Hjerteoppumpning 3

Politikens tredje excessive hjerteuddeling til et stykke genrelitteratur på under en uge: I dag onsdag giver Anders Bodelsen fire hjerter til Olav Hergels propaganda-thriller eller "spændings- og nøgleroman om den svære integrationsproces" Indvandreren efter i sin anmeldelse at have formuleret føgende giftigheder:

'Indvandreren' er altså en nøgleroman. Det er ikke meningen, at man skal bryde sin hjerne med hensyn til, hvem der er hvem. Eller - hvor forfatteren selv befinder sig./ Det sidste er på én gang bogens svaghed og styrke [nøjagtig samme sofistiske formel brugte Sophie Engberg Sonne i sin Leif Davidsen-anmeldelse: styrke er også svaghed!!?? LB]. Mens handlingen lunter af sted, affyres der meninger på kryds og tværs. I et efterord fortæller Hergel, at "nogle af de udtalelser romanens personer fremkommer med, har stået i andre sammenhænge i danske medier". Ærlig snak. Men de store talebobler af lånt tekst gør fiktionen stiv.

Handlingsluntende og citatstiv spændingsroman: Værsgo, fire hjerter! Mens Klaus Rifbjergs nye, bittelille og utroligt fine (anti-spændings)roman, Skiftespor, som jeg selv hjerte- og stjerneløst, men markeret glad i låget anmelder fredag, ovre i yderste højre spalte må stille sig tilfreds med sølle tre hjerter, selv om Lasse Horne Kjældgaard, så vidt jeg kan læse, ingen steder i sin anmeldelse eksplicit kritiserer romanen for noget som helst, ud over at den ikke er særlig lang, og at den ikke uden videre handler om dansk fremmedpolitik ligesom Hergels roman:

Kan Rifbjergs nye roman læses som et indlæg i den aktuelle 'udlændingedebat' eller den endeløse strid om, hvad vi kan og skal 'bruge' besættelsestiden til i dag? Ja - det ville være oplagt - og alligevel ikke adækvat [adækvat!!?? hvad er det for et kontorcheford! LB]/ Som roman gør 'Skiftespor' nemlig først og fremmest indtryk i kraft af sine fint registrerede stemninger samt den - undskyld udtrykket! [alt forladt!? LB] - skæve synsvinkel ...

Men for satan i helvede: Olav Hergel er en skide journalist, der skriver skide journalistisk, Klaus Rifbjerg er en rigtig digter, der skriver rigtig digterisk (hvilket Anders Bodelsen vistnok og måske også er, han var det i hvert fald dengang, han skrev den nøgleroman om Rifbjerg, der hedder Straus). Der er lige præcis fanden til forskel!