søndag den 28. marts 2010

Danske læsefrugter & nordisk råddenskab

Nogle gange føler man sig åndssvagt forkælet af dansk litteratur:

At gå lige fra Niels Franks lifligt løstblomstrende Spørgespil til

Harald Voetmanns romerske roman om Pliniuser, Vågen ...

BORTSET FRA AT DET KAN JEG IKKE!

Fordi vi, WA-kritikere, er beordret på nordisk lotteri-mission:

onsdag klokken 15 er absolut sidste deadline på påskeavisen;

11:45 offentliggøres vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris,

1 af os skal inden da have læst vinderen;

jeg er foruden dansker Laugesen og dansker Jessen

bebyrdet med nordmand Tomas Espedals Imot kunsten,

læst i går som ulidelig inderlig dobbeltkontraktlighed:

hvor inderlig er ikke bare jeg, men hele min traurige slægt!

svensker Ann Jäderlunds Vad hjälper det (og så noget med vand),

der er hermetisk hård, men OK, fordi poetisk hermetisk hård,

og færing Gunnar Hoydals 523 sider lange roman I havets hjerte,

som jeg hele dagen har holdt fra livet med Mad Men:

neurotiske, amerikanske reklamefolk vs. drøje, færøske præster,

hvilket bare betyder at jeg skal læse havhjertelighed hele dagen

i morgen, som jeg, som om det ikke er slemt nok, tilbringer

i toget til Frederikshavn, og hvis jeg er heldig, vinder Hoydals

drøje præster: så får jeg lov at skrive om dem hele halvdelen

af tirsdag ved skrivehusets sommerbord. Godnat!

5 kommentarer:

  1. Læsefrugter - det er virkelig et grimt og bibliotekaragtigt ord. Der er dømt tung ravhalskæde og lange tandhalse (-:

    SvarSlet
  2. Mads Eslund - det er virkelig et grimt og forfatteragtigt navn. Der er dømt huskat, dårligt digitalfoto og rødlilla teint (-:

    Hilsen,
    Den onde bibliotekar

    SvarSlet
  3. Læsefrugter emmer mere af danskdidaktik i seminarieregi.

    Hilsen den mestendels læreruddannede biblioteksansatte.

    SvarSlet