige, tydelige tysthed!)
søndag den 30. maj 2010
BONUS til monogramister
Hver fjortende dag dette forår en ny yndlingsbog, fra Pejk til Ursula og nu Martin Larsens roligt gnistrende Hvis jeg var kunstner, som jeg læste i på flyet i går og læste færdig tidligt i morges her i ferielejligheden i Madrid, og som jeg ikke ved om jeg kommer til at anmelde, for der var ikke nogen eksemplarer på avisen i fredags, men det var der heldigvis i min postkasse, da jeg kom hjem, med den på samme personlige og upersonlige dedikation "BONUS til Monogramister kh Martin", dvs. at jeg har modtaget bogen som medlem af den særdeles eksklusive klub af Monogrammer-ejere, og jo fordi ideen til Monogrammer - angiveligt, det kan godt være en fiktion, og det ville i så fald være helt i orden - fostres undervejs i nedskriblingen af Hvis jeg var kunstner:
Hvis jeg var kunstner ville jeg finde lister over alle de navne, den danske lovgivning giver forældre ret til at kalde deres børn, for- og efternavne, og få et simpelt computerprogram til at finde og udskrive alle de mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge; værket kunne hedde Inidviduality.
Der står bare ikke noget om at udgive værket i 8 tykke, indbundne bind og tilføje 1 essayistisk one-line-føljeton pr. bind - det er måske her den reelle, blivende digter afløser den kontrafaktiske, momentvise kunstner og fuldender eller i det mindste realiserer værket som et litterært værk!?
Og så var det jo åbenbart meningen, at jeg skulle læse bogen på vej til og i Madrid, for se, hvordan et længere stykke starter side 108:
Hvis jeg var kunstner, ville jeg mødes med en af mine venner, der lige var kommet hjem fra Madrid og fortalte om en udstilling af et stort værk i flere etager, hvor intrikate former blev gentaget i mange forskellige variationer fra stor skala til de mindste diminutive dele ...
Tekstens jeg suser straks til Madrid og forsøger forgæves at aftegne udstillingen, som vel ikke er her mere - som om den nogensinde ... I stedet har jeg i dag på Baron Thyssen-museet set udstillingen Monet & abstraktionen, hvor Monets næsten-abstrakte åkander blev jævnført med amerikanske dryppere og klattere som Mark Rothko og Jackson Pollock, heldigvis var der også et par hårdt kantede skilderier af Barnett Newman og Elsworth Kelly, men jeg indrømmer, at jeg livede alvorligt op, da vi nåede frem til den permanente samlings solide udvalg af kubisme, futurisme, russisk avantgarde og dadaisme, heriblandt nogle vildt gode Schwitters-assemblager, så friske som var de født på losspladsen i går. Hvis jeg var kunstner, ville jeg købe et kolonihavehus og lave et omvendt merzbau: klistre alt muligt personligt og upersonligt skrammel, inkl. mit forhåbentlige anmeldelsereksemplar af Hvis jeg var kunstner, UDENPÅ huset, indtil jeg nåede hækken ind til mine naboer, og så ville jeg til ublu pris købe deres kolonihavehuse, og klistre videre, og når jeg ikke klistrede, ville jeg i mit sirligt ordnede arbejdsværelse i kolonihavehuset surfe nettet efter nyt og gammelt skrammel, for det ville jo for længst ikke være mig, der klistrede, men et korps af assistenter, for jeg ville naturnødvendigt være helt klistret inde i mit kolonihavehus - og aldrig kunne ville komme til Madrid igen.
Hvis jeg var kunstner ville jeg finde lister over alle de navne, den danske lovgivning giver forældre ret til at kalde deres børn, for- og efternavne, og få et simpelt computerprogram til at finde og udskrive alle de mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge; værket kunne hedde Inidviduality.
Der står bare ikke noget om at udgive værket i 8 tykke, indbundne bind og tilføje 1 essayistisk one-line-føljeton pr. bind - det er måske her den reelle, blivende digter afløser den kontrafaktiske, momentvise kunstner og fuldender eller i det mindste realiserer værket som et litterært værk!?
Og så var det jo åbenbart meningen, at jeg skulle læse bogen på vej til og i Madrid, for se, hvordan et længere stykke starter side 108:
Hvis jeg var kunstner, ville jeg mødes med en af mine venner, der lige var kommet hjem fra Madrid og fortalte om en udstilling af et stort værk i flere etager, hvor intrikate former blev gentaget i mange forskellige variationer fra stor skala til de mindste diminutive dele ...
Tekstens jeg suser straks til Madrid og forsøger forgæves at aftegne udstillingen, som vel ikke er her mere - som om den nogensinde ... I stedet har jeg i dag på Baron Thyssen-museet set udstillingen Monet & abstraktionen, hvor Monets næsten-abstrakte åkander blev jævnført med amerikanske dryppere og klattere som Mark Rothko og Jackson Pollock, heldigvis var der også et par hårdt kantede skilderier af Barnett Newman og Elsworth Kelly, men jeg indrømmer, at jeg livede alvorligt op, da vi nåede frem til den permanente samlings solide udvalg af kubisme, futurisme, russisk avantgarde og dadaisme, heriblandt nogle vildt gode Schwitters-assemblager, så friske som var de født på losspladsen i går. Hvis jeg var kunstner, ville jeg købe et kolonihavehus og lave et omvendt merzbau: klistre alt muligt personligt og upersonligt skrammel, inkl. mit forhåbentlige anmeldelsereksemplar af Hvis jeg var kunstner, UDENPÅ huset, indtil jeg nåede hækken ind til mine naboer, og så ville jeg til ublu pris købe deres kolonihavehuse, og klistre videre, og når jeg ikke klistrede, ville jeg i mit sirligt ordnede arbejdsværelse i kolonihavehuset surfe nettet efter nyt og gammelt skrammel, for det ville jo for længst ikke være mig, der klistrede, men et korps af assistenter, for jeg ville naturnødvendigt være helt klistret inde i mit kolonihavehus - og aldrig kunne ville komme til Madrid igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
